Kupforsøg i Tyrkiet

Steffen Jensen: Erdogan har selv bedt folket om at kræve dødsstraf

Efter det forfejlede militærkup i Tyrkiet ligger det lige til højrebenet, at Erdogan udvider sin magtposition, vurderer TV 2's Steffen Jensen.

Når den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan siger, at han er nødt til at lytte til befolkningen og indføre dødsstraf, ja, så er det ret sikkert, at det faktisk bliver sådan.

Sådan lyder vurderingen fra TV 2's Mellemøstkorrespondent, Steffen Jensen.

- De fleste hernede mener, dødsstraf altid har været på Erdogan og hans AKP-partis program, og det krav, der nu er blevet fremført blandt hans tilhængere ude på gadeniveau, er i virkeligheden fordi det er det, de har fået at vide, de skal sige, siger Steffen Jensen.

På den måde, mener Steffen Jensen, er det nemlig muligt for Erdogan og hans regering at sige, at de er nødt til at bøje sig for det folkelige krav.

- Når han kommer ud og siger det ved begravelserne for ofrene for det her militærkup, så er det klart, at han har givet et løfte, som han ikke kan løbe fra. Så at der kommer dødsstraf i det her land, kan vi ikke løbe fra, siger Steffen Jensen. 

Indtil videre er 6000 personer blevet tilbageholdt af politiet i Tyrkiet. Blandt de tilbageholdte er over 2700 dommere, som enten er blevet fritstillet fra deres embede eller anholdt.

Bruge kupforsøg til udrensning

Og de fleste analyser, Steffen Jensen har læst, peger alle i samme retning. Erdogan bruger det mislykkede kupforsøg til at rense ud blandt alle de mennesker, der kritiserer ham og systemet.

- Og han ser nu sit snit til - når der alligevel skal ryddes op i systemet efter hans mening - at få nogle af dem fjernet, og dermed får han også mere magt til sit præsidentembede, siger Steffen Jensen.

De fleste iagtagere mener nemlig, Erdogan længe har ville have mere magt til præsidentposten.

- Sagen er, at den tyrkiske præsidentpost er mere ceremoniel, og det vil Erdogan ikke have. Det ville han gerne, da han selv var premierminister, men nu hvor han er blevet præsident, vil han gerne have flyttet magten derover, siger Steffen Jensen.