Tyrkisk journalist efter kupforsøg: Vi elsker jo vores militær
Militæret har altid været en garant for demokratiet i Tyrkiet. Sådan lyder det fra den tyrkiske journalist Ünsal Turan.
Forsøget på et militærkup i Tyrkiet natten til lørdag indskriver sig i en lang række af militærkup eller forsøg på militærkup i den tyrkiske historie. Og det er ikke tilfældigt, fortæller den tidligere medarbejder ved CNN i Tyrkiet, Ünsal Turan.
- I Tyrkiet har militæret altid været en garanti for demokratiet. Tyrkisk militær er ikke ligesom militæret i andre lande. Hver gang de har lavet et kup, så er der gået kort tid, så har de overladt magten til demokratiske kræfter. Derfor ventede jeg også, at der ville ske noget sådan igen, fortæller Ünsal Turan, der mener, at historierne om civile borgere, der gik til kamp mod militæret, viser, at det er radikale kræfter, der gik på gaden.
- En sekulær tyrker ville aldrig slå på en soldat - vi elsker jo vores militær.
Et gammeldags kup
Såvel tresserne som halvfjerdserne og firserne bød på militære kup i landet, og også i 1997 kunne militæret lægge så meget pres på regeringen, at premierministeren måtte gå af.
Ifølge tyrkiet-kender og freelancejournalist Hetav Rojan virker hændelserne i går som et forsøg af den gamle skole:
- Det har egentlig virket som et meget gammeldags kup i en meget hypermoderne tid, hvor vi kan følge med på Twitter. Jeg sad og fulgte med i nat og ringede til venner og journalistkollegaer dernede. Jeg kunne følge med minut for minut, mens vi så journalister være med på tv-kanaler, som om det var dér, hvor folk udelukkende fik deres informationer fra, siger han til TV 2.
Frygter et mere radikalt islamisk land
Selv om Ünsal Turkan ikke decideret kan støtte et militærkup, føler han dog også en vis glæde ved begivenhederne. Håbet er, at præsident Erdogan trods alt nu må lytte til kritikken og erkende, at han også har begået nogle fejl.
- På den ene side har vi en islamisk regering og en præsident, der er nærmest ligeglad med demokratiet og ytringsfrihed - og på den anden side sekulære folk, der vil have, at Tyrkiet er et europæisk land, hvor vi skal have demokrati og ytringsfrihed og mediefrihed.
Hvem er det, der modarbejder Erdogan?
- Det er de sekulære folk, dem der frygter, at Tyrkiet bliver et mere og mere radikalt islamisk land ligesom de arabiske lande.
Efter kupforsøget i Tyrkiet er 2475 dommere blevet frataget deres hverv, 2839 medlemmer af det tyrkiske militær er blevet tilbageholdt, og 265 personer er blevet dræbt.