Steffen Jensen: Ro over Istanbul - men det er stilhed før storm
Det ser ud som om, kupforsøget mod præsident Erdogan er ovre Men det er efterveerne langt fra, vurderer TV 2's journalist.
Solen falder blødt over Istanbul, og der er ro i gaderne.
Dermed ser det ud som om, at et kupforsøg - og dermed kampene mellem kupmagere og regeringstro styrker - mod den tyrkiske præsident Erdogan er ovre, vurderer TV 2's journalist Steffen Jessen.
- Der var meget skyderi og ret store eksplosioner her i byen, siger han med Istanbul som baggrund.
Morgenens stilhed står i skarp kontrast til fredag aften og nat, hvor der var kampe mellem kupmagere og de regeringstro styrker i gaderne og jagerfly skød fra luften over Istanbul og hovedstaden Ankara, da dele af militæret forsøgte at tage magten fra Erdogan ved et kup.
- Det ser ud som om, at det meste af er gået i sig selv i gen. Tidligt i morges var der stadig skyderier rundt omkring i Istanbul, men her den sidste time til halvanden har jeg i bogstaveligste forstand ikke hørt noget som helst. Der er heller ingen flyvemaskiner eller helikoptere at høre, siger Steffen Jensen.
Voldsomme udrensninger
Men det er nok en stilhed før storm. For fredagens kupforsøg kommer til at koste hoveder, vurderer TV 2's Steffen Jensen.
- Der vil ske voldsomme udrensninger i militæret og i sikkerhedsapparatet, al den stund at det overhovedet har kunnet lade sig gøre. Det viser, at sikkerhedsapparatet ikke fungerer, som det skal, siger han fra Istanbul.
Det samme har Erdogan selv sagt i en tv-transmitteret tale i nat, hvor han sagde, at "regeringen har roret" og advarede kupmagerne om, at de kommer til at blive straffet hårdt.
- Regeringen og folkene omkring den skal vise, hvem der har magten, forklarer Steffen Jensen fra Istanbul.