Terror i Nice

IS tager skyld for terrorangreb i Nice

IS tager skylden for terrorangreb i Nice.

Terrororganisationen Islamisk Stat, IS, tager nu skylden for terrorangrebet i Nice torsdag aften.

Det oplyser terrororganisationens eget nyhedsbureau, Amaq, ifølge AP.

De franske myndigheder har dog ikke bekræftet, at det er Islamisk Stat, der står bag angrebet.

84 døde

Det dødelige angreb skete torsdag aften omkring klokken 22.30, da hundredevis af mennesker fejrede den franske nationaldag i den sydfranske by Nice.

Her drejede en hvid lastbil ned på den kendte havnepromenade, hvor chaufføren først kørte langsomt mod menneskemængden, hvorefter han speedede op og gennem en strækning på to kilometer påkørte børn og voksne med en fart på 50 km/t.

84 personer døde i angrebet, 202 meldes såret, hvoraf 52 lørdag fortsat er i kritisk tilstand.

Se, hvad der skete i Nice torsdag. Her er, hvad vi ved:

Fem personer tilbageholdt

Lørdag formiddag oplyser den franske statsanklager, at politiet har tilbageholdt fem personer i forbindelse med angrebet.

Frankrigs præsident, Francois Hollande, har betegnet angrebet som en "terrorhandling", og i en tale natten til fredag oplyser præsidenten, at Frankrig vil styrke sit engagement i kampen mod Islamisk Stat i Irak og Syrien.

Disse angreb har Islamisk Stat taget skylden for siden januar 2016

  1. 2016

    1. Hvid lastbil pløjer menneskemængde i Nice

      En hvid lastbil kørte ned ad den kendte havnepromenade, hvor chaufføren først kørte langsomt mod menneskemængden. Herefter han speedede op og gennem en strækning på to kilometer påkørte børn og voksne med en fart på 50 km/t.

      Over 80 personer døde i angrebet, og over 200 meldes såret.

      To dage senere tog IS skylden for angrebet.

    2. Gidseldrama i Bangladesh

      En gruppe på otte til ni gerningsmænd angreb en café, der beskrives som et populært sted blandt udlændinge, i Bangladesh' hovedstad Dhaka. 20 meldes dræbt.

    3. Politimand og hustru dræbt

      En civilklædt politibetjent blev dræbt af adskillige knivstik foran sit hjem uden for Paris. Efterfølgende forskansede gerningsmanden sig i betjentens hus, hvor han tog den dræbtes hustru og søn som gidsler.

    4. Massakre på natklub i Orlando

      - Det væbnede angreb, som var rettet mod en natklub for homoseksuelle i Orlando i den amerikanske delstat Florida, hvor flere end 100 blev dræbt eller såret, blev udført af en Islamisk Stat-kriger, siger den ekstremistiske gruppes eget nyhedsorgan, Amaq.

    5. Bilbombe dræber mindst 80 i Bagdad

      En bilbombe eksploderede i Iraks hovedstad Bagdad. Mindst 80 personer blev meldt dræbt, og flere end 60 blev såret, oplyste nyhedsbureauet Reuters på baggrund af hospitals- og politikilder. Mange af ofrene var kvinder, og en stor del af de sårede var i kritisk tilstand.

    6. Professor dræbt i Bangladesh

      Bevæbnede gerningsmænd slog lørdag en lokal 58-årig universitetsprofessor ihjel i Bangladesh ved et angreb, der ifølge politiet er typisk for militante islamisters vold mod sekulære og ateister.

    7. Mindst 65 dræbt af bombe ved legeplads i Pakistan

      65 meldes dræbt og 300 såret ved en eksplosion uden for en park i den pakistanske by Lahore.

      - De fleste døde og sårede er kvinder og børn, fortalte chefen for det lokale politi, Mustansar Feroz, til Reuters.

    8. Selvmordsbomber dræber 29 personer

      En selvmordsbomber har ifølge talsmænd fra de irakiske sikkerhedsstyrker dræbt 29 personer og såret 60 på et fodboldstadion syd for den irakiske hovedstad, Bagdad. 

    9. Terror i Bruxelles

      To bomber eksploderede i Bruxelles' lufthavn, hvor flere personer blev dræbt og adskillige sårede. Kort efter ramte endnu en eksplosion et metrotog ved Maelbeek.

      Ifølge det belgiske kriseberedskab er 30 mennesker blevet dræbt ved angrebene. 10 døde i lufthavnen, og 20 da en bombe detonerede i byens metro. Op mod 200 meldes sårede.

    10. Selvmordsangreb mod to moskeer i Yemen

      Ifølge Reuters har mindst 126 mennesker mistet livet i Yemens hovedstad Sanaa, da to selvmordsbomber eksploderede i forbindelse med fredagsbønnen i moskeerne Badr og Al-Hashahush.

    11. Selvmordsbombe dræbte mindst 60

      En selvmordsbomber spænger lastbil. Selvmordsangrebet var rettet mod den vigtigste kontrolpost nord for byen Hilla, som ligger syd for Bagdad

      Mindst 60 mennesker blev dræbt, og over 70 blev såret. 

    12. Blodbad med flere bilbomber i Syrien

      Flere bilbomber ramte Syrien. Både ved den shiamuslimske helligdom Sayyida Zeinab nær hovedstaden Damaskus og i byen Homs, 150 kilometer nord for hvoedstaden. I alt mistede omkring 120 mennesker livet.

    13. Gidselstagning i Burkino Faso

      Bevæbnede mænd tog ved angrebet taget et ukendt antal mennesker som gidsler på et hotel og kasino i hovedstaden Ouagadougou.

    14. Skyderi og eksplosioner i Jakarta

      Syv personer meldes dræbt, efter en række gerningsmænd angreb flere steder i den indiske by Jakartas bymidte med både selvmordsveste og granater.

    15. Bagdad-angreb mod shia-bydel

      Bevæbnede mænd aktiverede en bilbombe, for bagefter at storme butikscenter i Bagdads østlige hovedsagelig Shia-bydel. Mindst 18 mennesker blev dræbt, og 50 blev såret.

    16. Angreb mod israelske turister i Kairo

      Bevæbnede mænd åbnede ild mod de israelske turister, da de var ved at stige på en bus i Kairo. Alle slap med livet i behold.

Kilder: Reuters, AP, Politiken, Kristeligt Dagblad, BT og Ritzau