Kupforsøg i Tyrkiet

Erdogan anklager ærkefjende: Men hvem er profeten fra Pennsylvania?

Fethullah Gülen er en islamisk prædikant, der bor mere end 8.000 kilometer væk. Men han er Erdogans ærkefjende.

Erdogan har netop overlevet et forsøg på at kuppe ham fra magten.

Og den tyrkiske præsident er ikke sen til at pege på sin ærkefjende Fethullah Gülen som bagmanden. Det har Erdogan gentaget i flere taler siden i nat.

- Det er bestemt ikke overraskende, at han udpeger Gülen som bagmanden bag det her, siger Tyrkiet-ekspert Pola Rojan Bagger, der er journalist på TV 2.

Arrestordre fik ham til at flygte

Fethullah Gülen er 75 år og leder af Gülen-bevægelsen, som deres egne ord er en transnational bevægelse, der promoverer uddannelse og tolerance efter islamisk eksempel.

Den islamiske prædikant flygtede til Penssylvania i USA efter en korruptionsskandale i 2013, hvor der blev udstedt en arrestordre på ham, da Erdogan beskyldte ham for at at stå bag en stor korruptionsskandale med topfolk fra den tyrkiske regering og Erdogans egen søn.

Før da var Gülen ellers en nær allieret af Erdogan og hans regerende parti AKP, da begge ønskede at knægte militæret. Men i 2013 vendte Erdogan sig mod ham i kampen om magten.

- Erdogan mener, at han har stået bag en lang række kupforsøg og opstande i Istanbul efter korruptionsskandalen. Men siden da har Gülen misbrugt sin magt, mener Erdogan, som vendte sig mod ham, forklarer Pola Rojan Bagger.

En af de mest eftersøgte terrorister

I dag har Gülen og hans verdensomspændende bevægelse base i den amerikanske delstat Penssylvania. 

Og undersøgelser viser, at op mod 10 procent af tyrkerne bakker om op den, skriver the Guardian.

Tyrkiet har flere gange forlangt ham udleveret fra USA og ser ham som en af deres mest eftersøgte terrorister. Men i stedet har man måtte nøjes med at rydde godt ud i politikere, politifolk og embedsmænd, der menes at stå i ledtog med Erdogans ærkefjende.

Det er blandt andet en optagelse fra 1999, der skræmmer. I den snakker Gülen til sine mange følgere om at arbejde sig igennem systemets arterier uden at blive opdaget "indtil du når alle magtens centre". Gülen har siden hævdet, at videon er blevet fusket med.

- Det er dramatiske billeder

Hvem end, der trak i snorene bag fredag aftens kupforsøg, kommer der først og fremmest til at rulle hoveder i militæret og sikkerhedstjenesten. 2.839 personer fra militæret er blevet tilbageholdt, mens det er lykkedes otte militærpersoner at søge politisk asyl i Grækenland.

- Det er meget dramatiske billeder (at se generaler blive anholdt, red.). En tyrkisk general har meget høj anseelse i det tyrkiske samfund. Tyrkiet er skabt af militæret, og derfor er det placeret meget centralt i folks bevidsthed. Og når man ser dem blive anholdt og banket, er det meget dramatisk i en tyrkisk kontekst, forklarer TV 2's journalist Pola Rojan Bagger.

Der er efter fredagens kupforsøg 161 dræbte og 1.440 sårede ifølge den tyrkiske premierminister.