Dansker i Ankara: Man kan ikke være andet end bange

Forsøget på et militært kup i den tyrkiske hovedstad har skabt uroligheder. Danske David Moritz tager nu sine forbehold.

Natten har været lang for David Moritz.

Sammen med sin familie opholdte han sig i den tyrkiske hovedstad, Ankara, da militæret fredag aften forsøgte at kuppe den tyrkiske regering.

- Det har været svært at sove, konstaterer David Mortiz, der til dagligt er journalist på TV 2/Fyn.

Under gårsdagens strabadser erklærede dele af militæret udgangsforbud i landets største byer, Ankara og Islanbul, og landet blev beordret i undtagelsestilstand.

På trods af disse forbud opfordrede den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğan, at alle gik på gaderne for at demonstrere mod det militære kup. Lørdag formiddag er 90 personer blevet dræbt, og 1154 er såret.

For nedrullede gardiner observerer David Moritz urolighederne.

- Jeg holder mig helt klar indenfor. Jeg venter lidt og ser tiden an, siger han.

Tyrkiet vågner langsomt op

På gaderne er nogle caféer begyndt at åbne, men det er langt fra alle butikker, der følger trop, forklarer David Moritz.

- Morgentrafikken begyndte at starte op, men nu hvor jetflyene begyndte at flyve igen, er det stilnet af, siger han og tilføjer:

- Man kan ikke være andet end bange, når der er store eksplosioner og lyde af skud i nærheden af, hvor man er.

Tyrkisk tv har lørdag formiddag vist billeder af, hvordan soldater, som har spærret af Bosporus-broen i Istanbul siden fredag aften, nu overgiver sig og forlader deres kampvogne med hænderne i vejret. Hvorvidt kupforsøget er lykkedes er endnu uvist. Erdogan siger dog, at det er blevet slået ned.

- Denne lille gruppe i militæret er selveste parallelstaten i Tyrkiet. Denne bevægelse er et stort forræderi og skal straffes hårdt, sagde den tyrkiske præsident i den direkte tale fra lufthavnen lørdag morgen.