Udenrigsministeriet bekræfter: Danskere er savnet efter Nice-terror, men fire er fundet i god behold

En dansk kvinde og hendes tre børn er fundet i god behold. De var taget på endagstur til Monaco uden telefoner.

Flere danskere er savnet efter terrorangrebet i Nice i Frankrig torsdag aften, da en lastbil med vilje forcerede en vejspærring, og derefter med høj fart kørte gennem en stor menneskemængde på den berømte promenade i Frankrig. 84 personer er blevet dræbt, herunder ti børn. Og 18 personer er i kritisk tilstand.

Således oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice til TV 2 følgende:

Kontakt Udenrigsministeriet

Hvis du kender nogen i Nice, som du endnu ikke har fået kontakt med, så kontakt Udenrigsministeriets Borgerservice på telefon 33 92 11 12

Pårørende kan desuden ringe til de fire hospitaler, hvor danskere kan være indlagt. Vær forberedt på, at personalet taler dårligt engelsk:

Hopital Pasleur: +33 04 92 03 77 77

Hopital Archet: +33 04 92 03 77 77

Clinique Belvédère: +33 08 26 30 75 76

Fondation Lenval: +33 11 43 17 56 46

- Tallet skifter hele tiden, men vi kan oplyse, at færre end ti danskere fortsat er meldt savnet i Nice.

En kvinde og hendes tre børn fundet i god behold

En familie på fire danskere var blandt de savnede - en dansk kvinde og hendes tre børn, der opholdt sig i Nice. De blev tidligt i morges efterlyst på de sociale medier, efter pårørende ikke kunne komme i kontakt med dem. Familien er nu fundet i god behold, oplyser pårørende til TV 2.

Kvinden og hendes tre børn var taget på en endagstur til Monaco og havde efterladt deres telefoner på hotelværelset.

Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser, at antallet af savnede danskere ikke på noget tidspunkt har været mere end ti. Udenrigsministeriet vil ikke oplyse yderligere om de savnede danskere

Kørte 1,8 kilometer langs promenaden

Chaufføren af dødslastbilen er blevet identificeret af fransk politi, der skød adskillige gange mod lastbilen for at få chaufføren stoppet.

På det tidspunkt havde gerningsmanden allerede kørt cirka 1,8 kilometer ad den populære promenade, hvor tusindvis af mennesker befandt sig og netop havde set fyrværkeri i forbindelse med den franske nationaldag, Bastille-dagen.

Langs lastbilens rute lå mange, mange livløse kroppe, som var blevet ramt af lastbilen i høj fart, mens folk foran lastbilen flygtede over hals og hoved for at komme i sikkerhed.

Ifølge den franske præsident Francois Hollande svæver mere end 50 personer lige nu mellem liv og død efter at være blevet ramt af lastbilen.