Regentparret sender kondolencer til Frankrig: Vi er dybt berørte
Kongehuset har fredag eftermiddag sendt deres kondolencer til Frankrigs præsident, Francois Hollande, efter torsdagens terrorangreb.
- Vi er dybt berørte over angrebet i aftes i Nice på de mange mennesker, der fejrede den franske nationaldag og de idealer, som Frankrig står for. Modtag, hr. Præsident, vore dybeste kondolencer til Dem, til familierne i sorg samt til de sårede og til det franske folk.
Sådan lyder det kondolencebrev, som dronning Margrethe og prins Henrik fredag har sendt til den franske præsident, Francois Hollande, og som Kongehuset har delt på både sin Facebook-side og sin Instagram-profil.
Kondolencerne fra Regentparret, som fredag befinder sig på Gråsten Slot, kommer efter, at mere end 80 mennesker blev dræbt i en terrorhandling i den sydfranske by Nice torsdag aften.
Midt under fejringen af Frankrigs nationaldag, Bastilledagen, kørte en lastbil ind i en stor menneskemængde, hvoraf foreløbig 84 mennesker meldes dræbt.
Også det svenske kongehus sender deres kondolencer til Frankrig på Facebook.
- Vi kom for nyligt hjem fra det sydlige Frankrig. Vi er fortvivlede over den frygtelige ugerning i Nice. Vores tanker går til alle de dræbte og deres familier, lyder det fra den svenske kong Carl Gustaf.
Det danske kongehus har en meget tæt relation til Frankrig. Ikke alene er prins Henrik franskmand og tilbringer en stor del af sin tid i sit fødeland, også hans svigerdatter, prinsesse Marie, er født i Frankrig, og hun har tidligere ikke lagt skjul på, at hun bliver påvirket, når terroren har ramt hendes hjemland.
- Vi er alle sammen berørte. Jeg kunne ikke tro på det. Det er meget svært at forstå, at det kan ske i Frankrig, sagde prinsesse Marie til TV 2 i november sidste år, efter mere end 120 personer blev dræbt i en række terrorangreb i den franske hovedstad, Paris.
Tidligere fredag sendte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sine tanker til franskmændene:
- Attentatet er et angreb på os alle. Det er et angreb på demokratiet og menneskerettighederne. Danmark står sammen med Frankrig og med ofrenes familier i sorgen, skrev han fredag morgen på Twitter.