Terror i Nice

Kæmpe tragedie i fransk ferieby: Ti børn dræbt i terrorangrebet

Det startede som en fest - og endte som en tragedie.

Mange børn er blandt de dræbte og sårede efter torsdagens terrorangreb i Nice.

Og nu er det første foreløbige dødstal med børn offentliggjort. Omkring ti børn har mistet livet, siger regionalformand i Nice, Christian Estrosi, til lokale medier.

Derudover er 54 børn indlagt på hospitalet efter torsdagens terrorangreb på strandpromenaden i den sydfranske by, skriver det lokale medie Nice-Martin. Og et af børnehospitalerne i byen har sagt til The Guardian, at de har modtaget "mange" børn.

Pløjede børn ned på strandpromenade

Det var startet som en fest, da flere hundrede mennesker torsdag aften var på gaden i Nice for at fejre den franske nationaldag, Bastilledagen. I stedet ramte tragedien den sydfranske ferieby. 

Angrebet skete ved ved 22.30-tiden, da en lastbil drejede ned på strandpromenaden og speedede op for at køre tilfældige voksne og børn ned på den kendte strandpromenade.

Derudover skød gerningsmanden omkring sig, før han blev skudt og dræbt af politiet. Der er tale om en 31-årig fransk-tuneser, siger kilder i politiet til AFP og Reuters. I alt 84 personer er døde, mens mange er sårede. 

Ingen har taget skylden for angrebet endnu.