Dødskørsel over to kilometer: Sådan foregik terrorangrebet i Nice
Den franske nationaldag endte i et blodbad, da en hvid lastbil torsdag aften pløjede gennem en stor gruppe mennesker i Nice.
Flere øjenvidner til torsdag aftens terrorangreb beretter om uhyggelige scener, da en hvid lastbil kørte ind i stor gruppe mennesker, som var samlet for at fejre den franske nationaldag i den sydfranske by Nice.
84 personer er døde, 202 er såret og 52 af dem er i en kritisk tilstand.
Men hvad skete der i den sydfranske by i de skæbnesvangre sekunder? Her er, hvad vi ved fredag:
Angrebet skete ved 22.30-tiden, da en hvid lastbil drejede ned på den kendte strandpromenade, mens flere hundrede mennesker var ved at fejre den franske nationaldag.
I en video optaget af et øjenvidne kan man se, at lastbilen først snegler sig af sted mod de mange mennesker.
Men da en motorcyklist prøver at standse chaufføren, speeder han op og kører op mod to kilometer med 50 km/t, mens han pløjer børn og voksne ned.
"Knuste alt på sin vej"
Der er endnu ikke mange oplysninger om de omkomne. USA har navngivet to ofre som Sean Copeland og hans 11-årige søn Brody. Derudover er der forlydender om, at en tysk lærer og to af hendes elever er døde.
Mange af de sårede er børn, siger et børnehospital til the Guardian, mens andre hospitaler siger, at de mangler blod til at behandle de sårede med.
Vidner siger, at lastbilen "zig-zaggede" som for at ramme så mange som muligt. Derudover siger et vidne til New York Times, at lastbilen "knuste alt på sin vej".
Smed deres børn over hegn for at redde dem
I vidoer derfra kan man høre paniske skrig, og øjenvidner siger til flere medier verden over, at forældre febrilsk smed deres børn over hegn for at redde dem fra at blive ramt af lastbilen - og sprang efter, hvis de kunne nå det.
Andre af de overlevende løb i vild panik ned af strandpromenaden.
I videoer derfra kan man se lig spredt hele vejen ned af promenaden, og sårede mennesker ligge og sidde ud mod vejkanten af den kendte strandpromenade.
Skød mod overlevende - dræbt af politiet
Lastbilen blev standset efter knap to kilometer ved Rue du Congres. Chaufføren blev skudt og dræbt af politiet, der nu arbejder på at finde ud af, om han har planlagt angrebet sammen med medsammensvorne.
Der var kun én mand i lastbilen. En 31-årig tuneser, Mohamed Lahouaiej Bouhlel, der var kendt af politiet men ikke som formodet terrorist, oplyser den offentlige anklager i Paris, Francois Molins.
De franske myndigheder siger, at manden skød mod menneskemængden og mod politiet, mens han kørte mennesker ned, og at bilen var lastet med skydevåben og håndgranater. Andre oplysninger lyder på, at skydevåbnene var falske og håndgranaterne 'inaktive', men det er ikke bekræftet.
Angrebet skete kort før et stort fyrværkeri skulle starte. Øjenvidner har fortalt, at de troede, skuddene var en del af festfyrværkeriet.
Der er ingen, der har taget ansvar for angrebet endnu, men den franske anklager forventer, en terrororganisation står bag.
Kilder: BBC, The Guardian, NRK, Reuters og TV 2