Terror i Nice

Dansk øjenvidne vender tilbage til terrorsted: De havde hele livet foran sig

23-årig dansk kvinde så torsdag aften, hvordan mennesker på promenaden i Nice blev ramt af en lastbil. Dagen derpå er hun tilbage.

23-årige Pernille Ellegaard Skelbo fra Odense er blandt de mange danskere, der befandt sig i Nice torsdag aften, da en mand - identificeret som Mohamed Lahouaiej Bouhlel - i en lastbil med vilje påkørte menneskemængden på den populære strandpromenade i Nice.

Jeg kan ikke høre noget. Jeg ser et eller andet – det går i slowmotion, tror jeg

Pernille Ellegaard Skelbo

Hun var netop sammen med sin kæreste landet i byen 4,5 time før, lastbilen forcerede politiafspærringen, der var sat op i forbindelse med fejringen af den franske nationaldag, Bastille-dagen, i byen.

- Det var ligesom at være med i en eller anden film – at se stuntdukker, der bare fløj til siden. Det var som om, jeg oplevede det i slowmotion. Og så lastbilen, der komme blæsende, og der rullede folk ind under lastbilen. De fløj ud til siden – der gik et stykke tid, før jeg forstod det.

Hun forklarer videre:

- Jeg kan ikke høre noget. Jeg ser et eller andet – det går i slowmotion, tror jeg. Og så er der vild panik og kaos. Det var meget, meget uvirkeligt. Man kan ikke forberede sig på det.

- Jeg kan godt mærke, at jeg får en klump i maven

Dagen derpå var Pernille Ellegaard Skelbo tilbage ved promenaden i Nice, hvor 84 mennesker mistede livet aftenen før, og hvor over 200 blev kvæstet, herunder 50, der er i kritisk tilstand.

- Jeg kan godt mærke, at jeg får en klump i maven af at stå hernede. Jeg prøver at genopleve det hele igen for ligesom at få en chance for at få det bearbejdet hurtigere og bedre, men jeg tror, jeg skal have snakket med nogen, der ved, hvad de snakker om, før jeg får det rigtig bearbejdet, siger hun til TV 2.

- Det gjorde rigtig ondt

Især synet af og viden om, at mange børn er blandt de dræbte og kvæstede. Den formodede gerningsmand kørte blandt andet bevidst efter en slikbutik, hvor mange børn befandt sig, har øjenvidner fortalt.

- Jeg har en lille nevø og niece, så jeg blev meget, meget berørt og meget, meget ked af det. Det gjorde rigtig ondt, for jeg ved, at de har et helt liv foran sig, men får ikke en chance mere, siger Pernille Ellegaard Skelbo.

Pernille Ellegaard Skelbo og hendes kæreste vil indtil videre blive i Nice og vil nu prøve at få det bedste ud af det.

- Det skal nok gå - men jeg vil altid have et ar på sjælen, lyder det fra den 23-årige unge kvinde.