VM i crossfit får hård kritik: Vinderne får pistoler
Samtlige vindere får skydevåben ved dette års VM i crossfit.
I næste uge begynder VM i crossfit. Deltagere fra hele verden rejser til USA, hvor finalerne hvert år afholdes.
Gennem årene har premierne fået større og større værdi, og denne gang er hovedpræminen - ud over cirka 1,8 millioner kroner - en vaskeægte pistol fra Glock.
Det skriver "Reebok Crossfit Games", som VM officielt hedder, på deres Facebookside.
Glorificeret våbenreklame
Det har fået mange crossfittere til tasterne. De mener nemlig ikke, at der er en sammenhæng mellem crossfit og våben. På Facebooksiden er der således voldsomme protester både mod promoveringen af våben og våbens relation til crossfit.
- Jeg kører et crossfit børneprogram, og mine medlemmer er på denne side for crossfit-relateret indhold. Uanset hvad man måtte mene om våbenkontrol, så skal mine børn ikke udsættes for en glorificerende våbenreklame, når de besøger siden, skriver Kyle Williams, der har fået godt 2700 likes med på vejen.
Og han er ikke alene med den holdning.
- Crossfit er nødt til at gentænke deres sponsorere og marketingstrategi. Brug lidt tid på at analysere vores nuværende våbensituation i Amerika og rundt om i verden, før I laver den slags kontrakter. NO REP! (På godt dansk: Det er en ommer!), skriver Mauricio Acosta. Mere end 2000 personer erklærer sig enige.
Underskrifter mod pistolerne
På change.org, hvor man kan organisere underskriftindsamlinger, har godt 5000 lige nu skrevet under på, at Reebok Crossfit Games bør ændre hovedpræmierne.
- Greg Glassman (skaber af crossfit, red) har snakket om værdierne blandt crossfit-medlemmer og om at gøre tingene rigtigt. Dette repræsenterer ikke medlemmerne på nogen måde, står der blandt andet.
Men det ser ikke umiddelbart ud til, der er nogen stor sandsynlighed for, at folkene bag VM ændrer holdning til gevinsterne. Manden, der har grundlagt hele konkurrencesystemet, Dave Castro, er meget stor fortaler for våben og lægger ofte billeder op på sin Instagram.
Dave Castro er en mand, der deler vandene i sporten, og han bliver af et af medlemmerne beskyldt for at gøre mere skidt end godt for crossfit.
Nyheden blev også delt på Instagram sammen med en reklamevido for våbenfirmaet: