Politiet finder bombemateriale, våben og ammunition hos formodet gerningsmand

Politiet har gjort et opsigtsvækkende fund hos den formodede gerningsmand bag skyderiet i Dallas.

Politiet har fundet redskaber til at lave bomber, skudsikre veste, våbne, ammunition og notater over angrebsstrategier i forbindelse med en ransagning af den formodede gerningsmand Micah Xavier Johnsons hjem.

Det oplyser politiet ifølge flere internationale medier, blandt andet CNN. 

Samtidig oplyser den amerikanske sikkerhedsminister Jen Johnson, at alt tyder på, at der kun var tale om én gerningsmand. 

Den 25-årige Micah Xavier Johnson blev dræbt af politiet bomberobot, efter flere timers forhandling med politiet, efter at han skød 12 betjente, hvoraf fem blev dræbt, mens syv blev såret i Dallas, Texas, torsdag.

Gerningsmanden til skyderiet i Dallas.
Gerningsmanden til skyderiet i Dallas. Foto: Privatfoto/Facebook / Privatfoto/Facebook

Kort efter klokken 19 dansk tid, oplyste amerikansk militær, at Micah Xavier Johnson var en tidligere soldat i den amerikanske hær (fra marts 2009 til april 2015), hvor han blandt andet var udsendt til Afghanistan fra november 2013 til juli 2014, hvor han var udstationeret med ingeniør-tropperne, som tømrer og murer. 

Micah Xavier Johnson var ikke tidligere straffet og havde ikke forbindelse til terrororganisationer i hverken USA eller udlandet, siger Det Hvide Hus' talsmand Josh Earnest ifølge Reuters.

Han var soldat af reserven, siger en amerikansk regeringskilde ifølge Reuters.

Velovervejet bagholdsangreb

Politiets efterforskning af sagen har vist, at der var tale om et særdeles velovervejet og planlagt bagholdsangreb, som kostede fem betjente livet i forbindelse med en fredelig demonstation i Dallas, torsdag. Det fortalte politiinspektør ved Dallas politi, David O. Brown i sit andet pressemøde fredag aften dansk tid.

- Vores efterforskning omkring nogle af de mistænkte viser, at det var en velplanlagt og velovervejet ondsindet handling, som blev udført af de mistænkte. Vi kan ikke finde ro, før vi har bragt de ansvarlige for retten, sagde David O. Brown, før han takkede befolkningen for den støtte, amerikansk politi efterfølgende har mødt fra befolkningen. 

Angrebet er det værste på amerikansk politi siden terrorangrebet 11. september 2001.

OVERBLIK: Kort over de seneste skudepisoder i USA