Narkobaronen Pablo Escobars flodheste hjemsøger by i Colombia
Colombia har nu verdens største bestand af flodheste uden for Afrika. De har ingen naturlige fjender, og myndighederne har svært ved at styre dem.
Mere end 20 år efter den colombianske narkobaron Pablo Escobar omkom i en ildkamp med politiet, er der stadig et sted, hvor arven efter ham er i live.
I den lille by Dorodal i Colombia går efterkommerne af de flodheste, han holdt som kæledyr, nemlig rundt, skriver AFP.
De var oprindeligt spærret inde i Pablo Escobars private zoo på hans landejendom, men i årenes løb er de sluppet ud og har formeret sig.
Dyrene lever et liv uden naturlige fjender og med masser at spise, så nu har Colombia den største bestand af vilde flodheste uden for Afrika.
Går rundt i udkanten af byen
De vilde flodheste er med tiden blevet en seværdighed - men de store dyr er også kendt for at være temperamentsfulde og farlige for mennesker.
Nyhedsbureauet AFP har besøgt Dorodal, hvor flodhestene kommer på land når det er mørkt.
- Jeg var på vej til fodboldtræning omkring klokken 06.30 om morgenen, og der var én på engen over for skolen, siger 12-årige Lina Maria Alvarez til AFP.
Nyhedsbureauet har også været på tur med den 19-årige Diego Alejandro Rojas, som viser hvor flodhestene bor ved at lyse på dem med sin lommelygte.
Lygten får flodhestenes øjne til at lyse op i mørket.
- De kommer fra Napoles langs med kanalen efter mørkets frembrud, siger han.
- De er som en slags kæledyr. Jeg er mere bange for slanger end for flodhestene, siger han.
David Echeverri Lopez der er biolog hos det regionale miljøsamarbejde Cornare er imidlertid knap så glad for flodhestene.
Han ser de store dyr som en trussel mod lokalområdet og miljøet.
De bryder gennem de hegn, som skal holde dem inde og deres afføring forurener vandet i de lokale vandløb.
- Det her er et paradis for dem, siger en lokal dyrlæge, Jairo Leon Henao, som heller ikke er glad for de dyr som er brudt ud fra landejendommen.
- Her er ingen rovdyr efter dem, så de er mere fredelige end i deres naturlige omgivelser, men de formerer sig også hurtigere, siger han.
Narkobaronen Pablo Escobar købte fire flodheste i Californien begyndelsen af 1980'erne.
Med tiden er de blevet til cirka 35.
Landsbyen Doradal og Pablo Escobars tidligere landsted ligger 190 kilometer fra byen Medellin, som gav navn til narkobaronens berygtede kartel.
Dyrenes afføring forurener vandet
Pablo Escobar skabte en formue på at smugle narkotika til USA, og hans organisation stod bag talrige drab, inden den blev bragt til fald og Pablo Escobar blev skudt.
Og præcis som Pablo Escobars narkogangstere kan flodhestene være livsfarlige.
- Hvis de bliver agressive, kan de udgøre en trussel. Også mod Colombias biodiversitet. De kan erstatte det indfødte dyreliv, så som oddere og søkøer, siger biolog David Echeverri Lopez.
- Det er en invasiv art, og de er meget modstandsdygtige over for stort set alt. De bærer sygdomme som kan dræbe kvæg, siger han til AFP.
Også fiskene i området lider under flodhestenes tilstedeværelse. Deres afføring forurener nemlg vandet, fortæller David Echeverri Lopez.
Flodheste kan blive op til 60 år gamle, så myndighederne forsøger nu at få styr på bestanden.
Der har været forsøg på at kastrere hannerne, men fordi flodhestehannernes testikler sidder inde i kroppen, er det en aldeles vanskelig operation.
Kun fire er blevet kastreret ind til videre.
Derfor prøver myndighederne nu at holde dem inde ved at bygge hegn og sørge for, at de har rigeligt at spise - men det har ikke været en succes.
Der er blevet set vandrende flodheste op til 150 kilometer væk.
Biologen David Echeverri Lopez og hans miljøorganisation har et årligt budget på hvad der svarer til 900.000 danske kroner.
Pengene kommer fra værdier, som politiet har beslaglagt hos lokale narkobander - og det rækker ind til videre til at holde dyrene så meget i ro, at der ikke har været nogen episoder, hvor dyrene har angrebet mennesker.
Så indtil videre fortsætter de med at inddæmme bestanden, som også lokker turister til området.