Udland

Fødslen, der ændrede verdenshistorien: Pludselig kimede hele verden os ned

Det klonede får Dolly blev født for 20 år siden. Hun var en kopi af en af sine mødre, en klon. I dag er kloner noget, man laver på fabrikker i Kina.

Mæææh!

Moderfårets klagende brægen gav genlyd blandt de grå halvmure af beton i stalden. 

Dyret med det sorte ansigt var på vej til at læmme - og ingen af tilskuerne vidste, hvordan afkommet ville se ud.

Vi skal da kalde det Dolly - efter Dolly Parton. Cellerne kommer jo fra yveret.

John Bracken, fåreavler og forskningsassistent. 

Skjulte det udspilede maveskind et misfoster eller en perfekt lille uldklump?

Og så var der det med lammets farve.

Sort eller hvidt ansigt? - Det var afgørende.

Klokken nærmede sig 16.30 i stalden på Roslin Institute ved universitetet i Edinburg. Det var den 5. juli 1996 og en af de vigtigste fødsler i universitetets 414 år lange historie var i gang.

Forskningsassistent John Bracken kom fra en fåreavlerslægt. Han havde siden barndommen hjulpet hundredevis af lam til verden. Hans unge medhjælper Bill Ritchie havde også set det hele før - men denne gang var det anderledes. Også hos får kan fødsler være en risikabel affære, så de to ringede efter en dyrlæge.

Uden for staldbygningen var kornet ved at modnes på markerne, men miraklet var egentlig sket i vinterens kulde et halvt år før.

Forskerne på universitetet var i færd med et projekt, der skulle skabe nøjagtige kopier af levende får - til glæde for landbruget.

Men den 8. februar 1996 gik tingene slet ikke som de skulle i det lillebitte lokale, som videnskabsfolkene havde fået stillet til rådighed.

Der var kun lige plads til de to embryologer Bill Ritchie og Karen Walker i lokalet, som de to hellere ville kalde 'et kosteskab' end et laboratorium.

Ægcellerne blev holdt varme i en BH

Stedet var ikke optimalt til den slags præcisionsarbejde, som de to forsøgte udføre:

Med øjnene fast rettet ned i et stort mikroskob og hænderne på to joysticks, forsøgte de at manipulere med ægceller fra får.

Nej, vi kloner ikke mennesker. Vi vil ikke lave Frankenstein.

Xu Xiaochun, Direktør, BoyaLife

Ægcellerne fik de fra den blå staldbygning som et halvt år senere skulle genlyde af moderfårets klagende brægen.

Her blev ægcellerne taget ud af fårene - og for at holde liv i de skrøbelige celler i vinterkulden, måtte Karen Walker transportere dem inde i sin BH.

Når ægcellerne kom under mikroskopet inde i kosteskabet, var det de to forskeres opgave at skære hul i dem, suge kromosomerne i midten ud og erstatte dem med kromosomer fra et andet dyr.

Hvis operationen lykkedes og ægcellen overlevede, blev den sat op i et moderfår, som så nogle måneder senere ville føde en kopi at det dyr, som havde leveret indmadden til den tømte ægcelle.

På den måde ville det lille nye får have tre mødre; en mor der leverede den ydre del af ægcellen, en mor der leverede indmadden, og en mor der stod for graviditet og fødsel.

Det lyder måske simpelt i teorien - men i kosteskabet i Edinburgh i 1996 var det hele noget bøvl.

Den oversete verdenssensation

Forskerne lignede nogle forvoksede fugle der flappede med vingerne, når de justerede kontrolhåndtagene til de bittesmå nåle under mikroskopet, og en enkelt forkert bevægelse i det lille lokale kunne smadre hele forsøget på et splitsekund.

Alligevel var det året forinden lykkedes dem at lave to får ved at tage kromosomer fra befrugtede æg og sætte dem ind i nye ægceller. Da de to tvillinger - Megan og Morag - blev født af hver sin mor, var de verdens første klonede pattedyr.

Hun optrådte godt for kameraet og alle kunne se, at hun var et helt normalt dyr. Enhver marketingchef ville have slået ihjel for det.

Harry Griffin, forsker, Roslin Institute. 

De to ens lam var verdenshistorie, men rigtig berømte blev de aldrig. Det var nu heller ikke nødvendigt, for på universitetet i Edinburgh handlede det om at hjælpe landbruget til at blive mere effektivt.

Effektiviteten på laboratoriet den 8. februar 1996 var imidlertid til at overse.

De celler, som skulle levere indmad til nye kloner var blevet forurenet og kunne ikke bruges, så Bill Ritchie og Karen Walker måtte finde på noget andet.

De ægceller som Karen Walker havde hentet i sin BH måtte ikke gå til spilde, og en kamp mod uret gik i gang.

Forskerne var nødt til at finde noget meningsfuldt at putte ind i æggene - og det kneb gevaldigt.

De eneste celler som var til rådighed, stammede fra yveret på et seks år gammelt Finn Dorset-får - altså en helt anden race end de skotske blackface-får som holdet arbejdede med.

Yvercellerne skulle egentlig bruges i et andet forsøg - men de øvrige videnskabsfolk på projektet - Keith Campbell, Alan Colman og Ian Wilmut gav grønt lys til at cellerkernerne fra yvercellerne kunne sættes ind i fåreæggene.

Alan Colman havde gjort forsøget tidligere med cellekerner fra voksne frøer, men de var aldrig blevet til mere end haletudser, før de døde.

Så han levnede ikke projektet de store chancer.

Alligevel satte Bill Ritchie sig til at suge indmadden ud af æggene fra de skotske blackface-får.

Når ægcellerne var tømt, sprøjtede Karen Walker indmad fra yvercellerne på det hvide Finn Dorset-får ind i de tømte æg.

277 gange måtte de to arbejde med nålene i det lillebitte laboratorium inden alle cellerne var brugt.

Forventningerne var mikroskopiske.

Det var nærmest utænkeligt, at celler fra et halvgammelt får kunne skabe et nyt lam.

Æggene døde da også i hundredevis. I alt 29 æg overlevede længe nok til at de kunne sættes op i livmoderen på forsøgsdyr, men de fleste endte i spontane aborter før graviditeten kunne spores på en scanner.

Undtagen én.

Det hvide lam og Dolly Parton

Et enkelt får var på vej - scanningsbillederne viste, at lammet var i live og umiddelbart så levedygtigt ud.

Alligevel var der spænding i stalden den 5. juli 1996, for hvordan så lammet ud?

Hvis ansigtet var hvidt og lammet var i live, havde forskerne skabt en verdenssensation.

Og da dyrlægen trak lammet ud stod det klart, at forskerne havde gjort det umulige.

Forskningsassistenten fra den stolte fåreavlerfamilie - John Bracken - var så glad, at han konstruerede en vittighed på stedet.

- Ved du hvad, Douglas? sagde han til sin sidemand, dyrevelfærdsmedarbejderen Douglas McGavin.

- Ved du hvad vi skal kalde det her lam? Vi skal da kalde det Dolly - efter Dolly Parton. Cellerne kommer jo fra yveret, sagde John Bracken.

Navnet hang ved - men den barmfagre amerikanske sangerinde kom først til at høre om sin uldne navnesøster længe efter.

Forældre ville have døde børn tilbage

Fødslen af det lille hvide lam blev nemlig holdt tophemmeligt, mens Ian Wilmut og hans forskningshold analyserede deres forskningsresultater og skrev en artikel til det videnskabelige magasin Nature.

Forrige gang forskerne havde skabt en sensation, havde det ikke rigtig givet genlyd, så for ikke at gøre samme fejl to gange hyrede universitetet et PR-bureau til at markedsføre Dolly.

Det skulle vise sig at være en god idé.

Den britiske avis The Observer fik nemlig fat i historien inden den blev offentliggjort i Nature, og så gik medieverdenen amok.

Avisen satte nemlig spørgsmålstegn ved det etiske i at klone dyr - og spurgte om mennesker ville være det næste skridt.

Dolly var et levende bevis på, at mennesket kunne genskabe levende væsener ud fra en enkelt celle. Det var ekstremt kontroversielt i 1996, hvor de fleste mennesker troede, at den slags ting hørte til i science fiction-film som Jurassic Park.

Flere medier sammenlignede Dolly med eventyret om Frankenstens monster, der er sammensat af kropsdele fra afdøde mennesker.  

Harry Griffin der var videnskabelig chef på Roslin Institute fik pludselig travlt med at tage telefonen.

Hele verdenspressen ringede på en gang.

Der var opkald fra USAs præsident Bill Clinton som ville have svar på de etiske overvejelser omkring projektet, der var opkald fra bekymrede kolleger og der var opkald fra almindelige mennesker som ville have hjælp til at genskabe afdøde familiemedlemmer.

Det sidste blev afslået, selvom det pludselig var kommet inden for videnskabens rækkevidde.

Frygten ramte Europa

I Europa fik Dolly i begyndelsen temmelig meget dårlig omtale - forskerne frygtede for deres sikkerhed og instituttet måtte søge hjælp hos politiet.

Men nu viste PR-bureauet sig at være en god investering.

I stedet for at låse Dolly inde, blev fåret vist frem. 

- Hun optrådte godt for kameraet og alle kunne se, at hun var et helt normalt dyr. Fordi hun var fotogen og nem at få adgang til, blev hun verdens mest berømte får. Enhver marketingchef ville have slået ihjel for det. På nogle billeder ser det endda ud til, at det er hende der interviewer medierne, siger Harry Griffin til Nature i anledning af Dollys 20 års fødselsdag.

Da hun blev klippet første gang, blev ulden lavet til en sweater som blev solgt til velgørende formål, og da Dolly døde seks år gammel, blev hun udstillet på museet i Edinburgh, hvor hun står den dag i dag.

Det videnskabelige gennembrud, som Dolly er bevis på, præger i dag vores hverdag, uden at vi lægger mærke til det.

Blandt andet var Dolly med til at bane vejen for den stamcelleforskning, som i dag hjælper mange kræftpatienter.

Klonfabrikken i Kina

Og i dyreverdenen er kloning i dag ikke længere en sjældenhed - men det foregår efter en anden metode end i 1996.

Et af eksemplerne findes i byen Shawano i Wisconsin i USA. Her døde den legendariske præmietyr Final Answer i 2014.

Han nåede at levere sæd til en halv million efterkommere verden rundt. 

I dag er det Final Answer II der leverer sæd - en klon af Final Answer.

I Kina har firmaet BoyaLife investeret over 200 millioner kroner i en fabrik, der skal klone op mod én million stykker kødkvæg om året for at imødekomme den stigende kinesiske efterspørgsel på oksekød - planerne blev offentliggjort i december 2015.

Firmaet ser et stort potentiale i kommerciel kloning og har allerede lavet kopier af kæledyr - de første eksemplarer var tre hundehvalpe af racen tibetansk mastiff i 2014.

Desuden har firmaet produceret 600 fuldstændig ens sporhunde.

Direktøren Xu Xiaochun afviser at firmaet kan overtales til at klone mennesker, selv hvis der er mange penge involveret.

- Nej, vi kloner ikke mennesker. Vi vil ikke lave Frankenstein, siger Xu Xiaochun.

- Alle teknologier er nødt til at have en grænse, siger han.

Dolly nåede i øvrigt selv at sætte lam i verden, inden hun døde gigtplaget og med alvorlige lungeproblemer i en alder af bare seks år.

Seks fåreår svarer til cirka 40 år for et menneske.

Hendes efterkommere hedder Bonnie, Sally, Rosie, Lucy, Darcy og Cotton.

Men de er bare helt almindelige får.

Nåh ja, og så er der Dolly, Dolly, Dolly og Dolly, som professor Keith Campbell lavede efter Dollys død.

De lever et stille liv som almindelige kæledyr på landet ved Nottingham.

Kilder: Nature, The Guardian, The Telegraph, Boyalife og Roslin Institute.