Brexit

Johnsons søster på kogepunktet forsvarer sin bror: Han er en politisk psykopat

Boris Johnsons drømme om at blive premierminister blev knust af hans ven og partifælle. Det har bragt hans søsters temperament på kogepunktet.

Det er ikke rar læsning for den konservative justitsminister, Michael Gove, at se den britiske avis Mail on Sunday i dag.

Selvmordsbomberen fra Westminister og politisk psykopat er nogle af de ukvemsord, som Rachel Johnson skriver om den 48-årige Gove i avisens spalter. Rachel Johnson er rasende over justitsministerens overraskende bedrag mod hendes bror.

- Michael Gove dolkede Boris Johnson forfra og bagfra, skubbede ham ind under en bus og kørte ham over flere gange, før han erklærede, at han selv stillede op til formandsposten, skriver søsteren.

Det hele begyndte torsdag morgen klokken 9, da Michael Gove trak sin støtte til Boris Johnsons ambitioner om at overtage premierministerposten i Storbritannien. 

- Jeg er kommet til den konklusion, at Boris ikke kan sikre os det lederskab eller sætte det hold, der kan løse opgaven. Derfor har jeg besluttet selv at stille op som leder.

Ordene fra Gove ramte som en kniv i det betændte sår, der lige nu er den bedste illustration af tilstanden i britisk politik efter sidste uges folkeafstemning om et farvel til EU. Michael Gove har været en ledende figur i forlad-kampagnen med den tidligere London-borgmester, Boris Johnson i spidsen.

Han har handlet som en politisk psykopat, der er styret af sin kone.

Rachel Johnson i The Mail on Sunday

Op til Brexit-afstemningen førte de kampagne sammen. Og ingen havde forventet at de to venners forhold ville ende i et bedrag af historiske dimensioner. Mest fordi flere medlemmer af det konservative parti betragtede makkerparret fra Brexit-kampagenen Gove og Johnson som det stærkeste hold til at overtage ledelsen af landet. Og Michael Gove havde tydeligt givet udtryk for, at han ikke egnede sig til at lede partiet, men foretrak en rolle som minister. 

- Et tu, Brute? (Også du, Brutus?, red.) var det umidelbare svar fra Boris Johnsons far, Stanley, da han blev spurgt, om Gove havde stukket Boris i ryggen af en journalist fra BBC. En henvisning til mordet på den romerske kejser Caesar, der blev orkestreret af kejserens bedste ven, senatoren Marcus Junius Brutus.

To timer efter Goves chokmelding trådte Boris Johnson frem på det pressemøde, hvor alle forventede, at han officielt ville proklamere sin intention om at gå efter nøglerne til Downing Street nummer 10 og afløse David Cameron. Men det skete ikke.

- Efter at have konsulteret med mine kollegaer og at dømme ud fra de nuværende omstændigheder i parlamentet har jeg konkluderet, at den person ikke kan blive mig, lød meldingen fra Johnson.

Vreden og overraskelsen var stor blandt mange briter. For hvad var der sket? Og hvorfor? 

Fru Gove og en email

Svaret kan måske findes i en email som Michael Goves kone, klummeskribenten Sarah Vine, angiveligt fik sendt forkert, så den havnede i pressen. Den indeholdt råd til, hvordan Michael Gove skulle forholde sig til Johnsons lederskab. Og hvilke krav om en fremtidig rolle i en regering, han skulle stille for at bakke op om den tidligere London-borgmester.

“Et enkelt budskab: Du SKAL have garantier fra Boris, ELLERS kan du ikke garantere din støtte. Detaljerne kan I finde ud af senere, men uden dem (garantier, red.) har du ikke noget at forhandle med, skriver Vine. 

Det er særligt konens involvering i Michael Goves politiske fremtid og den konspiratoriske tone, der har fået Rachel Johnson til at lange ud efter parret i Mail on Sunday. 

- Uanset hvor meget Gove prøver at overbevise os om, hvor sød og kærlig en fyr han er, i sit forsøg på at tale sig til formandsposten, så er jeg bange for at den behagelige og dannede kandidat snarere signalerer, at han har handlet som en politisk psykopat, der er styret af sin kone, og at han vil blive en psykopatisk og handlingslammet leder. 

I dag siger Michael Gove til BBC, at Boris Johnson bare kunne have stillet op som kandidat uden hans støtte, hvis han ønskede det. Men, at det taler for sig selv, at han opgav. Justitsministeren forklarer også, at han kom frem til den svære beslutning sent onsdag aften, fordi han havde mistet tilliden til Boris Johnson, når der skulle træffes vanskelige politiske valg.

- Jeg vidste godt, at beslutningen ville resultere i, at alle mulige personer ville angribe mig personligt. Men jeg elsker mit land, og jeg kunne ikke anbefale Boris som premierminister. Jeg havde forsøgt at få det til at fungere. Derfor ville det også have været et brud på mine principper og et svigt af dette land, hvis jeg havde fortsat min opbakning til Boris.

Men Rachel Johnson mener ikke, at Gove er til at stole på længere. Samtidig lægger hun ikke skjul, at hun mener, Sarah Vine bærer en stor del af ansvaret for forræderiet mod hendes bror, selvom Gove tidligere har sagt, at hans principper til enhver tid ville stå over hensyn til venskaber, når det gjaldt politik.

- Han bliver nu tvunget til at indse, at han i den offentlige bevidsthed ikke længere er en heroisk mand, der kæmper for sin overbevisning. Men en slags selvmordsbomber i Westminster (parlamentsbygningen i London, red.), hvis dødelige bælte med eksplosiver ikke er blevet detoneret af ham selv, men af hans egen kone, skriver Rachel Johnson og tilføjer, at løbet er kørt for Goves drømme om posten som premierminister og leder af de Konservative.

- Et selvmordsbomber i Westminster er ikke et klædeligt syn for nogen, og derfor er mange tidligere Gove-støtter, herunder en af de avisbaroner, der støttede ham så sent som i sidste uge, også hoppet over på Theresa May-vognen i al hast.

Michael Gove har ikke svaret direkte på de voldsomme udfald i Mail on Sunday. Men med Boris Johnson ude af billedet og Gove under angreb  ser netop indenrigsminister Theresa May nu ud til at have taget en klar favoritrolle som ny konservativ formand. 

Det konservative formandsopgør

Rachel Johnson har gennem hele perioden op til folkeafstemningen været den argeste modstander af sin brors kampagne for at forlade EU, og hun mener, at den nuværende formandskamp blandt de konservative fungerer som en forhindring i forhold til at finde en strategi, der forholder sig til tiden efter folkeafstemningen. 

I dag forsøgte indenrigsminister Theresa May at løfte lidt af sløret for, hvad hun vil i et interview med ITV. Her kom det frem, at beslutningen omkring, hvornår der skal forhandles om et farvel til EU ikke kommer før næste år, hvis hun bliver premierminister. Først skal der samling på landet efter folkeafstemnningen.

- Vi er nødt til at samle de to sider. Skal vi forene "forlad" og "bliv", siger Theresa May. Hun støttede selv fløjen, der med Cameron i spidsen argumenterede for at blive i EU.

Og når det kommer til valget af ny politisk leder, så må det ikke ende med en kroning, når David Cameron om kort tid træder tilbage som britisk premierminister. 

- Jeg mener, at der bør være en ægte kamp, siger May i interviewet med tv-stationen, selvom et centralt placeret medlem af partiet forleden ønskede at undgå et kampvalg..

Men samtidig siger fremtrædende flere ledende figurer blandt de Konservative, at parlamentsmedlemmernes lokale bagland vil give dem strenge ordrer om at afholde sig fra opbakning til Michael Gove efter balladen om Boris Johnson.

Theresa May har lige nu en klar opbakning fra parlamentsgruppen med over hundrede støtter med den 53-årige energiminister, Andrea Leadsom, som nærmeste forfølger med omkring halvt så stor opbakning i Westminister. Derimod halter Michael Gove gevaldigt efter med en lille gruppe støtter på omkring 20 parlamnetsmedlemmer. 

Den nye leder af de Konservative og premierminister for Storbritannien vælges senest i begyndelsen af september, og først der kan kursen for de britiske øers fremtidige forhold til kontinentet og EU sættes.