EM i fodbold

Island er en stormagt - synes de selv

Meget er sagt om Islands lidenhed i forbindelse med fodbold-EM, hvor mandskabet fra østaten med de 330.000 indbyggere har klaret sig uventet godt.

Ydmyghed er ikke noget, der plager islændingene. Det ses på fodboldbanen, hvor de islandske spillere går til deres modstandere med en handlekraft og fighter-ånd, som også kan ses i det islandske samfund generelt.

Deres hemmelighed er, at de ligesom andre islændinge aldrig har opfattet deres land som lille. De har en selvtillid og et selvværd, som de færreste andre folk kan hamle op med.

Den tidligere præsident Vigdis Finnbogadottir sagde engang, at et lands størrelse ikke har så meget med areal og folkemængde at gøre, men at det først og fremmest er en psykologisk størrelse. Og at hvis man anvender den målestok, er islændingene faktisk større end flere af sine nordiske søsterlande.

Den tidligere islandske præsident Vigdis Finnbogadottir  finder den islandske selvtillid både sund og nødvendig

- Man må tænke på sig selv som et selvstændigt folk med selvstændige tanker. Det ville være forkert, om vi krøb ind i en hule og sagde: Vi er så få, vi har ikke noget at sige verden, sagde hun. Den islandske selvtillid finder hun både sund og nødvendig.

Den er kommet til udtryk også i andet end foldboldkampe. For eksempel udkæmpede islændingene tre såkaldte torskekrige med briterne. Den sidste og mest alvorlige fandt sted i 1975-1976, da Island ensidigt udvidede sin fiskerizone til 200 sømil.

Britiske fiskere havde ikke lyst til at opgive deres fiskeri ved Island. De begyndte at trawle med beskyttelse af 22 fregatter fra Royal Navy. Men islændingene gik respektløst til sagen med kystvagtens små kanonbåde, som klippede de britiske fiskerbådes trawl og vædrede krigsskibene. I alt 54 sammenstød blev det til.

Islændingene førte en slags guerillakrig mod den britiske flåde under torskekrigene. Her vædrer en islandsk kanonbåd en britisk fregat.

Islændingene skabte også et politisk pres ved at true med at lukke den vigtige Keflavik-base. Som på fodboldbanen spillede de med alt, hvad de har. Og som på fodboldbanen sejrede de til sidst. Briterne gav op og endte med at anerkende den islandske fiskerizone.

Vinder af Miss World 2005 blev islandske Unnur Birna Vilhjalmsdottir

Efter briterne venter ved EM nu Frankrig. Det er et land, som islændingene har det udmærket med. Vigdis Finnbogadottir fik til dels sin uddannelse ved Sorbonne-universitetet, og historisk set er der nære forbindelser.

Franske fiskere var i gamle dage så talrige, at de næppe kan undgå at have sat sig spor i genpuljen. De havde ligefrem deres egen by i det østlige Island, Fáskrúdsfjördur, hvor der var et fransk konsulat og en fransk kirkegård, og hvor der i vore dage er et lille museum over byens franske fortid

Islændingenes selvtillid får af og til ny næring – som når islandske kvinder vinder Miss World-titlen, hvilket er sket tre gange. Eller når en islænding kåres til verdens stærkeste mand, hvilket er sket otte gange. Og så er der Björk, Europas højeste gennemsnitslevealder og den stærke litterære tradition.

De er også med rette stolte over at have en levestandard, der hører til blandt de højeste i verden. Nogle fodboldskribenter har tolket islændingenes succes på grønsværen som et udtryk for, at de lever en hårdt og nøjsomt liv. Det er kun rigtigt, hvis man ser Range Rovers og modetøj som et udtryk for afsavn.

Nåja, så var der finanskrisen og det store sammenbrud. Det er fortid nu og skubbes behændigt i baggrunden.

Islændingene vil gå til det franske fodboldhold med samme respektløshed, som briterne fik at føle. Efter sejren forleden konstaterede en islænding tørt: - Dette her vil ikke gøres os mere ydmyge.