Udland

Helvedet i skyttegraven: Walters venner blev sprængt i stykker

Soldat med såret kammerat på ryggen

Walter Hutchinson var med ved fronten for 100 år siden, da den britiske hær led sit største nederlag nogensinde. Her er hans historie.

Lørdag den 1. juli sætter vi første gang kurs mod skyttegravene. Så snart vi kommer ud på vejen, ser vi frygtelige syn, for der kommer sårede soldater i hundredevis tilbage fra fronten. På vej hen over mosen begynder de tyske granater at lande overalt omkring os, men ingen af os bliver ramt.

Vi når frem til en skyttegrav, der fører ud mod fronten, men vi når ikke at komme ned i den, før tyskerne begynder at sende gaspatroner ind over os.

Det er første gang, vi smager tåregas.

Vi løber frem og tilbage i skyttegravene til vi alle sammen er fuldstændig ødelagte, for vi får konstant ordrer om at vende om, gå til modangreb og så rykke fremad. Vi er ikke nået langt frem i gravene, før vi når til tre af vores egne drenge, der ligger døde. Deres ansigter er ilde tilredt på grund af granaten. De hed Voice og brødrene George og Walter Webster.

Vi er nødt til at skræve over de stakkels fyre, frem og tilbage, frem og tilbage. Det er et af de mest forfærdelige syn, jeg nogensinde har set, og på det tidspunkt begynder vores drenge at vende sårede tilbage fra frontlinjen, mens vi selv er på vej frem.

Så kommer ordren: ”Smid alt og sæt bajonetter på geværerne. Nu skal I ud og slås for det, drenge!”

Vi adlyder ordren som mænd.

Soldater på vej op af skyttegraven under Slaget ved Somme

Walter Hutchinson ved det ikke, men lige nu står han midt i det blodigste slag i det britiske militærs historie. Året er 1916, det der senere skal blive kendt som Første Verdenskrig har stået på i to år og de allierede indleder en offensiv mod tyskerne, der skal bryde de fastfrosne fronter, der er opstået ned gennem Europa.

Franskmændene angriber fra en side, briterne fra en anden.

Slaget står på begge sider af floden Somme, og juli-offensiven får derfor navnet Slaget om Somme.

Formålet er at påføre de tyske styrker svækkende tab, og samtidig give lidt tiltrængt luft til de franske tropper længere nordpå, der lider store tab under det tyske angreb længere østpå ved Verdun.

Der er ikke tale om nogen overraskende offensiv. Tyskerne i området har haft tid til at forberede sig på, at de allierede vender kanonløbene i deres retning. Og det skal vise sig at være fatalt.

Walter Hutchinson er til stede den dag – i dag for 100 år siden - hvor alt går galt for briterne. Og i sin dagbog noterer hans løbende, hvordan kampene bølger frem og tilbage.

Soldater på vej op af skyttegraven under Slaget ved Somme
På vej hen over det åbne terræn ved Somme

Vi er hurtigt ude af skyttegravene og på vej hen over det åbne land. Jeg løber efter de andre drenge, men er ikke nået langt, da jeg bliver ramt i hoften af et fragment. Men jeg fortsætter med at løbe efter gutter. Vi når frem til den skyttegrav, vi gik efter, og først da går det op for os, at det er vores egen oprindelige frontlinje. Der så vi nogle grufulde syn, for der var mange sårede, det ikke var lykkedes at få med ud.

Sammen med et par andre bliver jeg sat til at bevogte en skyttegrav, der bliver brugt til at fragte mænd og forsyninger frem og tilbage mellem fronten og baglandet. Ingen ser rigtigt ud til at vide, at vi er der. Om natten kommer der flere mænd til skyttegraven, så vi begiver os ud for at finde vores enhed igen. Men vi kan ikke finde dem nogen steder, så vi søger ned i en underjordiske hule og bliver der for natten.

Jeg ved, at mange af gutterne er blevet såret, og jeg har ikke set noget til min ven Charley, siden vi løb hen over det åbne land i morges.

Søndag morgen den 2. juli kigger jeg ud af den lille hule og ser en af vore officerer nærme sig. Jeg fortæller ham, at vi er blevet væk fra vores enhed, og han følger os tilbage. Da jeg kommer tilbage til gutterne, spørger jeg dem om min ven, og de siger, de er bange for, at han er blevet dræbt.

Jeg går over for at løfte tæppet væk fra hans hoved – og ser, at det ikke er Charley, men Harold Beecher.

Jeg spørger til ham og får at vide, at han blev hårdt såret lørdag aften og døde søndag morgen. Han var kontoransat i sit civile liv. Jeg er meget ked af det, for vi har været gode venner, siden vi ankom til Frankrig.

Vi bliver herefter flyttet til en ny post, og vi har ikke været der længe, før fire af vores drenge er blevet begravet. Men heldigvis bliver ingen andre sårede. Vi rykker ud mod venstre flanke. Vi er fremme omkring klokken otte søndag aften, og kort tid efter ser jeg Charley for første gang siden lørdag, da vi løb over det åbne stykke land.

Lidt efter ser jeg endnu en af vores drenge blive dræbt med en granat. Han hed Bill Hall og kom fra Rawmarsh.

Det er frygtelig varmt og bombardementerne har stået på uden stop siden lørdag morgen.

Jeg får at vide, at Len Potts er blevet sendt væk med granatchok. Han har det rigtig slemt.

Vi har det meget varmt hele natten og mister flere folk.

Mænd i skyttegraven

Mens de britiske tropper sveder ved fronten, gør de det samme i den militære ledelse. Hen over skyttegravens kant har Walter Hutchinson set gruen i øjenhøjde, men det store billeder er nok ikke gået op for ham. Det begynder det til gengæld at gøre for den øverstbefalende general Douglas Haig.

Siden 1916 har historikere og militære eksperter skændtes om, hvorvidt Haig var en skurk eller en helt. Selveste Winston Churchill gik i rette med Haig, men modererede siden sin dom – efter selv at have styret Storbritannien gennem en verdenskrig.

Men faktum er, at Douglas Haigs strategi på dagen slog fejl. Briterne satte deres lid til Ordnance QF 18-pounder. Oversat til dagligdagsdansk en kanon, der affyrer granater på 18 pund.

Et meget stort antal af disse kanoner blev sat til at beskyde de tyske stillinger og svække den meget stærke forsvarslinje, som tyskerne havde forskanset sig bag efter måneders stykkegravskrig. I dagene op til offensivens start hamrede de løs på de tyske stillinger med kanonerne. Håbet var, at fodsoldaterne så hurtigt kunne indtage forsvarsgravene fra de svækkede tyskere.

Men det skulle vise sig, at planen var slået fejl. Tyskerne havde bygget særdeles effektive skyttegrave i den kridtholdige undergrund omkring Somme, og de var sluppet næsten uskadt fra bombardementerne.

Da Walter Hutchinson og hans venner løb hen over det åbne land, rejste tyskerne sig op i skyttegravene og maskingeværild og granater regnede ned over de fremadstormende briter.

19.240 briter mistede livet den dag, og det var dermed den blodigste dag i britisk militærhistorie.

Gravsteder ved Somme
Lig begraves ved fronten i Somme

De angriber os stadig ud stop og det har varet hele natten. Omkring klokken 10 sidder Chittum, sergent Steel og jeg selv og taler, da en granat rammer og dræber sergenten. Det efterlader både Chittum og jeg i sådan et chok, at vi ikke taler i 10 minutter. Men vi ryster det af os og er ikke mærkede af chokket. Vi dækker sergenten til med hans presenning og efterlader ham der, indtil vi kan begrave ham.

Endnu en eksploderer ti meter fra mig og sårer Ruddlesdin og en anden mand. Stakkels Ruddlesdin er kommet slemt til skade med sine ben, det ene er næsten revet af. En anden af vores venner er også kommet til skade. Hans navn er Hinchcliffe. Musklerne i hans arm er sprængt væk og han har et sår i hovedet. Jeg ønskede ham bare god bedring og håber på, at det vil betyde, at han bliver sendt hjem til England.

Jeg klarer min to timers vagt, hvorefter jeg bliver sendt tilbage for at hvile mig i tre timer, men det er ikke muligt at få nogen form for hvil. Lidt efter hører vi, at vore kanoner har sat et af de tyske ammunitionstog ud af spillet, og derfor stopper bombardamenterne i tre timer.

Tiden bruger vi på at arbejde: Vi graver huller og begraver vores døde kammaraterne i dem. Hver eneste af dem får så ordentlig en begravelse som omstændighederne tillader. Der er ingen præst til stede, men vi gør vores bedste. Jeg er på vagt igen fra klokken seks og frem til midnat.

Tirsdag går vi skyttegravene igennem for at finde vores oppakning, som vi havde smidt allerede lørdag. Vi går tilbage til skoven i Aveluy, hvor vi får te og mad for første gang siden lørdag morgen. I mellemtiden havde jeg ikke fået andet end tre flasker vand.

Kort tid efter begynder det at regne kraftigt, og vi bliver alle gennemblødt og får ikke noget søvn. Regnede stopper omkring klokken 18, og vi har netop fået bygget bivuakken, da vi bliver kaldt på arbejde. Opgaven er at fylde en skyttegrav, og vi går rundt i vand til brystet. Det er hårdt arbejde, men vi vader igennem det og får det gjort færdigt.

De næste dage går primært med arbejde bag frontlinjen.

Fredag var det stille indtil klokken 19, og Charley og jeg talte med tre mænd, der var 10 meter væk, da en granat ramte lige ned i skyttegraven og dræbte de tre. De blev simpelthen sprængt i småstykker. Vi fik staklerne begravet, hvilket ikke var let, for granaterne regnede ned om ørene på os. Derefter holdt vi hos i skjul i skyggegraven indtil klokken 21.

Derefter gik jeg og nogle af de andre gutter op for at hente forsyninger.

Jordhuler, hvor soldaterne kunne få et lille, tiltrængt hvil
En lur midt på slagmarken

Slaget ved Somme endte med at vare fire en halv måned og var det største slag, der blev udkæmpet på vestfronten under Første Verdenskrig. En million soldater blev enten dræbt eller såret, og det uden at slaget blev noget egentligt vendepunkt i krigen.

De allierede fik presset de tyske styrker ti kilometer tilbage. Det var det hele.

Men slaget blev alligevel et teknisk vendepunkt, hvor et nyt våben blev taget i brug – her beskrevet af den 19-årig soldat Bert Chaney.

- Vi hørte mærkelige drøn, og langsomt kom tre enorme, mekaniske monstre ruller hen imod os. Vi havde aldrig set noget lignende. Min første tanke var, at de så ud til at ville vælte ned på deres lange næse, men deres bagende og to små hjul bagpå holdt dem nede og holdt med vandrette.

Det Bert Chaney ser var de kampvogne, der for første gang bliver brugt på slagmarken, da briterne den 15. september ruller 21 af dem ud til fronten i Somme.

De får ikke ved denne lejlighed nogen afgørende betydning, men de er et kig ind i fremtidens krigsførelse, hvor mænd er gemt bag panser og ikke bliver sendt forsvarsløse i felten, sådan som Walter Hutchinson blev det.

I modsætning til et utal af hans drenge, klarede Walter krigens strabadser, og han fik lov at rejse hjem med dagbogen i lommen.

Dagbogsskribenten Walter Hutchinson og frue

Vi ved ikke så meget om ham, men han bliver beskrevet som en høj, venlig mand med runde briller. Efter krigen vendte han hjem til sin hustru og deres barn. De åbnede en købmandsforretning, og de døde i en høj alder i løbet af 1980’erne.

Først for nyligt er hans fortælling for alvor kommet frem i lyset, da dagbogen blev solgt på auktion.

Første Verdenskrig fortsatte to år mere – og på vejen var der flere blodige slag, der skulle blive udslagsgivende for, at de allierede til sidst vandt krigen.

Men ingen af dem var så blodige som det i Somme, hvor der i dag står et monument til minde om de 127.751 briter, som endte deres dage i skyttegravene.

Artiklen er baseret på dagsbogsnotater fra Walter Hutchinson, der er sammenskrevet og oversat til dansk.