Udland

Islamisk Stat fylder to år: Gaven kan blive tyrkisk regn fra helvede

På toårsdagen for grundlæggelsen af Islamisk Stat, vågner verden op til endnu et blodigt terrorangreb i Istanbul. Tyrkernes svar kan blive åben krig.

Et hadet barn har mange navne. Og indtil Abu Bakr al-Baghdadi på en lydoptagelse for nøjagtigt to år siden udråbte Islamisk Stat som et kalifat med ham selv som kalif, kendte vi terrorbevægelsen som ISIL (Islamisk Stat i Irak og Levanten, red.) eller ISIS (Islamisk Stat i Irak og Syrien, red.). Ordene Irak, Syrien og Levanten blev fjernet fra gruppens navn i officielle papirer og dokumenter. 

Terrorbevægelsen var blevet en stat til stor fortrydelse for alverdens udenrigsministre samt stats- og regeringschefer, der stædigt har fastholdt de gamle navne og nu er gået over til den nedsættende arabiske betegnelse, Daesh. Det islamiske kalifat må og kan ikke anerkendes af det internationale samfund. Selv ikke al-Qaeda vil kendes ved gruppen, som de beskylder for at bruge for meget vold.  

Nu tyder meget på, at toårsdagen markeres i tråd med, alt hvad IS har stået for. Død, ødelæggelse og terror rettet mod civile ofre.

Iført selvmordsbombeveste og bevæbnet til tænderne slog mindst tre mænd til sent i aftes i Istanbuls Atatürk-lufthavn. 41 mennesker havde mistet livet og 239 var såret, da røgen havde lagt sig over Tyrkiets største by.

Øjenvidner fortæller, at én af gerningsmændene skød vildt omkring sig i lufthavnsterminalen. Derpå lød der to eksplosioner, flere skud og så en tredje eksplosion. Rædselslagne flypassagerer løb for livet for at komme væk fra angrebet.

Jeg forventer, at den tyrkiske hævn vil komme som regn fra Helvede.

Soner Cagaptay, analytiker fra the Washington Institute

Laurence Cameron fortæller til CNN, hvilket syn der mødte ham, da han trådte ud af sit fly i verdens 11. største lufthavn, hvor sikkerheden igennem længere tid har været skruet voldsomt i vejret af frygt for terror. 

- Der var en kæmpe gruppe af skrigende mennesker. Nogle faldt over hinanden. En stakkels fyr i rullestol sad forladt tilbage. Alle andre forsøgte at komme ned til den bagerste ende af lufthavnsbygningen, og så rendte de den modsatte vej. Ingen vidste rigtigt, hvad der skete.

En video fra et overvågningskamera viser, hvordan en af de formodede gerningsmænd falder til jorden, efter tyrkiske sikkerhedsstyrker har affyret skyd mod ham. Kort efter udløser han sin selvmordsbombe, og kropsdele flyver tæt forbi kameraets linse. 

- Terroristerne ankom til lufthavnen i taxa og udførte angrebet. Det faktum, at de var bevæbnet med automatvåben er årsagen til det høje antal dræbte, har  den tyrkiske premierminister Binali Yildirim forklaret.

Ingen har taget ansvaret for angrebet, men ifølge Yildirim peger pilen på Islamisk Stat. Og til CNN siger en tyrkisk regeringskilde, at selvom de tre gerningsmænd endnu ikke er identificeret, så er der stærke tegn på, at de udlændinge.

Samtidig bærer angrebet kendetegn som er typiske for IS. Både når det drejer sig om målet og metoden, lyder vurderingen fra CIA's chef John Brennan. Ihvertfald er målet ikke typisk for den kurdiske oprørsbevægelse PKK, der plejer at ramme millitære mål eller politifolk i deres erklærede kamp mod den tyrkiske stat.

Regn fra Helvede

Det to år gamle kalifat er i disse dage presset fra alle sider. I denne uge genindtog irakiske regeringsstyrker byen Fallujah fra IS. Og den vestlige koalition bomber hver dag strategiske og militære mål, der svækker terrorbevægelsen i Irak og Syrien.

Både den stragegisk vigtige by Mosul og Nordirak og Islamisk Stats de facto hovestad i Raqqa i Syrien står som de næste mål for terroristernes fjender. Og det får ifølge flere analytikere IS til at optrappe krigen mod Vesten med målrettede terrorangreb.

- Det kan godt være, at de taber terræn, men de er fortsat en potent styrke, siger den tidligere CIA-ansatte, Bob Baer til CNN.

Det er ottende gang i år, at Tyrkiet rammes af selvmordsterrorangreb. Både fra IS og kurdiske seperatisister. Og den tyrkiske præsident Erdogan opfordrede efter angrebet i Atatürk-lufthavnen til en fælles front mod terrorisme.

- Tag ikke fejl. For terrorbevægelser er der ikke forskel på Istanbul, Ankara, Izmir, Chicago, Antalya eller Rom. Hvis ikke alle regeringer og hele menneskeheden slutter sig sammen i kampen mod terrorismen, så vil vores vores værste marreridt blive til virkelighed.

Og ifølge Tyrkiet-eksperten Soner Cagaptay fra The Washington Institute, så har præsident Erdogan fået nok. Viser det sig, at det er IS, som står bag, så vil det tyrkiske svar blive en åben krig mod kalifatet, som CIA vurderer består af mellem 18.000 og 22.000 krigere i Irak og Syrien.

- Jeg forventer, at den tyrkiske hævn vil komme som regn fra helvede. For Tyrkiet, så vil kampen mod den såkaldte Islamiske Stat blive førsteprioritet, lyder hans analyse til CNN.

IS giver CIA-direktøren panderynker

Islamisk Stat har bebudet flere angreb under Ramadanen, der falder i denne måned.

I en lydfil som blev offentliggjort den 21. maj proklamerede IS-talsmanden Abu Mohammed al Adnani angiveligt, at den muslimske fastemånend skulle være en måned af smerte for Europa og USA.  

Og i et nyt interview med Yahoo News, så er CIA's chef John Brennan pessimistisk i forhold til at stække terrorbevægelsens evne til at slå fra sig.

- Vi har endnu ikke forpurret Daesh’ (Islamisk Stat) evne til at arbejde uden for Syriens og Iraks grænser og gennemføre planer og forberedelser i forhold til at udføre angreb. 

Status er ihvertfald, at terrorbevægelsen indenfor en måned sandsynligvis har ramt både en natklub i Florida og en lufthavn i Tyrkiet og dræbt tæt på hundrede civile. Og selvom ingen har hørt fra kalif Abu Bakr al-Baghdadi i over et år, og han flere gange er meldt dræbt, så er spørgsmålet nu, om en tyrkisk regn fra helvede kan forhindre hans kalifat i at fejre tre års jubilæum til næste år.