Udland

Triste EU-ledere venter på forklaring fra Cameron

For første gang siden den britiske folkeafstemning er stats- og regeringscheferne samlet i Bruxelles.

Deres ord, kropsholdning og alvorlige miner siger det hele. Europas topledere er ramt af tristhed oven på briternes farvel til EU, når de i dag for første gang samles til topmøde oven på briternes beslutning om at forlade EU-fællesskabet. Det fortæller TV 2’s EU-korrespondent, Lotte Mejlhede, fra topmødet i Bruxelles.

EU-korrespondenten kalder det ”en helt ny situation for EU’s ledere”.

- Det er et meget følelsesladet tidspunkt i EU’s historie. Mange politikere, heriblandt Juncker, Tusk og vores egen EU-kommissær Margrethe Vestager, siger direkte, at de er kede af den beslutning, som briterne har truffet. De bærer en følelse af, at det projekt, som de fuldt og fast har troet på, nu er blevet afvist, siger Lotte Mejlhede.

’Brexit handler om vores følelser’

Én af dem, som udtrykker sin skuffelse ved ankomsten til dagens topmøde, er EU’s præsident, polakken Donald Tusk:

- Brexit handler ikke kun om procedurer, politik og interesser. Det handler også om vores følelser, og jeg er sikker på, at jeg ikke står alene med denne form for følelser. Men hvad der er sket, er sket, og vi er nødt til at arbejde videre med vores planlagte dagsorden, siger Tusk.

Også den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), siger inden mødet, at han forventer en noget nedslået stemning.

- Jeg tror, at der vil være tristesse over det. Vi ved alle sammen, at Cameron har kæmpet for, at resultatet af afstemningen var anderledes, siger Lars Løkke.

- Jeg tror, at han er oprigtig ked af, at han kommer med den triste besked. Jeg håber, han bliver mødt med en udbredt grad af forståelse og ikke ”blame game”, siger statsministeren.

Fra chok til selvransagelse

Mens EU-lederne og resten af verden har haft fem dage til at ”komme sig over chokket”, så har det britiske exit fra Europa først og fremmest også fået selvransagelsen frem i de politiske ledere, mener TV 2’s EU-korrespondent.

- Mange spørger sig selv: Hvad er gået galt, og hvorfor vender mange borgere projektet ryggen? Her bliver det interessant at følge, om de 27 lande nu også er enige i en ny strategi. Hvad skal der for eksempel samarbejdes mere eller mindre om? Når det kommer til et område som migration, så står det allerede nu klart for enhver, at de ikke er enige, siger Mejlhede.

Cameron skal forklare sig

Ét af topmødets højdepunkter bliver uden tvivl, når den britiske premierminister, David Cameron, tirsdag aften under middagen vil give sin forklaring på, hvorfor hans land har vendt unionen ryggen efter 43 års samarbejde. Han ventes også at give en statusopdatering over, hvordan det lige nu står til i hans hjemland, der oplever en politisk krise af de helt store.

Den britiske leder har dog understreget, at han ikke vil aktivere artikel 50, den såkaldte skilsmisseparagraf, som officielt skal sætte exit-forhandlingerne i gang. Det bliver op til landets nye premierminister at tage den opgave på sig, og det kan meget vel først blive efter sommerferien.

Ved sin ankomst til topmødet understregede Cameron, at briterne – trods nej’et - ikke ønsker at vende Europa ryggen.

- Jeg ønsker, at processen (for skilsmisse, red.) bliver så konstruktiv som muligt og resultatet også. Vi kan ikke vende ryggen til Europa, disse lande er vores allierede, vores venner. Jeg vil søge efter at få det tættest mulige forhold, når det kommer til handel og sikkerhed, siger Cameron.

Topmødet i Bruxelles fortsætter onsdag, hvor der tages fat på den helt store Brexit-diskussion. Dog uden David Cameron i rummet.

Følg TV 2’s dækning fra topmødet på både tv2.dk, TV 2 News og TV 2 Nyhederne.