Udland

Grænsekontrol på Øresundsbroen har ikke stoppet menneskesmuglerne

Trods faldende asyltilstrømning kan antallet af anmeldte menneskesmuglere fra Danmark til Sverige nå sidste års niveau.

Siden Sverige i november indførte grænsekontrol, er antallet af asylansøgere hos vores naboer mod øst faldet markant, men det betyder ikke, at menneskesmuglerne har opgivet ævred.

Sveriges Radio kan søndag fortælle, at der midtvejs i 2016 er registreret over 60 tilfælde af mistænkt menneskesmugling ved de sydsvenske grænser. Sidste år var det tal lige over 100, men fortsætter udviklingen fra årets første halvdel, kan 2016 ende med lige så mange tilfælde som i 2015.

Ifølge Sveriges Radio er grænsekontrollen skyld i, at politiet opdager flere menneskesmuglere. De fleste bliver taget ved Øresundsbroen, men Michael Mattsson, chef for grænsekontrollen i Region Syd, erkender, at ikke alle bliver opdaget.

- Vi har delvis grænsekontrol, hvilket betyder, at vi ikke har 100 procent kontrol over alle de tog, der kommer. Det er en mulighed at komme i land i Sverige på den måde, siger Michael Mattsson til Sveriges Radio.

I Danmark blev grænsekontrollen indført den 4. januar, og siden årets første uge har dansk politi sigtet 149 personer for menneskesmugling. Primært ved grænseovergangene Padborg, Kruså, Frøslev og Tønder samt færgehavnene i Rødby og Gedser.

Mange krydser Øresund til fods

Tilbage hos sydsvenskerne er der med over 500 afvisninger også flere end tidligere, der bliver stoppet ved grænsen. Enten fordi de ikke har papirerne i orden, eller fordi de ikke ønsker at søge asyl.

Der er også registreret flere tilfælde, hvor personer har forsøgt at gå over Øresundsbroen. Over 50 er blevet stoppet undervejs, men for et par stykker er det lykkedes at komme hele vejen fra Danmark til Sverige, siger Michael Mattsson.

- Vi har vel fundet fire-fem stykker, som har formået at komme hele vejen over, men måske er der flere, vi ikke kender til. Det er naturligvis en usikker måde at komme over på, siger chefen for grænsekontrol i Region Syd.

Ifølge Københavns Politi sker det næsten dagligt, at flygtninge forsøger at krydse Øresund til fods. Og den 12. maj lykkedes det for fem personer at undvige politiet på hele den 16 kilometer lange og farlige gåtur gåtur.

En af årsagerne til de mange forsøg på at gå over Øresund er sandsynligvis id-kontrollen og det såkaldte transportøransvar, der blandt andet betyder, at DSB skal kontrollere de rejsendes id, når de skal til Sverige. Hvis politiet fanger rejsende uden id, kan selskabet blive sanktioneret med en bøde på 50.000 svenske kroner.