Udland

David Cameron: Mine tanker er med Jo Cox' mand og børn

Den 41-årige britiske politiker Jo Cox er død, efter at hun blev skudt og stukket med en kniv på åben gade.

Jo Cox var en engageret og omsorgsfuld politiker, og hendes død er en tragedie.

Sådan skriver den britiske premierminister, David Cameron, på Twitter.

- Mine tanker er med hendes mand Brendan og deres to små børn, skriver han.

Jo Cox blev overfaldet på åben gade. Hun blev både skudt og stukket med en kniv. Det er endnu uklart, præcist hvad der skete, men øjenvidner har fortalt til britiske medier, at Jo Cox blandede sig i et håndgemæng mellem to mænd. Den ene af dem trak en pistol, som han affyrede to gange. Bagefter skal han have stukket hende med en kniv.

USA's udenrigsminister, John Kerry, udtrykker under sit pressemøde med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) "dyb sorg" over det britiske parlamentsmedlem' Jo Cox død.

- Hun blev dræbt, mens hun udførte sin pligt. Alle som elsker demokratiet føler dybt med hendes familie, hendes børn og hele det britiske folk, siger Kerry.

Kinnock: Det er chokerende

Også i den dræbte politikers parti, Labour, er der dyb sorg.

Stephen Kinnock, der er gift med tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt og også er valgt ind i parlamentet for Labour, er en af de partifæller, der sørger over Jo Cox' død.

- Jeg kan ikke finde ord for, hvad der er sket i dag. Det er chokerende. Hun var så talentfuld og et dejligt menneske, siger Kinnock til BBC.

Foruden Jo Cox blev også en 77-årig mand såret ved angrebet. Hans skud er imidlertid ikke livstruende, oplyser britisk politi.

Jo Cox mand, Labour-rådgiveren Brendan Cox, postede efter angrebet et billede af sin kone, der står ved Themsen.

Labour-kollegaen Ed Miliband udtrykker medfølelse med familien og skriver, at hans "hjerte er ved at gå itu af sorg".

- Hun var så fuld af liv og glæde. Ord føles meningsløse lige nu, skriver Miliband på Twitter.