Udland

Tragedie i Disney World: Far kæmpede med alligator for at redde 2-årig søn

Toårigt barn frygtes omkommet efter alligator slæbte ham ud i en stor sø ved Disney World i Orlando.

En kæmpe eftersøgning er lige nu i gang ved Disney World.

For få timer siden måtte en far opgive at vriste sin søn fri fra en alligator.

Familien modtager krisehjælp, mens myndighederne i Orlando har en helikopter i luften og et stort eftersøgningshold på forsvindingsstedet.

Far sloges med alligator

Den toårige dreng legede i vandkanten, da en alligator sprang op og bed sig fast i drengen.

Faderen stormede hen og forsøgte at wrestle drengen fri. Moderen til drengen sprang også i vandet, men inden hun nåede frem, havde alligatoren slæbt drengen med ud i vandet.

- Drengen legede i vandkanten, da alligatoren tog fat i ham. Begge forældre var til stede og tæt på, da det skete, fortæller Jerry Demings, Orange County Sheriff, på et netop overstået pressemøde.

- Faderen kæmpede med alligatoren, men desværre forgæves, forklarer Jerry Demings.

Tæt på søen er der skilte, som angiver, at svømning i søen er forbudt.

Ferie blev til mareridt

På et pressemøde oplyser Jerry Demings, Orange County Sheriff, at familien var på ferie i Disney World, og var ankommet for få dage siden:

- Familien ankom til Disney World 12. juni, så dette er sket på feriens tredje dag, siger han på et netop overstået pressemøde.

Familien, der har andre børn end den forsvundne dreng, bor i Nebraska-området, forklarer sheriffen. Han sagde på pressemødet, at alligatoren vurderes mellem 1,2 og 2 meter lang.

Politiet og dyreeksperter har ledt efter drengen i fire timer. Og de bliver ved, indtil de har fundet drengen:

- Vi leder og vi bliver ved med at lede, indtil vi har fundet drengen, forklarer sheriffen i Orange County.

Familien modtager krisehjælp og faderen behandles for de skrammer, han pådrog sig, under kampen med alligatoren.

Orlando hårdt ramt

Tragedien kommer i kølvandet på et masseskyderi også i Orlando, som kostede 50 mennesker livet.

Netop det, at Orlando er hårdt ramt, kom Jerry Demings også ind på på pressemødet ved Disney World:

- Det er klart, at det har været en hård uge for Orlando. Men lige nu fokuserer vi på at finde denne dreng. Og vi bruger alle de resurser, vi har brug for, siger han.

Der er sat alligatorfælder op flere steder i søen, men det er svært at eftersøge drengen, da det lige nu er nat i Orlando, som er seks timer efter dansk tid.

- Vi overvejer at lede i vandet, men det er svært, fordi det er mørkt.

Eftersøgningen af drengen har indtil videre stået på i fire timer og fortsætter ifølge sherif Jerry Demings indtil drengen er fundet.