Udland

Hvem har ansvaret for mord i dit Facebook-feed?

Alt og alle kan nu sende direkte. Men måske skal vi lige stoppe lidt op.

Lad os bare være ærlige:

Vi kender endnu ikke alle detaljerne om dobbeltdrabet mandag aften i Magnanville nordvest for Paris endnu.

Lige nu ligner situationen mest af alt endnu to barbariske drab foretaget af en afsporet mand, der håbede på himlen, martyrdom og en takkehilsen fra Islamisk Stat.

Men ét står - ifølge adskillige internationale medier - tydeligt:

Den 25-årige gerningsmand brugte sin mobiltelefon til at optage og sende lyd og billeder direkte på Facebook, kort efter han havde foretaget sin blodige ugerning.

Et kynisk forsøg på at dele drabenes gru med os alle.

De fleste af os har ikke set videoen. Og gudskelov for det.

Jeg har lige dræbt

Ifølge flere franske medier viser den cirka 13 minutter lange optagelse både den dræbte politimand Jean-Baptiste Salvaing og dennes hustru kort efter, at de er blevet knivdræbt.

Gerningsmanden Larossi Abballa går tilsyneladende rundt i parrets bolig, mens han på skiftevis arabisk og fransk sværger troskab til Islamisk Stat og opfordrer til flere drab.

- Jeg har lige dræbt en politibetjent og hans hustru, siger Aballa, ifølge Washington Post og nyhedsbureauet AP, der haft adgang til videoen.

- Politiet er lige nu ved at omringe mig.

Abballa filmer tilsyneladende derefter parrets nu forældreløse treårige søn, mens han til sine Facebook-venner spekulerer i, hvad han mon skal gøre med barnet.

Alt sammen fra en simpel mobiltelefon.

Ingen brug for tv-station

Hvor tidligere tiders terror ofte havde drab på specifikke person som dets mål, så er den moderne islamistiske terrorisme primært rettet mod at sprede mest mulig frygt.

Sociale medier er som skabt til spredningen af dette.

Tænk på de voldsomme knivdrab af vestlige gidsler for rullende kameraer i Islamisk Stat, afbrændinger af levende mennesker i velproducerede videoer eller homoseksuelle, der bliver filmet, mens de bliver skubbet ud fra høje bygninger i Raqqa, Syrien.

Tidligere krævede det adgang til en større tv-station at få disse optagelser ud direkte.

Og går man i disse dage i en dansk biograf kan man mange steder se George Clooney i Money Monster, hvor en tilsyneladende gal mand tiltvinger sig adgang til en tv-station og får stationen til at sende live.

Men virkeligheden har i den grad overhalet fiktionen: Tv-stationerne har ikke længere eksklusivt den form for magt. Heller ikke til at sende live.

I de seneste år har adskillige tjenester som Bambuser, Meerkat og Periscope forfinet muligheden for at sende budskaber fra en mobiltelefon til resten af verden.

Og siden januar har Facebook gjort det hele mere enkelt.

I dag kan alle således gratis og uden forvarsel sende live med blot en mobiltelefon og en nogenlunde velfungerende internetforbindelse.

Det er nogenlunde lige så let som at tænde for sit tv.

Et mord i dit feed

Drabene i Magnanville er formentlig første terrorhandling sendt live på sociale medier.

Men det er ikke det første misbrug af denne tjeneste. Tidligere på året er også videooptagelser af en voldtægt i USA blevet sendt live på sociale medier. Der findes også andre brutale eksempler.

Og drabene udenfor Paris bliver ikke de sidste.

Amerikanske og europæiske politikere har gennem forskellige fora forsøgt at få de store sociale medier til at stoppe terroristers spredning af materiale på sociale medier.

Men minutterne arbejder mod både myndigheder og virksomheder.

For selvom Facebook i en mail til TV 2 tidligere i dag forklarede, at man arbejder “tæt med de franske myndigheder, mens de tager hånd om denne frygtelige forbrydelse,” og at man ønskede at fjerne terrorindhold “så hurtigt som muligt”, så er det ganske enkelt yderst kompliceret.

For hvordan skal man kunne overskue flere tusinde direkte videosignaler for at finde frem til lige præcis de mest modbydelige live-videoer og få dem afbrudt, inden ugerningen er sket?

Og inden, at du uforvarende har set et mord i dit Facebook-feed?

Denne gang tog det – ifølge AP – 11 timer, før videoen blev fjernet.

At opfinde flystyrtet

Den franske filosof Paul Virilio har i sine værker om teknologi, hastighed og mennesket formuleret, at der formentlig påhviler opfindere et særligt moralsk ansvar, som man skal holde sig for øje.

Som han sagde i et interview for snart 20 år siden:

- Når du opfinder skibet, så opfinder du også skibbruddet. Når du opfinder flyet, så opfinder du også flystyrtet.

Det er ikke svært at tilføje:

At opfinde muligheden for live fra en mobiltelefon er at opfinde drab i dit Facebook-feed.

Men når skibet, flyet og mobiltelefon er opfundet er ånden ude af flasken.

Selv hvis Facebook i nat lukkede for alle live-video-signaler, så findes teknologien nu derude. Tandpastaen kan ikke skubbes tilbage i tuben.

Og nogen har fundet en effektiv platform, som vi desværre næppe har set brugt på denne måde for sidste gang.