Udland

FBI aflyttede og overvågede massemorder i 10 måneder

Omar Mateen talte om døden som martyr til sine kolleger. TV 2

I 10 måneder blev Omar Mateen overvåget af FBI - der blev brugt hemmelige meddelere og aflytning, men alligevel kunne han massakrere 49 mennesker.

USAs forbundspoliti FBI overvågede den 29-årige terrorist Omar Mateen, i 10 måneder, optog hans telefonsamtaler og spionerede mod ham for at finde ud af, om han var klar til at begå en terrorhandling. Det skriver avisen Washington Post.

På trods af FBIs overvågning lykkedes det alligevel den 29-årige at dræbe 49 mennesker og såre 53 på en natklub for homoseksuelle i Orlando.

Han så på en helvedes masse jihadist-propaganda online.

Politikilde til CNN

Ifølge avisen brugte FBI hemmelige meddelere til at indsamle informationer om Omar Mateen, efter han havde snakket om sine forbindelser til terrornetværket Al Qaeda og døden som martyr. Det skete på Omar Mateens job som sikkerhedsvagt, hvor hans kolleger tog snakken så alvorligt, at de anmeldte det.

Som del af efterforskningen blev Omar Mateen placeret på en liste over terrormistænkte og afhørt to gange inden sagen blev lukket i marts 2014. Dengang besluttede FBI at lukke sagen, fordi agenterne ikke mente, at Omar Mateen udgjorde en trussel. Det oplyser FBI-chef James B. Comey til avisen.

Boede i nærheden af selvmordsbomber

Flere måneder senere, i juli 2014, dukkede Omar Mateens navn op igen. Denne gang kom han på FBIs radar, fordi han boede i nærheden af selvmordsbomberen Moner Mohammad Abusalha, der drog til Syrien og sprængte sig selv i luften.

De to kom i samme moské. Desuden havde de begge gået på River State College - men med fire års mellemrum, så de var der ikke samtidig. FBI konkluderede også denne gang, at Omar Mateen ikke udgjorde en trussel.

Moner Mohammad Abusalha tog fra USA til Syrien for at blive selvmordsbomber.

Moner Mohammad Abusalha drog fra USA til Syrien og sprængte sig selv i luften.

Ifølge en anonym kilde ved efterforskningen har politiets eksperter analyseret Omar Mateens elektroniske kommunikationsmidler efter terrorangrebet. Kilden oplyser til CNN, at Omar Mateen søgte efter jihadist-propaganda på internettet. Blandt andet videoer af halshugninger, propaganda fra terrororganisationen Islamisk Stat og fra imamen Anwar al-Awlaki, der var talsmand for Al Qaeda inden han blev dræbt i 2011.

- Han så på en helvedes masse jihadist-propaganda online, siger kilden til CNN.

Tredje gang en undersøgelse glipper

Hos FBI siger chefen, James B. Comey, at man nu vil gennemgå organisationens procedurer.

- Vi kommer til at kigge grundigt på vores eget arbejde for at se om der er noget, vi kunne have gjort anderledes, siger James B. Comey til Washington Post.

- Men som det ser ud nu er svaret: Jeg tror det ikke, fortsætter han.

Med den seneste sag fra Orlando er det tredje gang, at FBI har efterforsket forgæves mod en person som senere har begået terror.

Det samme skete under bombeangrebet mod Boston Marathon i 2013 og et mislykket angreb mod en konkurrence om at tegne profeten i Texas sidste år.