Donald Trump

Trump-støtter brød ud i indianerskrig: Gør grin med "Pocahontas"

The Donald har lagt sig ud med kvinder, mexicanere og nu den mulige vicepræsident, Elizabeth Warren. Fordi hun angiveligt er indianer.

Ligheden mellem den 66-årige Massachusetts-senator Elizabeth Warren og Disney-figuren Pocahontas er ikke iøjenfaldende, selvom hun hævder at være 1/32 indianer. Særligt ikke fredag morgen, hvor amerikansk presse mandsopdækkede hende, da hun forlod Hillary Clintons residens ved Whitehaven i Washington D.C. Journalister stod klar med en byge af spørgsmål til den spinkle dame med sygekassebrillerne, da hun hastede ud til en ventende bil. Hvad havde de to topdemokrater talt om? Og er hun Hillary Clintons vicepræsidetkandidat? Der kom ikke noget svar.  

Blandt journalisterne på Capitol Hill, hvor hun færdes til hverdag, er Elizabeth Warren også sjældent til rådighed for interview eller kommentarer. Og hun beskrives som en stille kvinde, der gerne undgår personlig kontakt med pressekorpset.

Bøvede Elizabeth Warren, til tider kaldt Pocahontas, lader som om hun er indianer for at fremme sin karriere. Meget racistisk!

Donald Trump, republikansk præsidentkandidat

Men tag ikke fejl - der gemmer sig en skarp tunge og kontant retorik bag juraprofessoren, som har arbejdet på Havard University. 

- Elizabeth Warren har vist, at det er muligt både at være stærk på substans og dele hårde slag ud, siger Adam Green, medstifter af The Progressive Change Campaign Committee, om hende.

I en tale torsdag aften langede hun ud efter Donald Trump. Og det var langt fra første gang, at hun har været fremme med voldsom kritik af den republikanske kandidat

- Han er en højtråbende, modbydelig og tyndhudet bedrager, lød det fra Warren.

En hård retorik, som tager udgangspunkt i de konstante modagreb, der kommer fra The Donald, når han bliver udsat for kritik af politiske modstandere. Kort efter kom svaret fra Trump.

- Så er Pocahontas på banen igen! Bøvede Elizabeth Warren, én af de mest uproduktive senatorer, har en beskidt mund. Håber, hun bliver valgt som vicepræsidentkandidat, var gensvaret til Warren på The Donalds Twitter-profil. 

Trumps reference til den indianske høvdingedatter fra 1600-tallet tager udgangspunkt i en sag fra senatsvalgkampen i 2012, hvor det kom frem, at Elizabeth Warren i årevis har hævdet, at hun nedstammer fra Cherokee-stammen. Derfor har hun angiveligt fået en fordel i feltet af ansøgere til et job på Harvard, fordi minoriteter får særbehandling i det amerikanske samfund gennem det såkaldte affirmative action-system.

På universitetet har ledelsen også fremhævet hende forfædre som et bevis på, at diversiteten florerer blandt de ansatte på universitetsgangene i Boston. Selv har Warren ikke dokumenteret, at hun er 1/32 indianer, som hun ellers skriver i sin bog "A Fighting Chance" fra 2014. Den indeholder beskrivelser af bardomsminder og fortællinger om Warrens bedsteforældres liv i de indianske territorier.

Massachusetts-senatoren svar til Trump på drilleriet om Pocahontas var kort og kontant.

- Helt seriøst, slet din konto, skrev Warren på Twitter. 

Kampen mellem de to på Twitter har stået på i måneder. Og som én af de få fremtrædende demokrater har Elizabeth Warren stået i spidsen for hidsige angreb på Trump, hvor republikaneren er blevet kaldt både sexist og racist.

Og torsdag aften fulgte Hillary Clinton så trop med at lave det mest læste tweet i valgkampen hidtil som en reaktion på, at Trump havde gjort grin med præsident Obamas opbakning til Hillary Clintons kandidatur. Her skrev den demokratiske præsidentkandidat slet og ret: 

- Slet din konto.

En opfordring som Warren altså gentog dagen efter. 

Trump og racisme

Netop sagen om Pocahontas kommer på et tidspunkt, hvor den ledende republikaner i kongressen, Paul Ryan, har beskyldt partiets præsidentkandidat for rendyrkede racistiske udtalelser. Ryans udtalelse faldt efter republikanernes præsidentkandidat satte ild til debatten om mexicanere, ved at kalde dommeren Gonzalo Curiel for en Trump-hader, der var ude af stand til at behandle den sag, som lige nu kører omkring Trump University.

Universitetet, som Donald Trump står bag, uddanner forretningsfolk. Men mange har klaget over, at uddannelsesintitutionen er en tom skal, at de intet lærte, og at de tabte en masse penge på det. Dommer Curiel er født og opvokset i USA i staten Indiana, men det har altså ikke holdt Trump tilbage i sin kritik, der kommer i forlængelse af hans valgløfte om at bygge en mur ved den mexicanske grænse for at stoppe den illegale immigration til USA. Ved den lejlighed fik den republikanske præsidentkandidat også sagt, at mange af de mennesker, der kommer til Amerika fra nabolandet mod syd, er voldtægtsforbrydere, narkohandlere og kriminelle. Den udtalelse er faldet mange amerikanere med latinamerikansk baggrund for brystet.

Meget af den Twitter-krig, der de seneste måneder, har været mellem Elizabeth Warren og Donald Trump har netop handlet om racisme og kontroversielle udtalelser fra republikaneren. 

Fredag aften havde Trump igen rettet sigtekornet mod senatoren fra Massachusetts under et vælgermøde i delstaten Virginia. Referencen til Pocahontas blev hevet frem igen, selvom en national talsmand, Kitcki Carrol for de indianske stammer i USA, har opfordret til en god tone fra kandidaterne, når det kommer til at omtale landets oprindelige befolkning.

- For ofte, har vi eksisteret som en fodnote i historien. Dette leder ofte romantisering, stereotyper, disrespekt og nedladenhed, hvilket er uacceptabelt i det 21-århundrede, var kommentaren fra Kitcki Carrol.

På vælgermødet i Virginia gik Trump på scenen i byen Richmond, hvor han undskyldte for at have kaldt Elizabeth Warren for Pocahontas.

- Det er ikke pænt overfor Pocahontas, sagde Trump med et glimpt i øjet.

Og for hver gang Trump nævnte navnet Pocahontas, reagerede dele af det fremmødte publikum ved at imitere indianske kampskrig. Senere på Twitter fulgte han op med at kalde den 66-årige senator for racist.

- Bøvede Elizabeth Warren, til tider kaldt Pocahontas, lader som om hun er indianer for at fremme sin karriere. Meget racistisk! 

Da journalister spurgte, om han fortrød at have kaldt Warren for Pocahontas, afviste Trump blankt.

- Nej, overhovedet ikke, lød svaret til NBC News. 

Dronningen af venstrefløjen

Donald Trumps ønske om at få Elizabeth Warren som direkte modstander kan godt blive en realitet. Hun betragtes som en af de ledende politkere på den progressive fløj i det demokratiske parti. Derfor nævnes hendes navn ofte som en mulig vicepræsident for Hillary Clinton i Det Hvide Hus. Ihvertfald er det, hvad dele af venstrefløjen blandt Demokraterne håber på, efter det stod klart, at Bernie Sanders tabte primærvalget i Californien og dermed reelt udspillet sin rolle i valgkampen som kandidat før det allersidste primærvalg på tirsdag i Washington D.C.

Men der er også bekymring fra andre dele af partiet. Tidligere har Warren været yderst kritisk i forhold til Hillary Clinton, som hun har kaldt en dukke, der med ført hånd arbejder for private interesser i erhvervslivet. En kritik som Donald Trump allerede har gjort opmærksom på overfor sine millioner af følgere på de sociale medier.

Den tidligere demokratiske leder i senatet, Tom Daschle, har udtrykt bekymring for, om Warren vil skræmme midtervælgerne væk. 

- Elizabeth vil sikkert tilføre mere begejstring blandt demokratiske kernevælgere end nogen anden i partiet. Men risikoen er, at antallet af republikanske vælgere, som kan hives over til demokraterne, vil falde, lyder vurdering fra Daschle til det politiske nyhedssite, POLITICO.

Men på trods af bekymringer og tidligere kritik af partiets præsidentkandidat, har Elizabeth Warren svoret troskab overfor Hillary Clinton. Til MSNBC's Rachel Maddow tonight sagde hun i denne uge.

-  Jeg er klar til at kaste mig ind i den her kamp og arbejde benhårdt for for, at Hillary Clinton bliver USA's næste præsident. Og for at sikre, at Donald Trump aldrig kommer i nærheden af Det Hvide Hus.

Skal man tro den nuværende demokratiske leder i senatet, Harry Reid, så bliver Warren en uundværlig del af valgkampen med sine evner til at kommunikere til vælgerne. På trods af hendes defensive tilgang til pressen valgte Reid at bringe hende ind i ledelsen i kongressen allerede 2 år inde i Warrens første periode som senator i Washington. 

- Hun er effektiv til at kommunikere. For det første, fordi hun ikke taler så meget. Måske er jeg lidt fordomsfuld, men jeg synes, at når folk taler meget, så forsvinder deres budskab. Hun taler ikke så meget, men når hun gør, så lytter folk, lyder beskrivelsen fra Harry Reid.

Den næste vicepræsident

Lørdag aften i Tampa i delstaten Florida opstod der en lille leg mellem Donald Trump og de hundrede af mennesker, der var mødt op til vælgermøde. For hvem skal være Trumps vicepræsident? Den 69-årige forretningsmand lod spørgsmålet gå ud til publikum.

- Hvem kan I lide? Mens han satte sin hånd til øret for at opfordre til et svar.

En kakafoni af navne kom den anden vej. Trump gentog nogle af dem. Tidligere formand for Repræsentanternes Hus, Newt Gingrich, senatoren fra Alabama Jeff Sessions og tidligere udenrigsminister Condoleezza Rice.

Trump har sagt at listen med navne på mulige vicepræsidentkandidater er nede på en håndfuld personer. Og lørdag forsikerede Trump forsamlingen om, at han ville vælge den rigtige kandidat.

- Vi har en masse gode folk. I skal nok blive glade, lød det fra scenen i Tampa.

Til gengæld er opfordring fra den republikanske leder i senatet, Mitch McConnel, helt klar, når talen falder på den kommende vicepræsidentkandiat.

- Han har brug for en meget erfaren og vidende kandidat. Fordi det står helt klart, at han (Donald Trump, red.) ikke ved nok om de politiske emner.

Dermed stiller Mitch McConnel sig i rækken af fremtrædende republikanere, der har kritiseret Donald Trump i mere eller mindre hårde vendinger. Mormonen og præsidentkandidaten fra 2012, Mitt Romney, har været den hårdeste, da lørdag aften modtog en 21-sekunder lang klapsalve efter en tale for en grupe republikanske donorer, hvor han fortalte, at det skar i hjertet at se, hvad Donald Trump har gjort ved hans gamle parti.   

Det rejser selvfølgelig spørgsmålet, om Warren i virkeligheden er Donald Trumps farligste modstander. For med venner som Mitt Romney og hans ligesindede i partiet, er spørgsmålet om The Donald fortsat har tid til at lege cowboy og indianere med senatoren fra Massacussets. Det finder vi ud af, når Hillary Clinton vælger sin vicepræsidentkandidat. Det sker inden den 25. juli, hvor Demokraterne afholder konvent i Philadelphia. Og falder valget på Elizabeth Warren, så har vi nok ikke hørt det sidste til Pocahontas i denne valgkamp.