Tre små ord der ændrede den amerikanske valgkamp

16x9
Efter tirsdagens sejr i primærvalget i seks stater, er Hillary Clinton så godt som sikker på at blive Demokraternes præsidentkandidat Foto: ALBA VIGARAY / Scanpix Denmark

Efter USA's præsident Obama i går officielt gav sin støtte til Hillary Clinton i kampen om at blive den næste præsident, har hun skiftet taktik.

"Delete your account" - "Slet din konto". Tre ord der i nat væltede det sociale medie Twitter.

Ordene blev skrevet på den demokratiske præsidentkandidat Hillary Clintons officielle Twitterprofil som et hurtigt og direkte svar på hendes formodede republikanske konkurrent til præsidentposten, Donald Trumps tweet.

Fem minutter tidligere havde Donald Trump skrevet dette tweet:

Oversat til dansk betyder det noget i retningen af: "Obama har lige givet sin støtte til den slyngelagtige Hillary. Han ønsker fire år mere med en Obama - men det er der ikke andre der gør"

Der skulle gå mere end to timer, inden Trump kom med et modsvar til Clintons opfordring til "Delete your account", som også er et slang med en betydning, der svarer til den danske vending "Stik lige piben ind" eller "Gå hjem og vug".

Her er Trumps reaktion:

 "Hvor lang tid tog det for din stab på 823 medarbejdere at komme på den ide - og hvor er dine 33.000 e-mails som du slettede?"

Trumps kommentar til de slettede emails går tilbage til Hillary Clintons tid som USA's udenrigsminister fra 2009 til 2013. Her brugte hun sin officielle e-mail-konto til også at sende og modtage private e-mails, som hun senere slettede.

Trump regnes normalt for at være "Kongen af Twitter" og har med succes forstået at udnytte dette sociale medie. New York Times har således gennemgået alle hans tweets og fundet 224 gange, hvor han sviner personer, steder og institutioner. Se listen her.

Men eksperter i de sociale medier vurderer, at Trump tabte denne runde til Clinton. Mens Trump i nat begyndte at tweete om andre emner, så fortsatte Clinton sit angreb på Trump:

"Trump er ligeglad med, hvem det går ud over, bare han kan skabe profit. Sådan en person kan ikke være leder af USA" 

Clintons tweet satte ny rekord

Clintons tweet "Delete your account" er nu det mest delte tweet i den amerikanske valgkamp. I løbet af den første time efter hendes tweet, var det blevet re-tweetet - altså delt - 130.000 gange. I skrivende stund er det blevet re-tweetet over 400.000 gange.

Til sammenligning er Donald Trumps mest delte opslag et tweet, hvor han spiser tacos og ønsker den latinamerikanske befolkning en god Cinco De Mayo-dag. Det opslag valgte omkring 84.000 Twitter-brugere at dele.

Ud over de mange re-tweets er hashtagget #deleteyouraccount blevet vældig populært, uanset om folk på Twitter støtter Trump eller Clinton. 

Clintons tweet er et skift i hendes taktik

Ifølge TV 2's sociale medie-redaktør, Kaare Sørensen, så markerer Clintons tweet et skift i hendes taktik. Selvom Clinton med 6,6 millioner følgere på Twitter næsten har en lige stor følgerskare som Trump med 8,7 millioner følgere, så har hun ikke gjort meget væsen ud af sig på Twitter.

- Det har i lang tid været sådan, at Donald Trump har "ejet" Twitter. Det har ligesom været hans platform, og Hillary Clinton har mere været sådan en, der har lavet hyggelige, søde, motiverende og drømmende videoer, der var på Facebook. Nu er hun - hævder hun selv - blevet partiets kandidat, og det benytter hun så chancen til et enormt stilskifte på Twitter med denne her knytnæve lige i hovedet på Donald Trump med hendes "Delete your account", forklarer Kaare Sørensen. 

Clinton beviser at hun nu er Demokraternes kandidat

Og til trods for, at det kun er tre små ord, så er det en stor historie. Selvom Hillary Clintons kandidatur først skal officielt godkendes på Demokraternes konvent i Philadelphia den 25.-28. juli, og selvom hendes eneste konkurrent til kandidaturet, Bernie Sanders, ikke officielt har trukket sig ud af kampen, så er hun nu, efter Obamas støttevideo i aftes, reelt Demokraternes præsidentkandidat. 

- Det, der er eksekveret rigtig fantastisk fra Hillary Clintons stabs side, er, at de gør det på fem minutter fra Donald Trump har skrevet sit budskab. Så slår de tilbage. Dermed beviser Hillary Clinton, at nu er hun partiets kandidat, og at hun sagtens kan tage den her kamp med Trump - også på Twitter, hvis det er det, der er brug for. Ingen problemer overhovedet, konstaterer Kaare Sørensen.  

Her ses udviklingen i brugen af sætningen
Her ses udviklingen i brugen af sætningen "Delete your account" Foto: Google Trend

Snowden til Jeb Bush:  "Delete your account"

Udtrykket "Delete your account" er forholdsvis nyt. På Google Trend, der registrerer hvilke ord og sætninger, der søges på, kan man se, at det stort ikke blev anvendt før 2009. 

I februar i år blev udtrykket endnu mere populært, efter den amerikanske whistleblower Edward Snowden brugte det på Twitter i en kommentar til et tweet fra Jeb Bush, som på det tidspunkt også deltog i kampen om at blive republikanernes præsidentkandidat. Jeb Bush havde lagt et foto op af en pistol, han havde fået i gave, med kommentaren "America". Det fik Snowden til at tweete "Delete your account".

Få dage efter trak Jeb Bush sig ud af kampen om at blive republikanernes præsidentkandidat.