Udland

Gigantisk eksplosion muligvis bag mystisk kæmpehul i Sibirien

Kæmpehul i Sibirien har vokset sig 15 gange større, siden det blev opdaget, og nu tror forskerne, at det er skabt efter en gigantisk eksplosion.

De seneste år har russiske forskere søgt en forklaring på, hvad der er årsagen til en lang række kæmpehuller, der pludseligt er dukket op i det nordlige Sibirien. Russiske eksperter har foretaget ekspeditioner til de fjerne og øde områder og har forklaret, at der formentlig er tale om såkaldte pingoer, som er almindelige i andre arktiske områder med permafrost.

Der har dog også været en række andre teorier i spil, og nye oplysninger tyder på, at der ved det ene krater på Tajmyrhalvøen har været tale om en gigantisk eksplosion. Ifølge Siberian Times fortæller øjenvidner, at de har hørt og set en eksplosion efterfulgt af et kraftigt lysglimt på himlen.

- Beboerne i de omkringliggende landsbyer – cirka 70-100 kilometer derfra – har hørt noget, der lød som en eksplosion, og et øjenvidne har set et klart lysglimt på himlen, siger den russiske ekspert Vladimir Epifanov til avisen.

Vokset sig 15 gange større

Kæmpehullet på Tajmyrhalvøen blev fundet i 2013 og har siden vokset sig 15 gange større. De seneste målinger viser, at hullet er mindst 70 meter bredt. I de seneste år er andre lignende kratere fundet flere steder i det nordlige Sibirien – cirka 300 kilometer derfra.

Beboerne i de omkringliggende landsbyer – cirka 70-100 kilometer derfra – har hørt noget, der lød som en eksplosion, og et øjenvidne har set et klart lysglimt på himlen.

Vladimir Epifanov, russisk forsker

Indberetningerne fra de lokale indbyggere i Sibirien har dog ikke spillet en rolle før nu, fordi de dengang regnede med, at der var tale om endnu et meteornedslag. Eksplosionen, der muligvis har forbindelse til kæmpehullet i Sibirien, fandt sted cirka en måned efter Tjeljabinsk-meteoren, der eksploderede i en højde af 15-20 kilometer nær Uralbjergene og kunne ses flere hundrede kilometer væk.

Beboere gik derfor ud fra, at der igen var tale om en meteor eller lignende genstande fra rummet. Indtil nu har de russiske eksperter ikke kunnet forklare eksplosionen og lysglimtet på Tajmyrhalvøen.

Dansk geolog: Sådan opstår de mystiske kæmpehuller

Foruden kæmpehullet på Tajmyrhalvøen er der også fundet en række andre kæmpehuller i det nordlige Sibirien. Forskerne har foruden metangas-eksplosioner i undergrunden hældt mest til, at der er tale om pingoer.

Den danske geolog Torben Jürgensen, der har boet 19 år i Grønland, ser også ligheder mellem de sibiriske huller og pingoerne, der kan findes i Grønlands nordligste del.

De sibiriske jordhuller har groft materiale liggende rundt om kraterne som hos pingoerne, hvilket tyder på, at stærkere kræfter end vand har bragt materialet til overfladen.

Torben Jürgensen, dansk geolog

- De sibiriske jordhuller har groft materiale liggende rundt om kraterne som hos pingoerne, hvilket tyder på, at stærkere kræfter end vand har bragt materialet til overfladen – måske vand under meget stort tryk eller metan, siger Torben Jürgensen til TV 2.

Livsfarligt område

Ifølge Torben Jürgensen spiller også den globale opvarmning, især i områderne omkring Arktis, en væsentlig rolle i forhold til fænomenet i Sibirien, hvor en svækkelse af permafrostlaget kan resultere i de kraterlignende huller efter årelang ophobning af energi.

- Alt tyder på, at pingoer opstår ved svaghedszoner i permafrosten. Det samme synes at være tilfældet for de sibiriske huller. Dog synes de sibiriske huller udløst ved større eksplosioner som følge af stor opsamling af energi under den sibiriske permafrost, som nu svækkes som følge af vores nuværende globale temperaturstigning, siger Torben Jürgensen.

For at finde et svar på gåden om de mystiske kæmpehuller har Rusland bygget flere seismiske stationer på blandt andet Jamalhalvøen. Det er livsfarligt, hvis man befinder sig i nærheden af et hul, når det går i udbrud. Indtil videre er kæmpehullerne kun opstået i øde områder i Sibirien, og ingen mennesker er kommet til skade.

Kæmpehul er blevet til en sø

Kæmpehullet, der blev fundet på Jamalhalvøen, blev opdaget tilfældigt af en helikopter i sommeren 2014. Da den russiske ekspedition nåede tilbage til krateret i sommeren 2015, var hullet blevet fyldt med vand og blevet til en sø.

De russiske eksperter forventer, at også kæmpehullet på Tajmyrhalvøen vil udvide sig yderligere og til sidst flette sig sammen med en nærliggende sø, når den kollapser.

Som du kan se på kortet, er der indtil videre fundet tre kæmpehuller i det nordlige Sibirien. Derudover er der fundet snesevis af andre lignende mindre huller i regionen.

Se videoen øverst i artiklen.