Udland

Efter gorilladrab: Mor slipper for tiltale

Den offentlige anklager i Hamilton County rejser ikke tiltale mod moderen til den 3-årige dreng, som kravlede ind til lavlandsgorillaen Harambe.

Det vakte stor vrede blandt dyreelskere verden over, da Cincinnati Zoo 28. maj skød og dræbte den 17-årige hangorilla Harambe fordi en dreng var kravlet ind i gorillaindhegningen. 

En stor del af vreden rettede sig mod moderen, som af mange blev anklaget for at have været uopmærksom og indirekte skyld i Harambes død.

Ingen tiltale

Nu oplyser den offentlige anklager i Hamilton County, at der ikke bliver rejst tiltale mod moderen til den 3-årige dreng. Det skete på et pressemøde i dag i Cincinnati.

Anklager Joe Deters forklarede, at moderen var i zoo med sine tre andre børn, som hun gav opmærksomhed da den 3-årige pludselig "bare smuttede afsted."

Slæbte rundt på dreng

Den 17-årige hangorilla Harambe, der ifølge zooen vejer over 180 kilo, kravlede herefter ned i voldgraven og samlede den lille dreng op.

Ifølge vidner slæbte den store menneskeabe herefter den skrigende dreng rundt i gorilla-indhegningen i adskillige minutter, skriver lokale medier ifølge AFP.

Den zoologiske have besluttede at skyde med skarpt mod gorillaen i stedet for at forsøge at bedøve den, da der formentlig ville gå flere minutter, inden bedøvelsen ville begynde at virke.

- Vores udrykningshold for farlige dyr vurderede, at der var tale om en livstruende situation. De reddede den lille drengs liv, siger Thane Maynard.

- Vi har aldrig tidligere oplevet en situation som denne, afslutter han.

Familien er lettet

Familien til den lille dreng udtaler i en pressemeddelelse, at man håber at kunne sætte en punktum i sagen, der har berørt dem alle meget:

- Dette er endnu et skridt i retning af at lægge denne tragiske episode bag os og vende tilbage til vores normale hverdag.

Cincinnati Zoos gorillaafdeling åbner igen tirsdag med ny forhøjet indhegning, der vil gøre det sværere at komme ind til gorillaerne.