Udland

Obama og familien gør klar til at flytte fra Det Hvide Hus - nu skal de bo i et rødt

Tiden i Det Hvide Hus lakker mod enden for familien Obama. Barack, Michelle, Malia og Sasha har dog ikke planer om at vende næsen hjemad mod Chicago.

Som verdens mægtigste mand har Barack Obama været vant til at bo med stil i Det Hvide Hus i Washington.

Men til januar er det slut. Barack og Michelle Obama må overlade det kendte palæ til en ny præsident. Det betyder samtidig, at jagten er gået ind på en ny bolig, hvor parret og deres to døtre kan bo.

Det bliver dog ikke i hjembyen Chicago, hvor parret boede inden Barack Obamas præsidentperiode. Ifølge Politicos og New York Times' kilder bliver familien og deres to hunde nemlig boende tæt på Det Hvide Hus i den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C.

Bliver i Washington

Obama og Co. har angiveligt planer om at leje sig ind i en mondæn rødstensvilla på 760 kvadratmeter med hele ni soveværelser og et tilsvarende antal badeværelser. Huset, der er bygget i 1928, råder også over eget tårnværelse og ligger i det mondæne Kalorama kvarter - omkring tre kilometer fra Det Hvide Hus.

Obama har tidligere gjort det klart, at familien ikke ønsker at flytte, så længe den yngste datter Sasha stadig går i high school. Allerede tilbage i marts gjorde præsidenten det klart, at han og Michelle ikke ønsker, at hun skal rykkes ud af den klasse, hun går i.

- Vi forventer at blive et par år i Washington D.C., så Sasha kan gøre skolen færdig. At skifte klasse midt i high school? Det er hårdt, forklarede han dengang ifølge The Telegraph.

Holder fremtidsplaner for sig selv

Hvad der skal ske derefter, står dog ikke klart, og Michelle og Barack Obama har fortalt, at de ikke ved, om de vil vende tilbage til Chicago, hvor de var glade for at bo, inden Obama indtog præsidentembedet i 2009.

Hvad Obama har planer om at lave, når præsidenttiden rinder ud næste år, er også uvist. Til den tid vil den jurauddannede Obama være 55 år og har således mange gode arbejdsår i sig endnu.

Det står dog klart, at Obama ikke slipper for at blive fulgt af vagter fra Secret Service, selvom hans titel som præsident på det tidspunkt vil være forhenværende. 

Plads til svigermor

Men det ser ikke ud til at blive noget problem at få plads til et par sikkerhedsfolk i og foran det nye hus. Og svigermor er der tilsyneladende også tænkt på. Ifølge New York Times rummer huset en regulær au pair suite, hvor der er plads til Michelle Obamas mor, Marian Robinson, som i dag bor hos parret i Det Hvide Hus.

Det er da heller ikke første gang, en prominent demokrat flytter ind i boligen, som ifølge flere lokale ejendomssider har en værdi af omkring 6 millioner dollar, svarende til cirka 40 millioner kroner.

Huset ejes i dag af forhenværende præsident Bill Clintons tidligere pressesekretær, Joe Lockhart, og hans partner, Giovanna Gray. Også Obamas forgængere Woodrow Wilson og Franklin D. Roosevelt har boet i kvarteret. Man skal dog regne med at dykke dybt i lommerne for at få råd til at bo på en af de mest prominente adresser i Washington - ifølge ejendomssitet Zillow koster det omkring 145.000 kroner om måneden at leje huset.