Udland

60.000 ansigter smeltede i lyset: Den firkantede fodbold kan gøre det igen

Fredag besøger verdens mægtigste mand ruinerne fra verdens voldsomste atomangreb. Og han har nøglerne til dommedag med i tasken.

Fodbolden.

Navnet er rundt, men tasken er firkantet. Sort blødt læder med tre metalspænder og et håndtag på toppen.

Soldaten der bærer fodbolden er altid ganske få meter fra USA's præsident, for hvis man åbner de tre blanke spænder og slår den sorte læderflap op, står man med det ultimative magtmiddel i hænderne.

Mor, det er så varmt.

Susumu Nakazawa, offer for atombomben i Hiroshima.

Vor tids krone, scepter og rigsæble. Symbolet på dommedag. Nøglerne til USA's arsenal af atomvåben.

USA's præsident Obama er et af de få mennesker, som har kigget ind i fodbolden.

I dag har han den med til den by, hvor hans land viste Verden, hvordan dommedag ser ud.

Det hvide lys gjorde alt stille

Japaneren Sunao Tsuboi har set lyset fra dommedag.

Hans forbrændte hud fortæller, hvad fodboldens forfærdelige magt kan udrette på et splitsekund.

Klokken kvart over otte om morgenen den 6. august 1945 anede han ikke, at den høje susende lyd, han hørte fra venstre tog mindst 60.000 liv på et sekund.

Han var på vej i skole på det tekniske universitet i Hiroshima, men han nåede aldrig frem.

Tsuboi døde her.

Sunao Tsuboi, overlevende.

Den susende lyd blev ledsaget af et skarpt hvidt lys, og Sunao Tsuboi dækkede sit ansigt med hænderne. I det samme blev han løftet op af en gigantisk trykbølge der raserede alt med 1600 kilometer i timen.

Sunao Tsuboi var bogstaveligt talt blevet ramt af det første skarpe startskud til en ny tidsalder.

I tusindvis af år havde mennesket grublet over, hvordan Gud ville få Jorden til at gå under. Nu havde vi selv fundet nøglen.

Trykbølgen som ramte Sunao Tsuboi blev ledsaget af et gigantisk brag. Han blev kastet ti meter gennem luften, og hans øjne, næse og mund fyldtes med støv.

Det var umuligt at se noget, og efter braget blev der stille. Cikaderne der få øjeblikke forinden havde sunget i buskene var tavse, døde.

Gaderne fyldtes med levende døde

Sunao Tsuboi kunne intet se, og han anede ikke, hvilken vej han skulle flygte.

Hans tøj hang i laser, og han blødte voldsomt fra sin ene arm og fra et sår i taljen.

Han kunne mærke, hvordan det dryppede fra hans fingre.

Mens støvet lagde sig en smule, begyndte råbene om hjælp. Sunao Tsuboi begyndte at gå.

Luften var tyk af stanken fra brændt kød.

Han mødte en kvinde med det ene øje hængende ud fra øjenhulen, nede på den ene kind. Det hoppede hver gang, hun tog et skridt.

Et andet sted forsøgte et menneske at løbe i sikkerhed, mens det prøvede at holde sine indvolde på plads med hænderne.

Eiko var heldig. Hun døde med det samme. Hun døde på en god måde

Kimiyo Nakazawa, mor

Flere silhuetter dukkede op, mange uden ansigter, de var brændt væk af bomben.

Sunao Tsuboi kunne ikke hjælpe. Han havde nok at gøre med at redde sit eget liv, og det skulle blive svært.

Faktisk var han heldig, for han undgik at blive brændt langsomt levende.

Offer i Hiroshima
Offer i Hiroshima

Hisroshima var en by med mange træhuse, og da bomben jævnede byen med jorden brød de i brand.

Inde i et af husene boede en lille dreng på seks år. Han hed Keiji Nakazawa.

Han skulle i skole, og havde netop sagt farvel til sin familie.

De boede uheldigvis halvanden kilometer fra eksplosionens centrum.

En skoledrengs sidste farvel

I stueetagen læste Hr. Nakasawa avis, men Keijis storesøster Eiko gjorde sig klar til skoledagen. På anden sal ordnede højgravide Fru Nagasawa vasketøj, mens lillebror Susumu på fire år sad ved døren og legede med nogle små skibe af træ.

Keiji Nakazawa var henne ved skolens ydermur.

Jeg dør sammen med dig.

Kimiyo Nakazawa, mor.

Han havde netop mødt en kvinde han kendte, da det blege hvide lys omsluttede dem.

Lyset var hvidt i midten men gult og rødt ude i siderne.

Da Keiji Nakazawa kom til sig selv, var han halvt begravet i murbrokker, og han havde et 15 centimeter langt søm gennem den ene kind.

Ved siden af ham lå det forkullede lig af kvinden, som han havde talt med få øjeblikke forinden.

Hiroshima før atombomben.
Hiroshima efter atombomben.

Nakazawa havde stået i ly af en betonmur, og den havde skærmet for varmestrålingen som havde ristet kvinden ved siden af ham.

Hjemme ved Hr. og Fru Nakasawa stod det meget værre til. Huset var styrtet sammen, og under murbrokkerne blev der råbt om hjælp, mens ilden begyndte at få fat i træværket.

Fødslen går i gang

Højgravide Fru Nakasawa var den eneste, som kunne komme ud af den sammenstyrtede bygning.

Keiji Nakazawas lillebror Susumu skreg.

- Mor, det er så varmt.

Den desperate kvinde forsøgte at hjælpe sin fireårige søn. Hun kunne røre ved ham under murbrokkerne, men hun havde ikke kræfter til at trække sit lille barn ud.

- Jeg dør sammen med dig, skreg hun, mens hun kæmpede som en gal for at få drengen fri.

I det samme kom en nabo hen til hende tog hendes hånd og trak hende væk.

- Fru Nakazawa, De må ikke dø sammen med dem, sagde naboen.

I stedet måtte hun høre hendes barn skrige mens det brændte ihjel.

- Mor det er varmt.

Kort efter begyndte hun at føde.

Den sorte regn fra paddehatteskyen

Ilden havde nu for alvor fat i Hiroshima.

Folk kastede sig ned blandt ligene i floden for at undgå flammerne. Andre forsøgte at gemme sig i de store kar med vand, som skulle bruges til at slukke brande med, men de blev hurtigt fyldt.

Der var alt for meget ild og alt for lidt vand.

Men så begyndte det at regne. Store dråber, sorte og fedtede som olie.

Mange af de forbrændte mennesker hilste dråberne velkommen.

De havde aldrig hørt om radioaktivt nedfald.

Den 5.000 grader varme atomeksplosion havde skabt en paddehattesky 15 kilometer over Hiroshima, og mens luften kølede af over byen, blandede vanddamp sig med radioaktivt støv og faldt ned som regn.

De mennesker som drak dråberne eller smurte dem på deres brandsår forgiftede dermed sig selv med en uventet lumsk hilsen fra USA's dommedagsvåben.

I timerne efter bomben var der ikke megen hjælp at hente for de syge og døende mennesker.

På en af broerne over floden gennem Hiroshima var der rygter om en førstehjælpspost.

Tre timer efter det hvide lys havde forvandlet folk til forkullede skeletter, var det lykkedes den 20-årige Sunao Tsuboi at kravle derhen.

Fotografen kunne ikke holde synet ud

Men der var alt for mange sårede og ingen til at hjælpe. Nogle få soldater forsøgte at lindre ofrenes smerter ved at hælde madolie på brandsårene.

På broen stod også pressefotografen Yoshito Matsushige. Han var gået ud for at dokumentere atomangrebets vanvid, men scenen var så grusom, at han havde meget svært ved at fotografere.

Ingen andre tog billeder inde i Hiroshima den dag. Derfor eksisterer der i dag kun fem fotos fra timerne efter angrebet.

På det første billede han tog, kan man se den stærkt medtagne Sunao Tsuboi sammen med andre nødlidende på broen.

I minutterne efter at billedet var taget, gav Sunao Tsuboi op.

Han lagde sig på jorden og greb en lille sten.

Med sine svindende kræfter skrev han i støvet:

- Tsuboi døde her.

Men døden kom ikke.

I stedet fik Sunao Tsuboi hjælp.

Han blev bragt til et midlertidigt hospital på en ø i bugten ud for Hiroshima. Her tilbragte han første nat sammen med 100 andre mennesker i et rum på størrelse med et klasselokale.

Næste morgen var 80 døde. Sunao Tsuboi var ikke en af dem. Han gled ind og ud af bevidstløshedens tåger ind til han hørte sin mors stemme.

Halvt bevidstløs hævede han sin hånd, så hun kunne se ham og tage ham med hjem til familiens hjemby Ondo, hvor han blev plejet.

Selv om han kom hjem til sin mor var hans lidelser efter atombombens mareridt var først lige begyndt. De følgende år skulle han blive dødsdømt tre gange af lægerne.

Et andet sted i den rygende ruinhob stod en anden mor. Hun havde et nyfødt barn og en lille dreng på seks år at tage sig af.

Hendes hjem var cirka halvanden kilometer fra atomeksplosionens centrum, og hun havde lige set halvdelen af sin familie dø.

Mor ville have familiens knogler

Heldigvis havde familien Nakasawas to ældste sønner ikke været i Hiroshima da bomben udslettede byen. Den ene bror var sat i arbejde på et skibsværft. Den anden bror gik i tredje klasse, og han var nøjagtig gammel nok, til at de japanske myndigheder havde flyttet ham i sikkerhed i en skole på landet.

Da nyheden om atombomben spredte sig, vendte den ældste søn hjem.

Fru Nakasawa kæmpede for at holde liv i sin nyfødte pige, og hun var plaget af grusomme mareridt.

Nedbrudt af savn fik hun sine to børn til at finde ruinerne af familiens hus og hente de tre forbrændte lig ud af brandtomten.

Hun vidste præcis hvor i ruinen ligene lå.

Så med en spand og en skovl begav de to drenge sig igennem byen.

Stanken af død var over alt. Brændt kød, røg og råddenskab. Store sværme af fluer summede rundt mellem ruinerne.

Vandtankene var fyldt med lig. Ruinerne var fyldt med lig. Floden var fyldt med lig. De rådnede hurtigt i sommervarmen. Ligene på land var fyldt med maddikker og ligene i floden svulmede op, revnede og gik til bunds, når gasserne fra forrådnelsen var sluppet ud.

Men selv i døden var der tegn på kærlighed.

En død mor knugede sit barn så hårdt at ansigtet på det lille lig nu var opslugt af moderens opsvulmede kød.

Billedet brændte sig for evigt fast i Keiji Nakasawas hukommelse.

Kranierne bragte lindring

Da de nåede huset, begyndte de to drenge at grave. Lillebrorens kranium var det første, som de fandt.

- Det er smukt, tænkte Keiji Nakazawa mens han stod med det i hånden under den varme augustsol.

Alligevel fik den seksårige dreng gåsehud, da han kom i tanker om, hvordan kødet var brændt af sin lillebrors knogler.

Alle skeletter var, hvor Fru Nakasawa sagde de ville være.

Da de afleverede knoglerne til Fru Nakasawa, blev hun især rørt, da hun holdt storesøster Keikos lille kranium.

- Ah, selv knogler har et udtryk, sagde hun.

- Eiko var heldig. Hun døde med det samme. Hun døde på en god måde.

Fire måneder efter bomben måtte Fru Nakasawa også tage afsked med sin yngste datter. Den nyfødte pige Yuko klarede ikke de elendige forhold i Hiroshima efter atombomben.

Selv om de gik en hård tid i møde, overlevede resten af familien Nakasawa.

Og lille Keiji skulle faktisk ende med at blive noget stort.

Det tredje atomangreb

Drengen fangede og spiste de krabber som åd ligene på bunden af floden, og årene efter krigen var fyldt med elendighed. For i Japan var der ingen medlidenhed med de forbrændte ofre for atombomberne.

De overlevende fik navnet ”hibakusha”. På dansk betyder det ”eksplosionsramte mennesker”. Mange af dem endte som invalide, syge og udstødte.

De døde i stort tal tiden efter bomben. Selv om de kom sig over brandsårene døde mange af stråling fra de radioaktive rester af uranbomben ”Little Boy”, som amerikanerne havde døbt den.

I alt forsvandt 140.000 liv i Hiroshima i 1945.

Tre dage efter bomben over Hiroshima gentog USA succesen og smed en ny atombombe over byen Nagasaki.

Det afsluttede Anden Verdenskrig.

USA's nye dommedagsvåben fik Det Japanske Kejserrige til at kapitulere, men der skulle gå seks dage, og det kunne have kostet japanerne dyrt.

I USA lå nemlig en tredje atombombe klar - den var allerede lastet på et fly i Californien, da japanerne overgav sig. Der var planer om at kaste den over endnu en japansk by den 19. august.

Blandt ruinerne i Hiroshima var genopbygningen en enorm opgave.

Keiji Nakasawa blev i byen, hvor han voksede op og gav sig til at tegne.

Han beskrev sine oplevelser fra Hiroshima i Manga-serien Barefoot Gen., som blev verdensberømt i tegneseriekredse.

Den nyfødte baby og atomeksperimentet

I 2007 beskyldte han USA for at have brugt krigen som dække for at udføre et gigantisk biologiforsøg i Hiroshima og Nagasaki.

- De siger, at de to atombomber redede millioner af liv, men det var et atomeksperiment med krigen som påskud.

Han underbygger sin anklage med, at han i årene efter krigen oplevede, hvordan amerikanske videnskabsfolk hentede børn direkte fra hans skole i Hiroshima uden forældrenes samtykke.

Videnskabsfolkene kom fra ABCC, den kommission, USA's præsident Harry S. Truman havde sat til at undersøge bombernes følgevirkninger.

Børnenes fik besked på at aflevere deres afføring, men de fik ikke nogen hjælp eller noget til gengæld.

Og en dag I 1952 fik familien Nakasawa besøg af en mand fra ABCC.

Han søgte efter en baby som var blevet født samme dag som bomben eksploderede over Hiroshima.

- Hun døde fire måneder gammel, lød svaret.

Han blev meget skuffet.

- Vi har søgt efter det barn i syv år, sagde han.

Hvad han ville med pigen, sagde han ikke noget om.

Keiji Nakasawa døde af lungekræft i 2012 – men der er stadig mennesker tilbage som husker rædslerne.

Omkring 183.000 er i live – gennemsnitsalderen er over 80.

Ofrene forventer ikke en undskyldning

En af de levende er 91-årige Sunao Tsuboi.

Han er i dag frontfigur i den organisation som hjælper de overlevende.

Og nu, 71 år efter atomangrebet, kommer han til at se, hvordan USA's præsident for første gang nogensinde mindes de døde under et besøg i Hiroshima.

- Dagen er endelig kommet, sagde han til det japanske nyhedsbureau NHK, da han hørte nyheden om Barack Obamas besøg.

- Vi beder ikke om en undskyldning. Det eneste, vi ønsker, er at se ham lægge blomster i fredsparken og sænke sit hoved i stilhed. Det vil være det første skridt mod at afskaffe atomvåben, lyder det fra Sunao Tsuboi.

Men i hånden på en soldat ganske tæt på præsident Obama vil der være en sort lædertaske med tre blanke spænder.

Den firkantede fodbold

I modsætning til, hvad mange måske tror, rummer tasken ikke en radiosender med en stor rød knap.

Tasken giver til gengæld præsidenten adgang til at kommunikere med militærets nationale kommandocentral i Pentagon.

Kommandocentralen overvåger konstant risikoen for et atomangreb mod USA og er i stand til at iværksætte et modangreb på få sekunder.

Desuden rummer tasken en simpel oversigt over atomangreb, som han kan iværksætte med det samme.

For eksempel kan han bestemme om alle USA's fjender skal udslettes på en gang, eller om det kun er enkelte byer der skal forsvinde fra verdenskortet.

Hvis USA en dag får en præsident, som vælger at bruge atomvåben, vil de største bomber i arsenalet være 100 gange kraftigtigere end den der ramte Hiroshima.

Det skyldes årtiers intens udvikling og et utal af atomprøvesprængninger.

Jordkloden har i skrivende stund taget imod 2055 atomeksplosioner, men bomben over Hiroshima dræbte flere mennesker end alle de 2054 andre til sammen.

Kære læser - du har nu læst artiklen om Hiroshima til ende. Den er blevet til på baggrund af artikler fra Smithsonian.com, Hiroshima Peace Media Center, Justin McCurry i The Guardian, Studs Terkel i The Guardian, The Asia Pacific Journal, Los Angeles Times, Comics International, Philly.com, BBC News, CTBTO.org, Yale Law School, US Air Force og HBO's dokumentarfilm White Light/Black Rain.

Hvis du har mod på andre længere artikler af samme slags findes der flere herunder: