Udland

Stærke billeder: Overfyldt flygtningebåd kæntrer

Minimum fem personer er omkommet i forlis på Middelhavet, mens 550 andre blev reddet.

Et forlis på Middelhavet nær Libyens kyst har kostet minimum fem migranter livet, ifølge nyhedsbureauet AP.

Mere end 550 andre er reddet, og redningshold er fortsat i gang med at søge i området efter hændelsen med en stærkt overbelastet båd.

Sendte helikoptere og redningsbåde

Et patruljeskib fra den italienske flåde blev opmærksom "på en ustabil båd nær Libyens kyst med utallige migranter om bord," oplyser den italienske flåden i en meddelelse.

Patruljeskibet nærmede sig migranternes båd, og begyndte at distribuere redningsveste.

Men flygtningeskibet kæntrede kort tid efter - sandsynligvis på grund af den pludselige bevægelse, da de mange mennesker om bord skulle have en redningsvest.

Patruljeskibet kastede redningsflåder på vandet, mens et andet skib i nærheden sendte en helikopter og redningsbåde til undsætning.

Næsten 40.000 migranter reddet op

Med den seneste hændelse er antallet af personer, der er reddet og bragt til Italien, oppe på næsten 40.000, oplyser FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR).

Mandag og tirsdag blev omkring 5600 mennesker reddet på Middelhavet.

Langt hovedparten af de mange migranter, som i øjeblikket kommer til Italien, er fra afrikanske lande syd for Sahara.

De omkomnes nationaliteter er ikke oplyst.