Islamisk Stat er under heftigt bombardement i Fallujah
Terrororganisationen Islamisk Stat er under angreb i Syrien og Irak.
To store militæroffensiver, der skal bringe terrororganisationen Islamisk Stat (IS) i knæ, er undervejs i Irak og Syrien.
I Syrien er et angreb i oplandet til Islamisk Stats hovedby Raqqa begyndt, mens irakiske styrker er i gang med en offensiv mod byen Fallujah.
Billederne er sendt ud af den statslige iranske tv-station IRIB og er sendt gennem det europæiske tv-samarbejde EBU, som umiddelbart vurderer billederne til at være ægte. Det er dog siden denne artikels publicering kommet frem, at billederne er lækket allerede tilbage i februar i år. Det fremgår af sitet LiveLeak.com.
Militssoldaterne er shiamuslimer, og de sunnimuslimske befolkningsgrupper i irak beskylder dem for at fare unødvendigt hårdt frem mod byen.
Bombardementer i gang
Ifølge FN er der mellem 60.000 og 100.000 civile inde i Fallujah, og det ventes, at de mange mennesker kommer til at vanskeliggøre kampen om byen. Terroristerne fra Islamisk Stat har ved tidligere lejligheder dækket sig bag skjolde af civile.
Alligevel bliver Fallujah ifølge de sunnimuslimske grupper udsat for heftige bombardementer.
I øjeblikket bliver videoen herunder delt af sunnimuslimer på Twitter.
Offensiven mod Fallujah begyndte i søndags, og hvis den lykkes, vil Islamisk Stat miste en nøgleby i Irak.
Byen var den første der faldt til Islamisk Stat i Irak i januar 2014, og terrororganisationen har holdt Fallujah besat i to år.
Da den USA-ledede koalition erobrede byen i 2004 kostede det over 100 amerikanske soldater livet.
Fallujah ligger bare 65 kilometer vest for Iraks hovedstad Bagdad, og styret har længe arbejdet på at få Islamisk Stat væk fra byen.
Samtidig strammes nettet om IS i Syrien, hvor de indledende manøvrer til en offensiv mod byen Raqqa er begyndt.
Offensiv mod IS indledt i Syrien
Hvis offensiven ved Raqqa lykkes, vil terrororganisationens hovedstad være blottet for et direkte angreb.
IS har holdt byen besat i mere end to og et halvt år og udnævnt den til sin hovedstad.
Det er kurdiske styrker fra den USA-støttede koalition Syrian Democratic Forces (SDF), som har samlet tusindvis af krigere nord for Raqqa.
Du kan se, hvordan de kurdiske soldater danser kædedans og gør sig klar til offensiven herunder.
Tirsdag var kurderne i kamp i byen Ain Issa, der ligger 55 kilometer fra byen.
SDF har udsendt en erklæring om, at koalitionen vil "befri" Raqqa fra IS, og USA er klar til at hjælpe angrebet på vej.
- Vi har altid fokuseret på at smide IS ud af Raqqa og vil fortsætte med at støtte SDF, mens de udfører operationer på landjorden der skal isolere byen, siger Steve Warren, der er talsmand for den koalition som bekæmper Islamisk Stat og oberst i den amerikanske hær.
Lokale skal hjælpe
Kurderne har imidlertid tidligere selv oplyst, at de vil have arabiske oprørsgrupper med i offensiven. Raqqa er ikke en kurdisk by, og befolkningen i området nærer mistro til kurderne. Så hvis et angreb mod Raqqa skal blive en succes er det vigtigt med soldater der kan samarbejde med de lokale.
Angrebet ved Raqqa kommer efter den amerikanske general Joseph L. Votel har besøgt Syrien. Han er chef for den amerikanske centralkommando og er den højest rangerende amerikanske officer, som har besøgt Syrien siden krigen begyndte.
I forbindelse med besøget fortalte han, at amerikanske specialstyrker er i færd med at træne lokale soldater, så de bliver "dygtige og kompetente" partnere.
Der er endnu ingen forlydender om, hvornår et direkte angreb på Raqqa vil finde sted.
Rettelse: Efter denne artikels publicering, er det kommet frem, at billederne er tilbage fra februar, og kan derfor ikke være nyligt filmet i Fallujah.