Europa skrider mod højre - er Frankrig næste land?
Østrig er på vej til at få en højrenational præsident, men også i Frankrig og England er de samme kræfter på spil.
Europæerne rykker til højre. Flygtningestrømmen fra fattigdommen og fra krigene i Mellemøsten og modvilje imod arbejdskraftens fri bevægelighed i EU har fået mange europæere til at hive de nationale vindebroer op og afvise internationalisme og europæisk sammenhold. Hvis briterne siger nej til EU den 23.juni, vil det give tendensen mægtig ny ammunition. Jubelen vil brede sig i vide kredse på det europæiske fastland. De vil bryde ud i ”Rule Britannia” og trutte yderligere i signalhornet i det, der opfattes som kampen imod europæiske centralisme under tysk ledelse.
Frontfiguren i Frankrig i denne kamp for tilbagevenden til nationalstaten og styrkede nationale grænser er Marine Le Pen fra Den nationale Front. Hun har fået renset ud i partiet, der er skabt af hendes far Jean-Marie Le Pen. Den gamle kunne ikke modstå for fristelsen til at flirte med antisemitismen.
"The Donald" vil også have mindre EU
Han syntes og sagde gang på gang, at udryddelsen af seks millioner jøder i perioden 1933-45 er en historisk detalje. Anti-semitismen skræmte franskmænd væk fra partiet. Papa røg ud. Nu er partiet under datteren et mere renlivet anti-EU og anti-indvandrer nationalistisk parti uden i hvert fald racistiske overtoner. Skønt der blandt medlemmerne uden tvivl kan findes racistiske undertoner. Men under Marine er partiet udadtil blevet skrubbet mere stuerent.
Men Marine udgør sammen med bl.a. The Donald, dvs republikanernes præsident kandidat Donald Trump, en stærk røst i det kor, der gerne vil have mindre EU og mere national selvstændighed og opfatter Brexit, britisk udmeldelse af EU, som en historisk chance. For nationalisterne i Europa vil få vind i sejlene og efterligne briterne, hvis et britisk flertal stemmer OUT.
Det gælder også Marine, der skal stå sin prøve til næste års præsidentvalg. Engang ville det lyde som en vits, hvis nogle sagde eller skrev, at Den nationale Front kunne vinde et præsident valg i Frankrig. Men folk grinede også af Donald Trump, da han sagde, at han ville være republikanernes præsidentkandidat. I dag griner ingen over noget som helst i hverken amerikansk eller fransk politik.
Problemer for præsident Hollande
Den socialistiske præsident Francois Hollande har kun problemer. Hans ny arbejdsmarkedslove bliver mødt af strejker og voldelige protester på gaderne. Hollande prøver – her i sit sidste år som præsident i denne periode – at efterligne den socialdemokratiske tyske kansler Gerhard Schrøders succes og reformere arbejdsmarkedet. Men det er formodentlig for sent og forgæves.
Kritikerne i det franske erhvervsliv siger, at reformerne er blevet for udvandede nu, til at kunne få en livgivende virkning på den hensygnende franske økonomi. Arbejdsløsheden i Frankrig er det dobbelte af arbejdsløsheden i Storbritannien og Tyskland. Kritikerne fra venstrefløjen også i Hollandes eget socialistiske parti mener, reformerne er et anslag imod arbejdernes fagforeningssikrede rettigheder. Så socialisterne står svagt og splittet i 2017, hvor der skal vælges ny præsident.
Det borgerlige Frankrig har endnu ikke fundet sin kandidat til præsidentposten. Det bliver afgjort ved primærvalg. Hovedpersonerne er den forhenværende præsident Nicolas Sarkozy og den tidligere udenrigsminister Alain Juppe. De borgerlige skændes indbyrdes.
Marine Le Pen bliver præsidentkandidat
Men hos Marine Le Pen er der absolut ingen uenighed. Hun er den kronede dronning. Hun bliver kandidaten til præsidentposten i Frankrig. Der er to runder ved franske præsidentvalg. Nummer tre ryger ud efter første runde, de to topscorere går videre. Hendes far Jean-Mari Le Pen blev nummer to efter Jaques Chirac i 2002 , Jean-Mari Le Pen slog socialisten Lionel Jospin til en tredjeplads. Derefter tabte Le Pen til Jacques Chirac, idet de borgerlige og socialisterne slog sig sammen om Chirac for at holde Jean-Mari Le Pen ude.
Mange spår delvist samme scenario til valget i 2017. At socialisten ryger ud efter første runde, og at den borgerlige kandidat og Marine Le Pen går videre til anden runde. Men det endelige udfald af den anden runde er ikke nær så sikkert som i 2002. Ingen griner længere af Marine Le Pen. Af mange franskmænd opfattes hun som den, der bedst har vejret stemningen Europa og klarest fornemmet, tolket og formuleret folkelige fornemmelser i forbindelse med europæisering og globalisering. Det vil vælgerne belønne.