Udland

Stort udenrigsministermøde: Her er de vigtigste emner på mødet

Nato er i gang med at lægge en ny og mere aggressiv kurs over for Rusland – og prøver samtidig at forebygge ustabilitet med blødere værdier.

Det bliver de helt store eksistentielle spørgsmål, som Nato-landenes udenrigsministre skal diskutere, når de mødes torsdag og fredag i forsvarsalliancens hovedkvarter i Bruxelles.

Hvad gør man, når en partner bliver en fjende? Hvordan afskrækker man Putin? Og kan man forstille sig en militæralliance, der tænker langt mere i blødere værdier, når det kommer til at undgå ustabilitet i landene omkring sig?

Når det kommer til det sidstnævnte - en ny Nato-strategi med mere fokus på de blødere værdier - er både Libyen og Afghanistan skræmmeeksempler, som man trækker frem.

Netop for at undgå at andre af Nato’s nabolande ender i samme kaotiske tilstande som Libyen og Afghanistan, er der nu lagt op til, at Nato i højere grad vil støtte og gøre mere for at hjælpe lande som Irak, Jordan, Tunesien og Marokko med at håndtere deres sikkerhedsproblemer i tide.

- Lige nu leder alle efter de rigtige svar, også i EU, men det er svært. Men for Nato er det åbenlyst at gå ind og hjælpe disse landes sikkerhedsapparater med at bekæmpe terrorisme og ISIL, forklarer en Nato-kilde.

Ustabile nabolande koster Nato dyrt

Prisen for turbulens i Nato’s nabolande er stor. På et tidspunkt måtte forsvarsalliancen eksempelvis sende 140.000 soldater til Afghanistan og involvere sig i årevis – og som en amerikansk kilde udtrykker det ”fratage landet sin evne til selvhjælp og tage et ansvar for egen fremtid.”

Nato er den dag i dag stadig involveret i Afghanistan med cirka 13.000 soldater. Operationen har været både dyr og med store menneskelige og militære omkostninger. Alene 43 danske soldater har mistet livet i Afghanistan under Danmarks krigsindsats fra 2002-2014.

Når det kommer til Libyen, er vurderingen, at man simpelthen ikke fik planlagt fremtiden i tide. Nato stod for den militære operation, der fjernede den mangeårige libyske diktator Muammar Gadaffi fra magten.

Men hvad skete der derefter? FN’s genopbygningsplan kunne ikke føres ud i livet, og i dag står man med en såkaldt ”failed state” - en ”mislykket stat” - som både udgør en menneskelig katastrofe, en terrortrussel, en migrationskrise og en sikkerhedspolitisk udfordring.

Mere samarbejde med EU

Flere Nato-lande, herunder USA, Tyrkiet og Danmark, ønsker derfor en ny og mere holistisk strategi i Nato. En strategi, som også Nato’s egen generalsekretær, Jens Stoltenberg, er en varm fortaler for.

Alliancen bør – gerne i samarbejde med EU - i langt højere grad end nu gå ind på et tidligt tidspunkt og støtte sårbare lande uden for Nato, inden det er for sent, og landene rent sikkerhedsmæssigt kollapser.

- Det ville klæde Nato at bruge sine mange kompetencer på blødere områder og i langt højere grad forebygge ustabilitet – i stedet for at skulle rydde op militært, når det ER for sent.  Det ville både spare os for rigtig mange udgifter og for udfordringer, siger en Nato-kilde tæt på forhandlingerne.  

Det kunne blandt andet betyde fremtidige opgaver som at træne og opbygge sikkerhedsstyrker, hjælpe med grænsebevogtning, sørge for at få opsuget selvstændige militser og irregulære styrker i en kontrolleret militær struktur, få kontrol over små og lette håndvåben og hjælpe med at håndtere vejsidebomber.

- Det er alt sammen noget, som Nato kunne og burde have haft som et ansvarsområde i Libyen lige efter den militære operation, siger en Nato-kilde til TV 2.

Et af elementerne er også at få et langt mere koordineret samarbejde med EU. En form for arbejdsfordeling, hvor EU kan stå for de blødere sider, mens Nato kan bruges til dét, alliancen er bedst til: indsamle efterretninger, overvåge og lynhurtigt at kunne operere i farlige områder og skabe en tilstrækkelig sikkerhed, så andre blødere organisationer – herunder EU - kan arbejde med sine genopbygningsprojekter.

Putin skal skræmmes væk

Den anden store udfordring, som spiller en nøglerolle på Nato-udenrigsministermødet i Bruxelles, og som bliver et af de helt store emner på sommerens topmøde i Warszawa, er Rusland. Det er nu over to år siden, at Putins militære tropper annekterede halvøen Krim og siden destabiliserede det østlige Ukraine via oprørsstyrkerne – og dermed brød med alle normer for et tæt samarbejde med Nato.

- Vi må indstille os på, at Rusland fortsætter sin kurs. Det er ikke en partner, vi kan stole på og arbejde sammen med, lyder det fra en Nato-kilde, der har indgående kendskab til situationen mellem de to lande.

Selvom alliancen ikke officielt bryder sig om at sætte så skarpe ord på, så ER Rusland gået fra at være en partner til at være en fjende. Det store spørgsmål for Nato er netop nu: Hvad gør man med et land, hvor den politiske elite i stigende grad ser Nato som en fjende - og opererer militært efter dette fjendebillede? Og hvor er balancen mellem afskrækkelse og genoptagelse af dialogen?

De seneste års eksempler på Ruslands militære tilstedeværelse i Nato-områder er mange. Nato-landet Tyrkiet har oplevet sit luftrum blive krænket flere gange, hvilket i januar førte til, at tyrkerne nedskød et russisk kampfly.

I april var den gal i Østersøen, hvor to russiske kampfly fløj så tæt på et amerikansk krigsskib, at amerikanerne betegnede det som et simuleret angreb. Og gennem længere tid har landene omkring Østersøen råbt vagt i gevær over russernes militære mobilisering i Kaliningrad, der ligger som en enklave imellem flere Nato-lande.

Nato besluttede i 2014 at afbryde alt praktisk samarbejde med russerne oven på Ukraine-krisen, og siden da er der kun blevet til ét enkelt møde i det såkaldte Nato-Rusland-Råd. Et møde, som fandt sted for en måned siden. Mødet var ingen katastrofe, men førte heller ikke nogen udvikling med sig.

Flere soldater skal udstationeres i første linje-lande

Derfor barsler de 28 Nato-lande også med nye planer om at udstationere – på mere eller mindre permanent vis - tusindvis af soldater i de baltiske lande og eventuelt Polen, Rumænien og Bulgarien. Den endelige beslutning om, hvor soldaterne skal sendes hen, og hvor mange såkaldte bataljoner – gruppe af soldater på cirka 1.000 mænd, det drejer sig om – ventes først at blive taget tæt på topmødet i Warszawa i juli måned.

- Jeg kan bekræfte, at vi diskuterer muligheden for en model med en bataljon i hvert af et antal østlige lande, siger Nato’s generalsekretær, Jens Stoltenberg forude for dagens udenrigsministermøde. 

FAKTA: Nato's svar på den russiske trussel

  1. Readiness Action Plan (RAP)

    Ved det seneste Nato-topmøde i Wales i september 2014 vedtog forsvarsalliancen den såkaldte Readiness Action Plan (RAP), som kort fortalt er Nato’s største militære styrkelse siden Den Kolde Krig.

    Planen er først og fremmest et svar på det anspændte forhold til Rusland set i lyset af Ukraine-krisen og annekteringen af Krim og handler om at gøre Nato bedre rustet til at håndtere fremtidige kriser.

    Der er et særligt fokus på at være klar til at rykke ud i Østeuropa, men RAP-planen skal også kunne bruges i forbindelse med trusler fra Mellemøsten og Nordafrika.

    Readiness Action Plan består blandt andet af en Nato-udrykningsstyrke, den såkaldte Nato Response Force (NRF). Den består af både luft-, land- og flådestyrker og blev i Wales fordoblet til at bestå af 30-40.000 soldater.

  2. Very High Readiness Joint Task Force (VJTF)

    Set i lyset af de nye kriser har Nato også etableret den såkaldte Very High Readiness Joint Task Force (VJTF), bedre kendt som Nato's ”spydspids” eller ”brandkorps”. Det er kort fortalt en fælles udrykningsstyrke på cirka 5.000 multinationale tropper, der er klar til at rykke ud med meget kort varsel, hvis et Nato-land bliver angrebet eller som en forebyggende foranstaltning. VJTF vil efterfølgende kunne forstærkes med de resterende dele af den 30-40.000 Nato-udrykningsstyrke. Danmark deltager med en bataljon på ca. 1000 soldater i VJTF´en i 2017, hvor det er briterne, der har hovedansvaret for den hurtige udrykningsstyrke.

    Sammen med Tyskland og Polen er Danmark derudover såkaldt ’rammenation’ for hovedkvarteret i polske Stettin, som med den nye Nato-strategi har fået en langt større rolle, når det kommer til forsvarsalliancens nordøstlige region. Her foregår nu flere øvelser, basen er blevet udstyret med mere militært udstyr og skal rent praktisk være i stand til at modtage og indsætte udrykningstropper, hvis der pludselig bliver brug for en større militær tilstedeværelse i regionen.

    Stettin-hovedkvarteret har også overopsynet med nogle af de seks nye små kommandocentre i de mest udsatte lande i forhold til truslen fra Rusland - henholdsvis Estland, Letland, Litauen, Polen, Rumænien og Bulgarien. Disse centre ligger helt ude i ”første linje” og skal være med til at forberede indsatsen af Nato’s spydspids.

  3. Fremtiden

    Forsvarsalliancens nyeste planer går ud på at have mere eller mindre permanente udstationerede soldater i en række Nato-medlemslande, der ligger tættest på Rusland, ikke mindst de baltiske lande. Det er dog stadig til diskussion, hvor mange bataljoner – styrker på cirka 1000 mænd – der er tale om. Og det er ligeledes heller ikke på plads, hvilke lande de skal udstationeres i. Disse planer om en mere permanent tilstedeværelse i udvalgte Nato-lande bliver et af hovedtemaerne på topmødet i Warszawa til juli.

Kilde: NATO, Forsvarsministeriet