Egyptisk minister om nedstyrtet fly: Stor sandsynlighed for terror
Der var 66 personer om bord, da et passagerfly på vej til Egypten pludselig forsvandt fra radaren.
Der er større sandsynlighed for, at at det forsvundne Egypt-Air-fly har været udsat for et terrorangreb end en teknisk fejl.
Sådan lyder det fra Egyptens luftfartsminister torsdag eftermiddag. Men det er ikke bekræftet.
Der var i alt 66 mennesker om bord på flyet, der "forsvandet fra radaren" på en tur fra Paris til Kairo. Det oplyste flyselskabet tidligt torsdag morgen på Twitter.
- Fly MS804, der lettede fra Paris klokken 23.09 europæisk sommertid mod Kairo, er forsvundet fra radaren, skriver selskabet.
Efter næsten et halvt døgns søgen uden resultat kunne græsk stats-tv kort før klokken 15 (dansk tid) berette, at de første vragdele fra flyet var fundet. Vragdelene blev opdaget syd for den græske ø Karpathos af græske myndigheder. Det er dog senere blevet afbekræftet af EgyptAir.
Tidligere på dagen torsdag kunne Frankrigs præsident François Hollande på et pressemøde bekræfte, at flyet er styrtet. Udover det kunne han også fortælle, at det er forsvundet efterfølgende. Det skriver The Guardian.
Græske myndigheder er i gang med at efterforske oplysninger fra en kaptajn på et handelsskib, der angiveligt har observeret en flamme på himlen i forbindelse med flyets forsvinden. Det skriver Reuters.
Kontakten med flyet blev afbrudt kort efter klokken 02.45 dansk tid natten til torsdag, da det befandt sig over Middelhavet efter at være fløjet over Alperne, det nordlige Italien og Kroatien.
Flyet befandt sig i cirka 11 kilometers højde og cirka 16 kilometer inde i egyptisk luftrum, da det forsvandt fra radaren. Det oplyser EgyptAir på Twitter ved 05.15-tiden, cirka halvanden time efter at det skulle være landet.
På det tidspunkt havde det været i luften i tre timer og 40 minutter og var kun knap en halv time fra lufthavnen i Kairo.
Ifølge Ehab Mohy el-Deen, der er chef for Egyptens civile luftfartsmyndighed, var det græske flyveledere, der kontaktede de egyptiske myndigheder, da flyet forsvandt fra deres radarskærm.
- De bad ikke om hjælp over radioen eller tabte højde. De forsvandt bare, siger han ifølge The New York Times.
Ifølge hjemmesiden Flightradar24.com er passagerflyet en Airbus 320-232. På flyvningen havde det 66 personer om bord. Der var 30 egyptere, 15 franskmænd, en brite, en belgier, to irakere, en fra Kuwait, en fra Saudi Arabien, en fra Sudan, en fra Tchad, en portugiser, en algier og en canadier om bord på flyet, skriver AirEgypt på Twitter.
Militær benægter at man opfangede nødsignal
Det egyptiske militær benægter nu i en erklæring, at en militær enhed fra Egypten opfangede et nødsignal fra det forsvundne fly. Det skriver Reuters og AFP.
Tidligere rapporterede flere medier, at den egyptiske hær havde modtaget et nødsignal fra flyet klokken 02.46 (dansk tid).
Kilder i det tyske luftfartsselskab EgyptAir sagde tidligere til det tyske nyhedsbureau dpa, at flyet udsendte "et automatisk nødsignal".
- Nødsignalet blev modtaget mindre end ti minutter, før flyet forsvandt, sagde anonyme talsmænd for EgyptAir.
Borgerservice: Ingen kendskab til danskere om bord
Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser, at der ikke er nogen meldinger om danskere på flyet.
De egyptiske myndigheder er ifølge EgyptAir i gang med en rednings- og eftersøgningsaktion.
Både Grækenland, Frankrig og Egypten har sat fly og skibe ind i eftersøgningen af et passagerflyet.
Nato er også klar til at hjælpe i eftersøgningen:
- Hvis der kommer en forespørgsel om assistance fra Nato, er vi selvfølgelig klar til at hjælpe, siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.
I marts blev et passagerfly fra EgyptAir mellem Kairo og Alexandria kapret af en mand, der tvang det til at ændre kurs til Cypern. Det viste sig at være en mand, der ville have opmærksomhed fra sin ekskone.
Flyselskabet EgyptAir tilbyder pårørende, at de kan ringe gratis til Egypten.
Her er et overblik over de seneste fem års flystyrt.