Udland

Tag med i kirke i Syrien - her holder de med Assad

Som kristen i Syrien holder man med Assad-regimet. Det er de eneste, der beskytter dem. Ulla Terkelsen har besøgt en kirke i Damaskus.

De kristne i Syrien har religionsfrihed. Mellem 15 og 20 procent i hovedstaden Damaskus er kristne. Og mange af dem ved godt, at Assad-styret lang fra er demokratisk, og at regimet har utroligt meget ondskab på samvittigheden.

Men i en del af verden, hvor den militante islamisme stormer frem, og den religiøse fundamentalisme breder sig i form af IS, så er det kristne mindretal i Syrien glade for regimet.

Netop fordi det ikke er religiøst, men tværtimod mere sekulært, dvs. verdsligt, end de fleste andre regimer i Mellemøsten. 

Assad er lig med beskyttelse

Derfor frygter de kristne den radikale islamisme mere end andre. For de ved, at den kan betyde afslutningen på det kristne liv i Syrien, der er ligeså gammelt som kristendommen selv.

Den regerende Assad-familie er alawitter, det er et lille mindretal i shia-islam. Alawitterne er, både med hensyn til kvinders status, alkohol og synet på andre religioner, meget liberale. 

Derfor føler de kristne her i Syrien, at styret er deres garant for at kunne leve et religiøst liv, som det passer dem i et land, hvor sunni-muslimerne udgør det store flertal. 

Så alawitterne og de kristne udgør begge religiøse mindretal. Derfor respekterer de hinanden.

De er et udsat mindretal i et blodigt hjørne af verden, som føler sig beskyttet af et regime, som Vesten og Saudi-Arabien bekæmper.

Ulla Terkelsen, TV 2

På besøg i kirken

Den kirke, vi besøger, hedder Eglesia Latina og er en Franciskaner-kirke, altså drevet af Franciskaner-ordenen, der blev grundlagt i Italien af Frans af Assisi i 1209.

I maj måned er der messe i kirken hver aften kl. 18, og der er pænt fyldt.

Præsten var på besøg fra Idlib, et område med kraftig tilstedeværelse af terrorbevægelsen IS. Derfor ville han ikke fotograferes eller identificeres. For han skulle tilbage til Idlib, hvor hans kristendom kan koste ham livet.

Der er skudhuller i vinduerne oppe ved orglet, lyset i kirkens lysekroner kommer og går på grund af strømsvigt, og midnatsmessernes tid er forbi.

I Damaskus tør de færreste gå ud i byen om aftenen. Så i stedet er der tidlige messer.

Ingen af dem, vi snakkede med, troede på fred snart.

De er et udsat mindretal i et blodigt hjørne af verden, som føler sig beskyttet af et regime, som Vesten og Saudi-Arabien bekæmper.

I Mellemøsten er intet enkelt. Eller som de siger: To og to er ikke fire. 

De moralske grænselinjer slår store sving, ja udsving. Oftest går de i hårdknude.