Domstol gør klar til at udlevere verdens største narkobaron

Nu er det kun den mexicanske udenrigsminister, der mangler at sige ja til udleveringen af narkobaronen "El Chapo"..

Verdens mest kendte og berygtede narkobaron, mexicanske Joaquin Guzman, kendt som "El Chapo", kan blive udleveret til USA.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Det er en mexicansk domstol, der har sagt god for, at ”El Chapo” kan retsforfølges i USA. Og dermed er det kun Mexicos udenrigsminister, der mangler at nikke ja til udleveringen.

Den største narkobaron nogensinde

Joaquin Guzman anses for at være den største narkobaron nogensinde. Han har været fængslet og efterfølgende flygtet ad flere omgange, men blev senest anholdt i januar i år efter en spektakulær flugt fra Mexicos mest sikrede fængsel.

I USA er narkobaronen anklaget for flere kriminelle forhold. Blandet andet indsmugling af milliarder af dollar. Og han har ifølge den amerikanske anklagemyndighed tusinder af liv på samvittigheden som følge af narkoafhængighed og bandevold.

Amerikanerne har længe haft en ønske om at få ”El Chapo” udleveret, og da han blev fanget i januar lød begrundelsen fra det amerikanske udenrigsministerium blandt andet:

- Kriminelle som Guzman Loera bærer skylden for, at hundreder ton forbudte stoffer årligt smugles ind i USA og for ufattelige mængder vold og dødsfald i vores land og i resten af verden, skrev det amerikanske udenrigsministerium i en erklæring.

Føler sig tortureret i mexicansk fængsel

”El Chapo” sidder for øjeblikket i et fængsel i den nordmexicanske by Juarez. Det ophold har ifølge Ekstra Bladet, der citerer AP, ikke gjort noget godt for hans mentale tilstand.

Efter den spektakulære flugt fra Altipano-fængslet i 2015 har myndighederne nemlig besluttet, at han skal være under konstant overvågning. Og ifølge ”El Chapo” selv, svarer det til tortur på grund af manglende søvn.

- Jeg føler mig som en søvngænger. Mit hoved og mine ører gør altid ondt, og jeg har det i det hele taget dårligt, siger han ifølge et dokument, som AP har fået adgang til.

Klar til at appellere udvisning

På trods af "El Chapos" utilfredshed med sit nuværende fængsel, tyder intet på, at han er interesseret i at blive udleveret til USA.

En af narkobagmandens advokater, Juan Pablo Badillo, sagde i januar, at Guzman slet ikke kan udleveres til USA.

- Efter forfatningen hverken kan eller skal han udleveres til noget land, sagde Badillo til den mexicanske tv-kanal Milenio.

- Fordi han er mexicaner, og Mexico har gode love og en retfærdig forfatning. Der er fuld tillid til fængslernes autoritet.

Og netop modstanderen fra advokaterne kan resultere i, at der går måneder og måske endda helt op til seks år, før han bliver udleveret til USA.

Jose Refugio Rodriguez, en anden af Guzmans advokater, siger ifølge Ekstra Bladet mandag, at domstolens beslutning om udlevering vil blive appelleret, hvis udenrigsministeren også sige ja.

- Det vil vi gøre, men ikke med det samme, fordi det er en proces, der skal vindes på argumenter. Vi har 30 dage, siger Rodriguez ifølge nyhedsbureauet.