Fortiden skulle slettes: Zhang meldte sin mor til politiet - så blev hun skudt

De 300 arbejdere ankommer en morgen i slutningen af november. De er hver især blevet lovet en beskeden løn svarende til to dages arbejde. Men da de ankommer, står det klart, at gravearbejdet kommer til at tage meget længere tid end det.

På vej hen mod mausoleet ser de grupper af unge, der er i gang med at ødelægge statuer og friser, der markerer indgangen. En anden gruppe er kravlet op på en søljegang, hvor de er ved at knuse ansigterne på de indhuggede statuer. Deroppe smadrer de også gravpladsens store indgangsfrise med ordene ”Evigt forår”.

De hyrede arbejderes opgave består i at grave de jordiske rester af alle gravene op og ødelægge dem. Men der viser sig at ligge over 2000 afdøde på gravpladsen, så efter en længere forhandling bliver de enige om kun at smadre de vigtigste nøglepersoners. På den måde er den symbolske mission fuldført, mener de tilrejsende fra Beijing.

Derefter går de i gang med arbejdet. 100 mand går over til de nyere grave. De friskeste af ligene bliver afklædt og hængt op i træerne. Imens hujer tilskuerne, og flere stikker til de rådnende kroppe med kæppe.

Imens kaster 200 arbejdere sig over den vigtigste grav dem alle: Der hvor de jordiske rester af filosoffen Confucius i sin tid blev lagt.

I 2500 år lå manden, der er blevet kaldt Kinas svar på Sokrates, under jorden i Qufu i det sydvestlige Kina. Men denne novembermorgen i 1966 er det slut: Hans gravkammer bliver knust, et tre meter hul gravet, og til sidst bliver der sprængt et endnu større hul med dynamit.

Se også

Massegraven på Verdens tag: - Den halve blå krop er ikke en, der tager et velfortjent hvil

I et telegram skriver de selvudnævnte ledere fra Den Røde Garde, der er rejst 550 kilometer med tog fra Beijing, begejstret hjem til Mao Zedong:

”100.000 medlemmer af de revolutionære masser vil gerne rapportere en spændende udvikling: Vi har gjort oprør! Vi har gjort oprør!”

Oprøret består i, at en af Kinas vigtigste kulturskatte nu er ødelagt. Med formandens velsignelse.

Den ”Kulturelle Revolution” er for alvor i gang.

Og det skulle vise sig, at ikke kun Confucius’ grav er truet. Også Kinas mest berømte kulturskat bliver beordret nedrevet: Den Kinesiske Mur.

Mao udpeger forræderne

Det, der kommer til at bringe Kina på den anden ende de næste 10 år, er et notat med det ydmyge navn 16. Maj-notatet. Mao Zedong præsenterer det på et møde i kommunistpartiets ledelse, og beskeden er klar: Der er en forræder iblandt os.

Ifølge Mao har kapitalisme og liberalisme langsomt sneget sig tilbage i det kinesiske samfund 17 år efter revolutionen, og derfor er det nu tid til en ny: En kulturel revolution. Det gælder både internt i kommunistpartiet, hvor mange har bevæget sig for langt væk fra det idelogiske udgangspunkt, men også ude i samfundet, hvor Mao fremhæver fem grupper – kaldet ”sorte” - der må gøres noget ved: rige bønder, ejendomsspekulanter, anti-revolutionære, højreorienterede og såkaldt ”dårlige elementer”.

Samtidig udvalgte han også røde grupper – på hvem samfundet skal bygges: arbejderne, de fattige bønder og kommunistpartiets loyale tilhængere.

Maos plan tager for alvor fart, da en varm støtte og professor på universitet i Beijing hænger et stort banner op, hvor hun erklærer, at læreanstalten bliver drevet af borgerlige lakajer. Budskabet bliver læst op i radioen, blåstemplet af Mao og kort efter begynder skoler at lukke ned og lærere at blive anklaget for at være anti-revolutionære. I løbet af sommeren 1966 fejer en ny revolutionær bølge hen over landet.

Ind med det nye – et kommunistisk samfund uden fortidens ballast. Og det kræver et opgør med det gamle: Gamle skikke, gamle vaner, gammel kultur og gammel tankegang. Det var netop opgøret med disse fire af fortidens synder, der blev startskuddet til omfattende ødelæggelser af Kinas kulturarv. Tanken var, at de måtte væk, før et nyt system for alvor kunne blive hverdag i Kina.

Og her stod altså Kinas rige historie i vejen for de grupper af voldelige militser, der fik tilnavnet Den Røde Garde.

Der var en sang under revolutionen, der hed ”Mor og far er kære, men formand Mao er kærere”.

Zhang Hongbing

I et interview med The Guardian viser 60-årige Zhang Hongbing den undseelige gravsten, hvorunder hans mor – lægen Fang Zhongmou ligger begravet. Hun var en af de mange, der mistede livet under Den Kulturelle Revolution.

Zhang fortæller, at Den Kulturelle Revolution fik de familiære følelser til at fordufte og blive erstattet af klassekamp. Og fordi hans morfar var en såkaldt anti-revolutionær, var hans mor mistænkt for at være det samme.

I familien havde de et ophedet skænderi, hvor hans mor kritiserede Maos personkult og udtalte støtte til flere kommunistledere, der var blevet sendt i landflygtighed.

- Vi tog afstand fra hende, men hun var uenig. Hun tog Maos billede ned fra væggen og brændte det. Min far og jeg gik til politiet og anmeldte hende.

Moderen havde ingen forsvarsadvokat, og to måneder senere blev hun erklæret skyldig i at være anti-revolutionær og skudt. Hun ligger begravet få meter fra, hvor hun blev henrettet. Dræbt, fordi hendes egen familie stak hende.

Se også

Fysikforsøget fra Helvede: 31 døde, mens elefantfoden gik gennem gulvet

Først efter 10 år begyndte det at gå op for Zhang, at han havde gjort noget forkert.

- Efter 43 års eftertanke ved jeg, at jeg tog fejl dengang. Nu må jeg sige undskyld til min mor. Vi må huske denne smertelige historiske lektie og aldrig lade det ske igen.

Zhang tog også senere afstand fra sin far, fordi han begik den borgerlige udåd at købe ansigtscreme til Zhangs søster. Som en del af Maos ungdomshær - Den Røde Garde - fulgte han formandens mindste vink og så det som sin fornemmeste opgave at beskytte hans navn og ideologi.

"Riv den kinesiske mur ned"

Den Røde Garde hentede deres diffuse ordre direkte fra Mao Zedongs ord. De var ikke stramt styret fra Beijing, men Mao lagde retningslinjerne ud. Han satte en gruppe med sin kone i spidsen til at få dem ført ud i livet. Det var Mao og denne gruppe, der definerede, hvad der var skidt for samfundet. Gamle skikke, gamle vaner, gammel kultur og gammel tankegang. Hvad der så passede ind under disse fire begreber var åben for bred fortolkning.

Men ordren om at fjerne historiske minder kom fra formanden. Han opfordrede direkte til, at Den Kinesiske Mur skulle splittes ad sten for sten, og bygningsmaterialerne i stedet bruges til at opbygge landbrugssamfundene langs med Muren.

Det gik særdeles hårdt ud over det 2000 år gamle bygningsværk. I dag kan man langs muren finde huse, der i vid udstrækning er bygget af materialer, der oprindelig var en del af muren. På grund af nedrivning og generel misligeholdelse er en tredjedel af Muren i dag helt eller delvist styrtet sammen.

Og det var nær gået endnu værre med Kinas anden store kulturskat: Den Forbudte By i centrum af Beijing. I århundreder var det lukkede områdes pomp og pragt forbeholdt en kejser, der undertrykte det arbejdende folk. Den symbolik betød, at Den Røde Garde også blev mobiliseret for at ødelægge disse historiske bygningsværker.

Men her satte Kinas populære premierminister Zhou Enlai foden ned. Ganske vidst var det ham, der i vid udstrækning styrede landet under Den Kulturelle Revolution, men han forsøgte sideløbende at begrænse skaderne af Den Røde Gardes hærgen.

Han udstationerede simpelthen en garnison soldater inde bag Den Forbudte Bys tykke mure. Portene blev derfor holdt lukkede fra 1966 til 1971, og det reddede det unikke stykke kulturhistorie.

Men uden for murene fortsatte destruktionen af kulturarv.

Børn tæver lærere

Det er ikke tilfældigt, at det netop er en plakat ophængt på Beijings Universitet, der sætter gang i Den Kulturelle Revolution. For det er i høj grad de unge – navnligt studerende – der går på barrikaderne.

På gymnasiet for partielitens børn i Beijing bliver Liu Jin udpeget som de studerende leder. Hun står dermed i spidsen for den udrensning, der sker i skolens lærerstab. I begyndelsen bliver grupperne af unge styret og kontrolleret af kommunistpartiet. Men langsomt vokser bevægelsen sig større, og det er ikke længere muligt for partiet at holde styr de unge. Det kulminerer en aften i sommeren 1966.

Se også

Brintbomben der forsvandt over Spanien spøger stadig

På ordre fra partitoppen er de unge på universitetet begyndt at afsætte lærere af tvivlsom karakter. Alle, der ikke bliver set som værende sande revolutionære, ryger på porten.

Med viceforstanderen Bian Zhongyun står det så slemt til, at hun bliver tilbageholdt på gymnasiet og spærret inde. Hun havde begået flere forbrydelser, der krævede en reaktion: Hun har ikke svaret på en elevs spørgsmål om, hvordan portrættet af Mao på væggen skal behandles i tilfælde af jordskælv, og hun bliver (grundløst) anklaget for at have en affære med en af de mandlige lærere. Hun bliver kort sagt betragtet som et skidt element.

En gruppe af de studerende tvinger hende til at tromme på et skraldespandlåg, mens hun råber:

Jeg er en fortaler for den kapitalistiske metode. Jeg er en anti-revolutionær. Jeg fortjener tæsk.

Bian Zhongyun

Og det får hun. En gruppe førsteårspiger kaster sig over hende for at vise deres engagement, og de sparker og slår hende. Også med stoleben.

Liu forsøger sammen med sin næstkommanderende at få stoppet slagene, der hagler ned over vicerektoren. Tre gange lykkes det at få gerningsmændene til at gå lidt væk. Men så forlader lederne lokalet for at gå op på deres kontor – og nedenunder fortsætter volden.

- Jeg var bange for at blive kritiseret for at forhindre volden. Det var derfor, jeg ikke gjorde mere for at stoppe det, fortæller Song til The Guardian her mange år efter.

I dag står der en lille byste til minde om Bian bagest i et mødelokale på skolen, hvor den blev opsat i 2011. Uden forklaring. Blot med hendes navn og fødsels- og dødsår. Men alene det er en præstation i et Kina, der fortsat ikke taler om hændelserne i årene under revolutionen. Bian er et af mange ofre, der omkom i den såkaldte ”Blodige August” i 1966.

Klokken syv om aftenen bliver Liu og Song hentet nedenunder, fordi Bian er holdt op med at bevæge sig. De får hende læsset op på en vogn og skubbet hen til det nærmeste hospital, men her tør de ikke behandle en ”fjende af folket”. Først da en anden lærer går med til at påtage sig ansvaret, bliver hun lukket ind. Men da er det for sent.

Maos revolution er falmet

I 1966 har kommunistpartiet siddet på magten i Kina i 17 år, men den røde revolution er falmet.

Under ledelse af formand Mao Zedong havde styret iværksat en vækstplan kaldet ”Det store spring fremad”. Formålet med femårsplanen var at gøre Kina til en militær og økonomisk supermagt og at gøre det overvejende primitive landbrugsland til en moderne industrination. Det endte som en katastrofe af hidtil usete dimensioner.

I perioden fra 1959-61 udspillede der sig derfor den værste menneskeskabte katastrofe nogensinde. Forsøget på at øge produktionen i både landbruget og industrien samtidig slog fejl og med det Kinas livsvigtige fødevareproduktion. I løbet af de tre år mistede 30 millioner kinesere livet, langt de fleste af dem af sult.

I realiteten lå regeringen i Beijing i åben krig med landets bønder, der nu skulle afgive slægtsgårde til staten og i stedet arbejde i kollektiver. Flere millioner blev dræbt af lokale militser, der blev sat ind for at gennemtvinge kommunistpartiets mindste vink.

Se også

54 døde efter viral video: Hæren blev sat ind, og stjernen omkom i sin pool

Den totale fiasko sendte Mao ud på et sidespor. Internt i kommunistpartiet mærkede han konkurrenterne ånde ham i nakken, og mange af dem, der var røget ud i kulden for at kritisere ”Det store spring fremad”, blev nu hentet ind i varmen igen. Den mere reformvenlige Deng Xioping sad nu ved roret i Folkerepublikken Kina, og Mao blev tvunget til at erkende sine fejl. I realiteten var han herefter – i hvert fald bag kulisserne - frosset ud fra magtens centrum i en årrække.

Frem til 1966, hvor 16. Maj-notatet sender Mao tilbage i rampelyset.

For nu skulle der renses ud.

Revolutionen handlede om magt

Når eksperter i dag ser tilbage på perioden, er den generelle vurdering, at Den Kulturelle Revolution i virkeligheden handlede mere om magt end om kultur. Mao Zedong ville tilbage til magtens centrum, og han udnyttede sin store stjerne i befolkningen til at komme derop. Han havde næppe forudset, at Den Røde Garde ville gå så hårdhændet til værks, men den overordnede mission lykkedes.

Et af de elementer i samfundet, som Mao ville tage et opgør med, var bureaukratiets elite. De intellektuelle, de magtfulde, de selvstændigt tænkende. For ifølge formanden var de et udtryk for borgerlig individualisme og stod derfor i modsætning til arbejderne, bønderne – dem, der skulle bære Kina fremad.

Derfor blev tusinder af universitetsprofessorer og forskere sendt på genopdragelse ude på landet. De skulle lære at smøge ærmerne op og lære den lille mands sure slid at kende, så de måtte skifte bøgerne ud med skovl og plov.

En af dem, der ifølge Mao havde brug for at vende tilbage til de jordnære værdier, var hans konkurrent til rigets mest magtfulde post: Deng Xiaoping.

Deng var kendt som en stor strateg og som en mere liberalt tænkende ideolog end Mao. Som resultat blev en af nationens skarpeste hjerner sendt til en traktorfabrik i Jiangxi-provinsen, hvor han tilbragte fire år som arbejdsmand.

Hans søn blev ligeledes fængslet og endte som krøbling, fordi han blev smidt – eller sprang – ud fra et vindue på tredje sal.

Også præsidenten Liu Shaoqi, der i årevis havde tilhørt den fløj af partiet, der var i opposition til Mao, røg ud i kulden og blev offentlig hængt ud som kapitalist og fik tæsk for øjnene af en hujende folkemængde.

Mao udnyttede det generelle kaos og opstand til at få ryddet konkurrenterne af vejen. Han var igen Kinas ubestridte leder – og han sad tungt på magten frem til sin død i 1976.

Revolutionen endte i fiasko

Men hvordan gik det så med formandens anden revolution?

Landet blev sendt ud i en de facto borgerkrig, hvor Den Røde Garde hærgede efter forgodtbefindende, og hvor lov og orden var sat ud af spillet. Et sted imellem en halv million og to millioner mennesker omkom, og tusindvis af uvurderlige kulturskatte blev ødelagt.

Men allerede før den sidste tids sygdom tog livet af Mao Zedong, stod konkurrenterne klar i kulissen til at rive hans visioner op med roden. Hans hustru blev anholdt kort efter hans død, og på hendes skuldre blev lagt hele ansvaret for alle ødelæggelser under Den Kulturelle Revolution.

Se også

Gåden om astronauternes fald - de sidste ord var 'uh oh'

Internt i kommunistpartiet blev hans egen kronprins udmanøvreret af kinesisk politiks store strateg og overlever, Deng Xiaoping, der et par år tidligere var blevet hentet tilbage fra traktorfabrikken for at få landet under kontrol. Han havde ventet tålmodigt – holdt sig fra at kritisere Mao – og var nu parat til at tage Kina i en helt ny retning.

Med ham begyndte en tid med økonomiske reform. Med charmeoffensiv over for USA. Og med bevægelser imod en markedsøkonomi først med etableringen af frihandelszoner. Kina skulle være en aktiv del af verden, og den lille røde bog med Mao-citater, der blev trykt i over en milliard eksemplarer, blev nu lagt på hylden.

Ydmyget og detroniseret hængte Maos kone sig på 25-års-dagen for 16. Maj-notatet, der startede hele Den Kulturelle Revolution.

Ingen kritiserer Mao

Den Kinesiske Mur overlevede og blev til landets største turistattraktion. Det samme skete for Den Forbudte By, der ironisk nok stadig har Maos portræt hængende på facaden.

For Mao selv har de aldrig rigtig taget afstand fra. Ikke Deng Xiaoping, der endte på traktorfabrikken. Ikke Kommunistpartiet. Og ikke den nuværende præsident Xi Jinping, hvis egen far også blev sendt på traktorfabrik, fængslet, og først fik sin frihed igen, da Mao var død og borte.

Men borte er han alligevel aldrig helt, Mao. Det var hans revolution – den første af dem – der skabte den moderne kinesiske folkerepublik. Det er arven efter ham, der legitimerer, at kommunistpartiet stadig sidder tungt på magten i landet.

Så derfor taler man ikke så meget om, at han nær havde nedrevet selveste Den Kinesiske Mur.

Petter Ettrup er udlandsredaktør på TV 2. I 2013 og 2014 boede og arbejdede han som journalist i den kinesiske storby Shanghai.