Udland

Mistede tre børn på MH17: Nu er de blevet forældre igen

Næsten to år efter at de mistede deres tre børn, da MH17 blev skudt ned over Ukraine, er et australsk par igen blevet forældre.

På et øjeblik blev Anthony Maslin og Marite Norris barnløse, da passagerflyet MH17 i juli 2014 blev skudt ned over Ukraine. 

12-årige Mo, 10-årige Evie og lillebror Otis på otte år var sammen med deres morfar Nick Norris ombord på flyet, på vej hjem til Australien efter en ferie i Holland, mens forældrene blev et par dage ekstra i Europa.

- Vores smerte er intens og ubønhørlig. Vi lever i et helvede hinsides helvede. Ingen fortjener at lide, som vi gør. Ikke engang de mennesker, der skød vores familie ned, udtalte det australske par efterfølgende i en pressemeddelelse. 

Men nu, snart to år senere, har parret fundet tilbage til livet igen med fødslen af datteren Violet May, som forældene mener er "en gave, som er sendt fra Evie, Mo, Otis og Nick."

Det skriver nyhedsbureauet AP. 

- Violets fødsel bekræfter vores tro på, at kærlighed er stærkere end had. Vi lever fortsat med smerten, men Violet og erkendelsen af, at alle fire børn for altid vil være med os, bringer lys til vores mørke, lyder det i en udtalelse fra de nybagte forældre fra Perth i det vestlige Australien.

Mørke kan ikke uddrive mørke

Nedskydningen af MH17 fra Malaysian Airlines kostede alle 298 mennesker ombord livet. Efterfølgende blev vragresterne fundet på en mark - spredt over flere kilometer. Mens ingen mennesker havde overlevet flystyrtet, fandt man flere personlige ejendele og identifikationskort. 

Siden konkluderede en omfattende hollandsk undersøgelse, at det var et russisk-konstrueret 9M38 Buk-missil - et såkaldt jord-luft-missil, som havde skudt flyet ned over Ukraine. Personer fra 10 forskellige nationer omkom i flystyrtet. To tredjedele af passagerne var fra Holland, mens 27 australske statsborgere mistede livet.

Anthony Maslin og Marite Norris slutter med at henvise til et citat fra den amerikanske borgerrettighedskæmper Martin Luther King Jr.:

- Mørke kan ikke uddrive mørket; det kan kun lyset. Had kan ikke uddrive had; det kan kun kærlighed.