Udland

14 meter høj mur af vand truer hundredetusinder med død og ødelæggelse: Nu får de endelig hjælp

En katastrofe truer den irakiske millionby Mosul. Soldater og ingeniører arbejder på at forhindre, at dæmningen nord for byen brister.

Ulykkerne hagler ned over det krighærgede Irak. I den nordlige del af landet er millionbyen Mosul indtaget af den islamiske terrororganisation IS.

Samtidig - 50 kilometer nord for byen - gemmer der sig en skjult trussel under landets største dæmning, som holder vandmasserne fra Tigrisfloden og den tilstødende Mosul-sø tilbage.

I denne uge besøgte den italienske forsvarsminister Roberta Pinotti dæmningen. Italien sender omkring 450 soldater til dæmningen for at beskytte de ingeniører, som det italienske selskab, Trevi, har sendt afsted for at reparere den skrøbelige dæmning.

Centralregeringen i Baghdad har indgået en kontrakt med Trevi til en værdi af 13 milliarder kroner for arbejdet med at sikre konstruktionen, der er bygget på et skrøbeligt fundament af mineralsk jord, som kræver konstant vedligeholdelse for ikke at synke sammen. Dagligt pumper irakiske arbejdere 2 ton cement ned i undergrunden gennem borehuller for at holde dæmningen stabil.

I hovedstaden Baghdad drøftede Roberta Pinotti situationen med den irakiske premierminister Haider al-Abadi. Og situationen er alvorlig.

I februar advarede den amerikanske ambassade i Baghdad de lokale indbyggere langs Tigrisfloden om, at dæmningen kunne kollapse. Og ifølge amerikanerne vil det være en katastrofe af bibelske dimensioner, hvis dæmningen brød sammen. En 14 meter høj bølge ville rejse sig og oversvømme Mosul på blot få timer. 1.5 miliioner mennesker ville være i livsfare. Vandet ville nå så langt som til Baghdad over 400 kilometer længere sydpå og ødelægge alt på sin vej.

- Hvad vi ved er, at havde dæmningen ligget i USA, så havde vi tømt søen, der støder op til, fortalte den øverstbefalende for de amerikanske styrker i Irak, generalløjtnant Sean MacFarland, til en gruppe journalister i januar.

Hvis dæmningen fejler, vil vandet ramme Mosul inden for fire timer. Vandet rammer Bagdad inden for 45 timer. Nogle siger, at en halv million mennesker kan blive dræbt, andre siger en million.

Nadhir al-Ansari, tidligere ingeniør på dæmningsprojektet

Sensorer installeret af ingeniørtropper fra USA viste i december, at sprækkerne i undergrunden er blevet større, men ingen kan forudsige, hvornår et kollaps vil komme. Og ifølge en ledende medarbejder i USAID, så minder undergrunden mest af alt om en hullet schweizerost.

Nasrat Adamo, der var iraks chefingeniør med ansvaret for at tilse og vedligeholde landets dæmninger for regeringen, er bange for, at Trevis indsats ikke sker i tide.  

- Ingen ved, hvornår den vil fejle. Det kan være om et år. Det kan være i morgen.

Men i en rapport fra januar lavet af de amerikanske ingeniørstyrker, står der:

"Den information, som er indsamlet i løbet af det seneste år indikerer, at Mosul-dæmningen er i en markant højere risko for et kollaps end tidligere."

Nadhir al-Ansari, der var ingeniør på dæmningsprojektet maler et skrækscenarie op.

- Hvis dæmningen fejler, vil en flodbølge ramme Mosul inden for fire timer. Vandet rammer Bagdad inden for 45 timer. Nogle siger, at en halv million mennesker kan blive dræbt, andre siger en million. Jeg forestiller mig, at det vil være endnu flere i fraværet af en god evakueringsplan, lyder den dystre spådom fra Nadhir al-Ansari i The Guardian.

Indbyggere i den nærliggende by, Wana, udtrykker også bekymring.

- Jeg vil ikke lyve for dig. Vi er meget bange for, at dæmningen vil styrte sammen, og mange indbyggere overvejer at forlade deres hjem og flytte til Kurdistan, har Zyad Saeed sagt til det franske nyhedsbureau AFP.  

Den irakiske regering har nedtonet risikoen. Men samtidig har det været svært at finde en internationalt firma med lyst til at påtage sig opgaven med at sikre dæmningen, der lige nu er kontrolleret af kurdiske Peshmerga-soldater. Blot få kilometer væk er der daglige kampe for at genindtage det IS-kontrollerede Mosul, hvor den vestlige koalition har sendt bombefly afsted for at hjælpe i kampen mod terrorbevægelsen. I to år har irakerne forsøgt at finde et firma til opgaven. Og først efter en kapitalindsprøjtning fra Verdensbanken og pres fra præsident Barack Obama, fik den irakiske regering aftalen på plads med italienerne.

Under terrororganisationens kontrol

Oprindeligt blev dæmningen kendt som Saddam-dæmningen - efter landets tidligere diktator Saddam Hussein. Påbegyndt i 1980 under Iran-Irak-krigen og indviet i 1984 som landets største, der skulle give strøm til millioner og rent drikkevand.

Da IS i sommeren 2014 lavede en lyninvasion i det nordlige Irak, indtog de også dæmningen ved Mosul. I det Hvide Hus og i Baghdad fremkaldte invasionen panderynker og frygt for, at Islamisterne ville sprænge den i stykker.

Islamisternes erobring understregede terrorbevægelsens øjeblikkelige magt i området, og det gav samtidigt en prøve på de strategiske ambitioner.   

Potentielt håbede IS på at få økonomisk gevinst ud af erobringen ved at kræve penge for vand og strøm fra dæmningen. Allerede i april 2014 fik omverdenen en forsmag på, hvad IS ville, da de indtog dæmningen ved Fallujah, oversvømmede et stort område og sendte tusinder på flugt. For derefter at begrænse adgangen til drikkevand for befolkningen, hvilket gjorde dæmninger til et våben, lyder analysen fra den tidligere amerikanske chefinspektør for genopbygningen af irak, Stuart W. Bowen Jr.

Måske derfor, at præsident Barack Obama satte alt ind på at fjerne islamisterne fra Mosul-dæmningen. Efter blot 11 dages kampe generobrede kurdiske Peshmergaer dæmningen med luftstøtte fra det amerikanske flyvevåben. Men det var ikke uden omkostninger.

Arbejdet med at vedligeholde og pumpe de daglige ton af cement ned i konstruktionen stoppede i flere uger. Dæmningsarbejderne flygtede og halvdelen vendte aldrig tilbage. Samtidig ødelagde eller stjal krigere fra terrororganisatinen flere entreprenørmaskiner. 

Men ledelsen på dæmningen afviser, at IS' erobring har betydet noget for sikkerheden.

- Efter dæmningen var generobret fra Daesh (Islamisk Stat, red.), lavede vi en række test på fundamentet under konstruktionen. Og der var ingen tegn på, at dæmningen var i farezonen, har vicedirektøren, Mohsen Hassan, sagt til AFP.

Den første delegation fra Trevi ankom allerede i forrige måned for at forberede det sted, hvor firmaets ansatte og soldaterne kan opholde sig. Kontrakten med den irakiske regering løber i 18 måneder. På den tid håber italienerne at have løst opgaven med at sikre Mosul-dæmningen med en mere permanent og moderne metode, så hullerne i undergrunden lukkes permanent. Om Mosuls indbyggere så kan ånde lettet op, vil tiden vise. 

I videoen øverst i artiklen kan du se svensk TV 4, der har besøgt den 3.2 kilometer lange og 113 meter høje dæmning. Her pumper irakiske arbejdere dagligt 2 ton cement ned i konstruktionen for at holde undergrunden stabil.