Udland

Unikt oldtidsfund dukker op i Australien: Nu skal historien skrives om

Australske arkæologer står over for en sensationel opdagelse, der rykker historien 10.000 år længere tilbage end tidligere antaget.

Den er ikke større end en tommelfingernegl, og vidste man ikke bedre, skulle man tro, det var en ganske almindelig flig af en sten. Men for arkæologer i Australien er det langt mere end det. 

Det lille stenstykke er intet mindre end resterne fra verdens ældste økse med skaft. 

En undersøgelse af stumpen, der er fundet i en klippehule i Kimberly i det nordvestlige Australien, viser, at den er omkring 46.000 - 49.000 år gammel og dermed stammer helt tilbage fra de første mennesker på kontinentet.

Den ældste i verden

Oldtidsfundet indikerer dermed, at stenøkser med skaft blev lavet cirka 10.000 år før end tidligere antaget, forklarer professor i arkæologi ved Australian National University, Sue O’Connor, til The Telegraph.

- Ingen andre steder i verden har man fundet en økse fra denne tid. I Japan har man fundet økser, der stammer fra cirka 35.000 år siden. Men i langt de fleste lande i verden opstod øksen først med landbruget for tidligst 10.000 år siden, siger hun.

Savner beviser

Lektor og ph.d. i arkæologi ved Københavns universitet, Mikkel Sørensen, forklarer til TV 2, at det er sensationelt, at man har kunnet påvise, at øksen har været skæftet - altså har haft et skaft.

En skæftet økse minder om det, vi forstår som en økse i dag, men at kunne bevise, at den har haft et skaft, kan være vanskeligt, og derfor forholder Mikkel Sørensen sig kritisk til resultaterne. 

- Jeg kunne godt tænke mig at se arkæologens argumenter for, at det er en skæftet økse, der er tale om. Har man fundet noget, der tyder på et skaft, eller er det den måde, stumpen er hugget ud på, som indikerer det, udtaler han til TV 2.

Et andet argument, som Mikkel Sørensen gerne vil studere fagligt, er, hvordan øksestumpen er dateret. For man kan nemlig ikke udføre den normale metode (kulstof 14-metode på et stenstykke.

- Stenstykket skal i så fald være fundet i et jordlag, der kan dateres fra den tid. Men derudover skal man så være sikker på, at stenstykket er fra samme tid som det jordlag, og ikke er havnet der af andre årsager, siger han.

Først opdaget nu

Øksestumpen blev gravet ud fra en fjerntliggende klippehule også kendt som 'Carpenter's Gap', som man mener, er et af de første steder i Australien, hvor det moderne menneske har boet. Der er blandt andet fundet madrester, hulemalerier og redskaber i hulen. 

Faktisk blev stumpen udgravet af arkæologer for næsten 20 år siden, men ifølge The Telegraph opdagede forskerne først det lille stenstykke i 2014, da de undersøgte nogle af de genstande, der var gravet ud fra de ældste niveauer i hulen. 

Arkælogerne mener, at den stammer fra en stenøkse formet af den sorte bjergart basalt og slebet ved at skrabe den mod en anden sten, indtil overfladen blev helt glat. Stenstykket er muligvis flækket af, da man har slebet øksen igen efter brug.

Opfindelsen kan være endnu ældre

Professor i arkæologi ved University of Sydney, Peter Hiscock, forklarer til The Telegraph, at fordi der ikke kendes til andre økser fra istiden i Sydøstasien, tyder det på, at aboriginernes forfædre var førende opfindere inden for jagt-teknologi.

- Denne opdagelse viser, at da mennesker ankom til Australien, begyndte de at eksperimentere med nye teknologier og opfandt måder at udnytte de resourcer, de stod overfor, i det nye australske landskab, forklarer han. 

Ph.d. Mikkel Sørensen fra Københavns Universitet forklarer, at fundet i Australien også kunne tyde på, at den skæftede økse blev opfundet langt tidigere end for 50.000 år siden. 

- For at mennesket skulle migrere til Australien og øerne i Stillehavet, har de skulle bygge nogle både, der har kunne klare den vanskelige rejse. Man kunne derfor forestille sig, at innovationen af den skæftede økse allerede er opstået i forbindelse med fremskaffelsen af disse både, hvor man har haft brug for et specialiseret redskab, siger han og tilføjer: 

- Øksen fortæller om nogle vigtige skridt i menneskets historie. I forhold til menneskets evne til at innovere og til at håndtere natur og problemstillinger, er øksen helt essentiel, fortæller Mikkel Sørensen. 

Det sensationelle fund er offentliggjort i skriftet 'Australian Archaeology'.