Massegraven på Verdens tag: - Den halve blå krop er ikke en, der tager et velfortjent hvil

Man kunne se det som et varsel, da den dengang 34-årige Lene Gammelgaard sammen med sit ekspeditionshold fra Mountain Madness var på vej til Camp 2. Den lå placeret 6100 meter oppe mod skyerne på Mount Everest sneklædte klippegrund. 

"Brudvis går det op for gruppen, at denne solrige morgentur faktisk er en del af forberedelserne til at nå toppen af verdens højeste bjerg, og at en vis risiko er forbundet med forehavendet. Et af beviserne ligger foran dem, selvom det tager nogle sekunder for dem at indse. Den halve blå krop er ikke en, der tager et velfortjent hvil. Det er resterne af en af vore forgængere. Det må have været nogle år undervejs herned, for støvlerne er af en ældre model."

"Mødet får også mig til at tænke over min egen dødelighed, og jeg vælger ikke at opsøge »ham«. Jeg ved, folk dør her," skriver Lene Gammelgaard i bogen Everest - vejen til toppen, som er hendes fortælling om den ekspedition, der kostede hendes ven, Scott Fischer, og syv andre livet for præcis 20 år siden. De var ikke de første.

De første døde

Den 37-årige britiske bjergbestiger, George Mallory, forsvandt i 1924 på Mount Everest under et historisk forsøg på at nå Verdens tag som det første menneske.

Den 1. maj 1999 fandt et hold af bjergbestigere resterne af George Malloy kun 150 meter fra toppen af bjerget. Ingen ved i dag, om den 37-årige brite nåede sit mål, men han skulle ikke blive den første, der mistede livet i forsøget. I dag ligger omkring 200 lig på det 8.848 meter høje bjerg, som nepaleserne kalder Chomolungma (Universets moder-gudinde, red.). Men hvorfor sætter mennesker livet på spil mellem skyerne, hvor kulden er er ekstrem, og luften kun indeholder 30 procent ilt i forhold til luften ved havets overflade? George Mallory gav måske svaret, da han før sin ekspedition i 1924 blev spurgt, hvorfor han ville bestige Mount Everest?

- Fordi der er dér, lød Mallorys svar til journalisten fra New York Times.         

Dødszonen

Det er den 10. maj 1996 kort efter midnat. Lene Gammelgaard og de andre deltagere i Mountain Madness' ekspedition var på den sidste del af rejsen fra Camp 4 i 8000 meters højde. De sidste 848 meter tager 12 timer at forcere. De 33 deltagere var spredt ud i mindre grupper, der også bestod af bjergbestigere fra et taiwanesisk hold og deltagere fra firmaet Adventure Consultants anført af New Zealænderen Rob Hall. 

- Jeg er sgu på vej til toppen af verden! Her er stort, og her er skræmmende. Jeg forstår til fulde, hvordan folk dør heroppe. Der er mere at dø af, end at leve af, og den mindste smule sne eller dårligt vejr vil få dødsfælden til at klappe med øjeblikkelig virkning. Her er ingen sikkerhedsmargin, skriver Lene Gammelgaard, da hun tager afsted på sidste etape.

Vejrudsigten var god, og guiderne havde sat en bagkant til klokken 14.00 for forsøget mod toppen. Deltagere som ikke var fremme på det tidspunkt fik ikke lov til at fortsætte. Guiderne ville tage dem med ned igen, selvom nogle havde betalt op imod en halv million kroner for at deltage i ekspeditionen. Men tidsgrænsen blev ikke overholdt og det skulle senere vise sig at blive en del af forklaringen på, at 8 mennesker mistede livet det næste døgn - deriblandt de to ekspeditionslederne Rob Hall og Scott Fischer.

De 848 meter fra camp 4 op til toppen kaldes "dødszonen". Temperaturer på ned til 40 minusgrader og meget uforudsigeligt vejr er hverdag i området, som ligger på den såkaldte South Col. Et stykke bjergryg mellem Mount Everest og Lhotse, der er verdens fjerdehøjeste bjerg. Når ekspeditioner først er nået hertil, så begynder alvoren. En alvor som Lene Gammelgaard også var bevidst om.

- Jeg er på vej op i det uvisse – ind i dødszonen. Hvordan vil jeg klare mig? Jeg stopper tankerne, skriver hun om South Col.

Mange bjergbestigere begynder at bruge iltmasker i denne højde, hvor luftens iltindhold er over halveret. Og det kun er et spørgsmål om få dage, før man dør. Det er svært at få vejret, når man bevæger sig. Derfor sker opstigningen mod toppen langsomt med kun få skridt mellem pauserne. 

Lene Gammelgaard havde planlagt ekspeditionen til toppen uden ilt, men hendes rejseleder Scott Fischer satte en stopper for forsøget, fordi han vurderede, at hun havde været for langsom under opstigningen til Camp 3. Lene Gammelgaard var rasende.

Forud var gået 4 ugers forberedelse med akklimatisering for at vænne kroppen til højden, efter hun var ankommet til Base Camp den 8. april. 

Hvis man ikke akklimatiserer ordentligt, er der en risiko for højdesyge, som i alvorlige tilfælde kan være dødbringende inden for få timer. Mange klatrere oplever også at hallucinere, fordi hjerne og kroppen mangler ilt. 

Men den afgørende faktor er bjergbestigeren selv, hvis han overvurderer kroppen og ikke har kræfter til nedstigningen.

Da Lene Gammelgaard klatrede de sidste meter mod opfyldelsen af sin drøm, var hun træt. Udmattet af de mange ugers intense forberedelser i den dræbende tynde luft, som har gjort flere deltagere på ekspeditionen alvorligt højdesyge i luftlaget, hvor mennesker normalt kun færdes som passagerer på et fly.

Øjeblikket før målet på toppen beskriver hun i sine erindringer om Mount Everest.  

- Jeg vakler de sidste meter. I fucking made it! Jeg er nået til toppen af verdens højeste bjerg! Tilfredsheden breder sig sammen med angsten. Jeg skal sikkert ned igen – men hvordan skal jeg dog komme ned herfra. Ser, at de dale, jeg før kunne se, nu er dækket af hvide skyer, selvom himmelen over mig er dybt blå. Det blæser. Klokken er omkring 14.30 tror jeg nok, eller er det 13.30?

Kort efter Lene Gammelgaard er begyndt turen ned, møder hun Scott Fischer på vej op. De to har kendt hinanden siden et møde i Nepal i 1991. De har skrevet sammen og lært hinanden at kende som andet end bjergbestigere. Og det er under en rejse i Pakistan i 1995, at Scott spørger, om Lene vil bestige Mount Everest med ham det kommende forår. Hendes svar er et klart, ja.

Om det sidste møde mellem vennerne, fortæller den danske bjergbestiger i sin bog.

"- Godt at se dig, Scott.

- Jeg klarede det.

- Jeg er træt.

- Kom sikkert ned igen.

- Tillykke!

- Så blev du den første danske kvinde på toppen af Everest.

- Jeg er så glad, men træt. Vi ses dernede.

Vi skilles og går hver vores vej på topgraten (toppen af bjergryggen på Mount Everest, red.).

Det skulle blive sidste gang, jeg så Scott Fischer."

De første mennesker på Verdens tag

Tidsrummet, hvor man kan bestige Mount Everest er kort. Og langt de fleste ekspeditioner tager afsted i april og maj måned. I månederne før er vindene på toppen for kraftige og temperaturen for lav. I sommermånederne rammer regnen fra Monsunen. Og det var præcis i det korte vindue for ekspeditioner, at det første menneske satte fod på Verdens top. Nærmere bestemt den 29. maj 1953, da newzealandske Edmund Hillary og nepalesiske Tenzing Norgay skrev historie.

Edmund Hillary havde brugt to timer på at optø sine frosne støvler, da han sammen med sherpaen, Tenzing Norgay, begav sig mod målet.

Med udgangspunkt i lejren placeret 500 meter fra toppen, tvivlede Edmund Hillary til det sidste på, at det ville blive en succes.

- Jeg er ofte blevet spurgt, om jeg altid havde været overbevist om, jeg ville klare at bestige Mount Everest. Det må jeg sige nej til. Ikke før vi var 15 meter fra toppen, blev jeg fuldt overbevist om, at det ville lykkes.

- På et bjerg som dette, selvom afstandene kan være små, er du så påvirket af højden, at du aldrig kan være sikker på, at du vil være i stand til at overkomme de tekniske udfordringer, som venter dig, forklarede Hillary senere. 

Mens Edmund Hillary har fortalt, at de begge ankom til toppen samtidigt, så har Tenzing Norgay senere skrevet, at Hillary var det første menneske, der satte fod på den sorte spids præcis klokken 11.30 om formiddagen. Men glæden var ikke til at tage fejl af. 

- Da vi nærmede os toppen, var Tensing langt mere direkte i sin begejstring, end jeg var. Jeg gav ham hånden på britisk facon, men det var ikke nok for Tensing. Han omfavnede mig - med iltmaske og det hele - og slog mig på ryggen. Så slog jeg også ham på ryggen, og det var virkelig et bevægende øjeblik. Da vi nåede helt op på toppen af Mount Everest, ville hans begejstring ingen ende tage, har newzealænderen sagt i et interview.

Efter 15 minutter i skyerne, hvor duoen dokumenterede deres bedrift med et kamera, begyndte turen ned ad bjergsiden. 

Den historiske erobringen af Mount Everest blev offentliggjort samme aften, som kroningen af den britiske Dronning Elizabeth den anden En milepæl i den menneskelige historie var nået. Og den nye dronning slog Edmund Hillary til ridder, da han senere ankom til Storbritannien. 

Orkan over Everest

- Fuld stormstyrke og sne! FUCK! Det er alvorligt det her. De skyer, jeg så fra toppen, har åbenbart været storm og sne bygget op længere nede, og nu ramler vi ind i det her. FUCK! 

Lene Gammelgaard er godt klar over, hvor alvorligt det er, da hun kort efter sit møde med Scott Fischer ser vejret skift på et øjeblik.

Oppe på toppen sidder de to ekspeditionsledere Rob Hall og Scott Fischer og venter på de langsomste deltagere på ekspeditionen. Bagkanten klokken 14 er passeret. Og alle burde være på vej ned i sikkerhed. Nu er en voldsom snestorm ved at fange dem på toppen af verdens højeste bjerg.

Sammen med en gruppe sherpaer og dele af holdet kæmper de nu mod tiden for at nå ned, inden mørket og kulden gør det umuligt at finde vej, husker Lene Gammelgaard om de kritiske timer.

- Enhver kontur i bjerglandskabet er forsvundet, og det hvide får alt til at gå i et. Træthed og iltmangel hjælper ikke. Der er talrige fortilfælde i South Col af bjergbestigere, der farer vild heroppe i 8000 meters højde.

Men gruppen på ni klatrere fra både Mountain Madness og Adventure Consultants kan ikke finde tilbage til lejren. Og for ikke at bruge unødige kræfter lægger de sig i læ af en fordybning og håber at overleve til det igen er lyst, eller stormen er taget af i styrke.

- Jeg ved, jeg ikke skal dø i nat. Jeg ved det bare indeni … Jeg er ikke bange. Erkender vores situation. Uden angst eller panik. Min tur er ikke kommet endnu … Jeg skal ikke dø nu, tænker den 34-årige dansker.

Timer senere får Lene Gammelgaard kæmpet sig tilbage til lejren.

Nogle fra gruppen er faldet fra. Rob Hall og Scott Fischer er stadigvæk fanget længere oppe på bjerget.

De døde i skyerne

Mindst 300 mennesker er igennem tiderne omkommet i forsøget på at bestige Mount Everest. De fleste dødsfald er sket i dødszonen over 8000 meter, hvilket gør det svært at bjærge ligene. Simpelthen fordi det er farligt, men også fordi sherpaerne mener, at det bringer ulykke at flytte de døde.

Flere af dem har gennem årtier ligget som beviser på, hvor farlig rejsen kan være.

En af dem var den første tyske kvinde på toppen af Everest, Hannelore Schmatz. Hun døde af udmattelse under nedstigningen i 8300 meters højde den 2. oktober 1979.

Selvom sherpaerne frarådede hende at holde pause, så satte hun sig ned. Hun rejste sig aldrig op.

Lene Gammelgaard citerer i sin bog den norske bjergbestiger og ekspeditionsleder Arne Næss jr., der beskriver mødet med Hannelore Schmatz.

- Der er ikke langt igen. Jeg kan ikke slippe uden om den uhyggelige vagtpost. Omtrent 100 meter over lejr 4 sidder hun lænet op ad rygsækken, som om hun hviler. En kvinde med vidtåbne øjne og håret flagrende i vinden. 

Liget af Hannelore Schmatz er siden blevet fjernet.

En anden bjergbestiger som endte sine dage i sneen på Everest var amerikaneren Francys Arsentiev. Som den første amerikanske kvinde besteg hun Mount Everest uden ilt den 2. maj 1998. Et ekspeditionshold mødte hende på vej ned ad bjerget. Lammet af forfrysninger og iltmangel. Men efter et forsøg på at give hende ilt og bære hende længere ned måtte de opgivelse af udmattelse. En af klatrene der fandt hende var sydafrikaneren Cathy O'Dowd. I sin bog , "Just for the Love of It", beskriver hun den desperate scene. 

- Du må ikke forlade mig, sagde hun. Hendes hud var mælkehvid og helt glat. Det var tegn på alvorlige forfrysninger, og det fik hende til at ligne en porcelænsdukke. Hendes øjne stirrede op på mig, ufokuserede. Pupillerne som sorte huller.

- Forlad mig ikke, mumlede hun igen. Jeg fik det dårligt. Med hendes lange sorte går lignende hun mig. Og i et kort sekund følte jeg, at jeg så en mulig og nær fremtid for mig selv.

Flere år efter vendte Cathy O'Dowd tilbage til liget af Francis Arsentiev for at dække hende til med et amerikanske flag og begrave hende på Mount Everest.

En fatal dag 

I lejren var meldingerne mere og mere dystre. Og Lene Gammelgaard er ikke i tvivl, om hvad der er sket, da sherpaen Lobsang kom tilbage efter et forsøg på at finde Scott Fischer.

- Lobsang kommer op ad klippeskrænten. Vi venter – sherpaerne venter …

- Jeg går ham i møde, og han bryder sammen i mine arme. Lobsang græder. Min baggrund som terapeut konstaterer chok, mens vennen i mig lytter til hans talestrøm. En historie han kommer til at berette igen og igen:

- Scott er død. Min far gik op for at få ham ned. Min ekspeditionsleder er død. Han ligger deroppe. Han har taget dundragten halvt af og strakt sin hånd op mod himlen. Lene, han var syg allerede på toppen, fortæller den grædende Sherpa, der var tæt forbundet med Scott Fischer.

Sent om eftermiddagen den 11. maj. kalder den anden ekspeditionsleder, Rob Hall, fra Adventure Consultants ned over radioen til lejren. Han ligger lidt nede af bjerget med en af kunderne fra hans hold, Doug Hansen- et postbud fra USA som var på sin første rejse til Mount Everest. Doug Hansen er ikke ved bevidsthed og dør senere. Rob hall har selv  alvorlige forfrysninger i sine hænder og fødder, men han lever og vil gerne i kontakt med sin kone Jan Arnold over satellittelefonen.

Hans sidste ord til sin gravide kone var:

- Du må ikke bekymre dig for meget om mig. 

Over alt på Mount Everest hænger der bedeflag med bønner til Guderne, der blafrer i vinden op mod Himalayas bjerge. Men selvom Mount Everest krævede 8 ofre den dag, lader det alligevel til, at bønnerne blev hørt.

Efter et døgn i sneen indtraf der et mirakel, da den texanske bjergbestiger, Beck Weathers, rejste sig fra de døde. Hans hænder og ansigt var ødelagt af frosten. Og han var næsten blind efter det voldsomme møde med naturens kræfter. 

- Jeg havde ikke spist i tre dage og ikke indtaget vand i to. Jeg var faret vild og var næsten blind, erindrer Beck Weathers, der dog kom på benene og sagde til sig selv:

- Du er nødt til at fokusere på det, der skal gøres, og så få det gjort, skriver han i sin erindring om oplevelsen i bogen "Overladt til døden. Min rejse hjem fra Everest".

20 år senere

Lene Gammelgaard arbejder i dag som foredragsholder og direktør i en konsulentvirksomhed. Hun har fået 3 børn. Et tvillingepar og en adopteret pige fra Nepal. Et mål hun fortalte om til TV 2 Nyhederne kort efter ekspeditionen til Mount Everest tilbage i 1996 var overstået. 

- Det ville jeg da synes var den største bjergbestigning overhovedet at få det til at lykkes på en god måde. Der er jo ydre bjerge, man kan bestige, men og også indre man kan bestige.

I videoen her fortæller Lene Gammelgaard i 2015 om sine tanker omkring den fatale ekspedition i 1996, hvor hun også svarer på spørgsmålet, om hun ville gøre det igen.

Artiklen er skrevet på baggrund af: 

Storm over Everest fra PBS, Lene Gammelgaards fortælling om ekspeditionen i bogen Everest - vejen til toppen og Into Thin Air af Jon Krakauer