Udland

CIA 'live-tweeter' Osama bin Ladens død

Barack Obama, Joe Biden og Hillary Clinton fulgte angrebet på Osama bin Ladens befæstede bygning via en liveforbindelse til soldaterne. HANDOUT / Scanpix Denmark

2. maj er det fem år siden, at al-Qaeda-lederen Osama bin Laden blev dræbt i en ni minutter lang aktion. I den anledning tweeter CIA, som var det nu.

Fredag aften leverede Barack Obama et sandt stand upshow til sin årlige fest for den politiske presse i USA. Da han gjorde det samme for fem år siden, var det velvidende, at hans soldater i Navy Seals snart skulle angribe det sted i Abbottabad i Pakistan, hvor Osama bin Laden gemte sig.

Dengang var aktionen tophemmelig, men nu markerer CIA dagen ved at "live-tweete" med fem års forsinkelse, som skete det nu.

Klokken 00.39 2. maj 2011 fandt soldaterne liget af Osama bin Laden i sit forskansede hjem i den pakistanske storby. Se CIA's tweets om forløbet minut for minut her:

- 13:25 (amerikansk tid. Klokken var 22.25 i Pakistan, red): Præsidenten, leder af CIA, Leon Panetta og admiral McRaven godkender udførelsen af operationen i Abbottabad.

- 13:51 (amerikansk tid, 22.51 pakistansk tid): Helikoptere letter fra Afghanistan mod stedet i Abbottabad, Pakistan.

- 15:30 (amerikansk tid, 00.30 pakistansk tid): To helikoptere lander på stedet i Abbottabad, Pakistan. En styrter, men angrebet fortsætter uden forsinkelse eller skader.

- 15:30 (amerikansk tid, 00.30 pakistansk tid): Præsidenten ser begivenhederne på jorden i Abbottabad live i Det Hvide Hus' situationsrum.

- 15:39 (amerikansk tid, 00.39 pakistansk tid): Osama bin Laden fundet dræbt på tredje sal.

- 15:39-16:10 (amerikansk tid, 00.39-01.10 pakistansk tid): Holdet indhenter store mængder materialer fra stedet til analyser.

- 15:53 (amerikansk tid, 00.53 pakistansk tid): Præsidenten modtager foreløbig bekræftelse på en identifikation af Osama bin Laden.

Først godt syv en halv time senere fortalte Barack Obama på landsdækkende tv, at topterroristen var blevet dræbt. Ifølge de amerikanske myndigheder blev Osama bin Laden begravet til søs indenfor 24 timer efter hans død.