Vidner så helikopterulykke: - Flyt jer, flyt jer!
Flere har set helikopteren styrte ned ved den norske kyst.
En helikopter er styrtet nær Turøy i Norge - sandsynligvis på vej med oliearbejdere til Nordsøen.
En af dem, der har set ulykken, var Rebecca Andersen, som kom kørende hjem i sin bil, da den store helikopter med 13 personer styrtede.
- Vi gik ud af bilen, så kom min mand løbende. 'Flyt jer, flyt jer,' råbte han og sagde, at rotorbladene kunne komme mod os, siger Rebecca Andersen til VG.
- Så hørte vi en voldsom eksplosion.
Et andet vidne, Laila Vindenæs, siger, at helikopteren styrtede på en lille ø.
- Jeg ser en holm med en masse vragdele strøet omkring. Der er en masse redningsfolk og privatpersoner, som hjælper med deres både, siger hun til TV 2 Norge.
- Der var først en underlig lyd og så et brag. Det var bare at kaste sig i båden for at se. Det brændte voldsomt en god stund.
Det vides endnu ikke, hvorfor helikopteren er styrtet. Vejret på ulykkesstedet betegnes som forholdsvis stille.
Den norske statsminister Erna Solberg har været på Twitter og kommentere ulykken. Hun kalder oplysningerne indtil nu for "forfærdelige meldinger".