Udland

Trump revser Clinton: Hun kan kun spille 'kvindekortet'

Donald Trump håner sine modstandere efter storsejren ved 'Super Tuesday'. Han sender også skarp retorik mod demokraternes Hillary Clinton.

Hvis det står til den selvsikre præsidentkandidat Donald Trump, kan hans konkurrenter lige så godt gå hjem og lægge sig. Især hans to konkurrenter i partiet,  Ted Cruz og John Kasich.

Det sagde han efter nattens resultater ved primærvalget, hvor Donald Trump gjorde rent bord i fem stater.

Hans sejrssikkerhed gælder dog ikke alene hans konkurrenter hos republikanerne. Heller ikke Demokraternes Hillary Clinton har i Trumps øjne en chance mod ham. Det eneste kort hun har at spille er 'kvindekortet', lyder det. 

Hvis Hillary var en mand ville hun kun få fem procent af stemmerne, lyder det, før Trump sender en decideret sviner afsted mod Demokraten:

- Men det smukke er, at kvinderne ikke kan lide hende.  

Udtalelsen kommer til trods for, at undersøgelse på undersøgelse har vist, at flertallet af kvinder nægter at stemme på Trump.

I aftes reagerede Clinton ikke direkte på Trumps udtalelser. Hun sagde dog om kønsspørgsmålet.

- Trump beskyldte mig for at spille kvindekortet. Okay, men hvis kvinders sundhed, ret til barselsorlov og ligeløn er kvindekortet, så gør jeg det gerne. 

Også Clinton havde en stor politisk dag tirsdag, hvor hun vandt fire ud af fem stater i det nordøstlige USA.

Hun er dermed tættere på at blive sit partis kandidat, end Trump er på at blive republikanernes.