Udland

Topterroristen Abdeslams advokat: Han har intelligens som et askebæger

Salah Abdeslam, er mistænkt for Paris-angrebene 13. november. Politiet / Scanpix

Advokaten til en af de hovedmistænkte bag det store terrorangreb i Paris, Salah Abdeslam, har ikke just store tanker om sin klient.

En af de hovedmistænkte bag det store terrorangreb i Frankrigs hovedstad, Paris, 13. november i fjor er blevet udleveret fra Belgien til Frankrig. Det drejer sig om Salah Abdeslam.

Oplysningen kommer fra den offentlige anklagemyndighed i Belgien. Udleveringen er sket onsdag morgen.

Samtidig står Abdeslams tidligere advokat Sven Mary nu frem og fortæller, at den 26-årige terrormistænkte har ”intelligens som et askebæger”. Advokaten går videre til at kalde Salah Abdeslam ”en såkaldt islamist, som aldrig har åbnet koranen” og ”han tror, han er med i computerspillet Grand Theft Auto (GTA)”. Det skriver den franske avis La Libération.

Reuters skriver, at han senere onsdag fremstilles for en dommer i Frankrig med henblik på at få indledt en formel efterforskning. Den franske anklager vil kræve, at Abdeslam tilbageholdes.

Salah Abdeslam blev anholdt i marts i Bruxelles, den belgiske hovedstad, kort før et andet stort attentat.

Det var det, der ramte lufthavnen i Bruxelles og en undergrundsstation 22. marts, da selvmordsterrorister dræbte 32 mennesker.

Eneste overlevende fra angreb

Angrebet i Paris kostede 130 mennesker livet. Her var det også selvmordsattentater, og efterforskningen har siden afsløret spor til islamister i Bruxelles og tråde mellem gerningsmændene til begge attentater.

Salah Abdeslam, hvis bror var en af gerningsmændene til attentatet i Paris, er blevet optaget på overvågningskameraer sammen med gerningsmændene forud for attentatet.

Islamisk Stat har taget skylden for blodbadet.

Salah Abdeslam er fransk statsborger af marokkansk oprindelse. Han menes at være den eneste overlevende fra den gruppe, der slog til i Paris.