Fysikforsøget fra Helvede: 31 døde, mens elefantfoden gik gennem gulvet
For 30 år siden skete verdens værste atomulykke. Knappen med "nødstop" udløste en katastrofe, der giver genlyd den dag i dag.
Lyset på himlen var unaturligt smukt. Flammerne havde flere forskellige farver, og de nåede op forbi skorstenen, der pegede ud af infernoet som en mørk, strittende finger.
Et festfyrværkeri af den kaliber var aldrig set før i Pripyat. Det var en lun forårsaften i april, og det smukke show lokkede nysgerrige sjæle ud af deres lejligheder.
Risikoen for en nedsmeltning er én i løbet af 10.000 år.
Viltali Sklyarov, energiminister i Sovjetrepublikken Ukraine
Det hele var begyndt med et brag den foregående nat. Lyden havde vækket nogle af dem, der var gået til ro for at gøre sig klar til en arbejdsdag på Vladimir Illich Lenin Atomkraftværk dagen efter.
Som natten skred frem, var brandbiler og helikoptere ankommet til atomkraftværket i stort tal, og nu var kampen mod de 150 meter høje flammer blevet et tilløbsstykke.
Den bedste udsigt kunne man få fra den bro, som førte over jernbanen halvanden kilometer fra branden. Så nu stimlede folk sammen langs det sorte jerngitter, der skulle forhindre uforsigtige fodgængere i at falde ned på togskinnerne.
Men det kunstfærdigt udførte gitter ydede overhovedet ingen beskyttelse mod den svage vind, som sendte en usynlig sky direkte hen imod dem.
Et døgn tidligere havde skyen ligget gemt bag et tre meter tykt betonskjold i kernen på Reaktor 4. Nu var den på vej ud i Europa, og broen over jernbanen var første stop.
Skyen omsluttede tilskuernes hud og satte sig i deres hår. Og når de trak vejret, blev radioaktivt cæsium, iod og strontium suget ned i deres lunger.
Så mens de nysgerrige sjæle i Pripyat nød skønheden, gik stråling fra skyen i gang med at smadre cellerne i deres kroppe.
Indtil klokken 01.23.44 natten til lørdag den 26. april 1986 havde atomkraftværket i Pripyat været byens stolthed og livsnerve. Men nu var der byttet rundt på liv og død. I løbet af de næste uger skulle værket blive kendt over hele verden, men ikke under sit oprindelige navn.
Byen Pripyat var uløseligt forbundet med Vladimir Illich Lenin Atomkraftværk - men det var den meget mindre by Tjernobyl, 10 kilometer væk, som kom til at lægge navn til den værste atomulykke nogensinde.
Det hemmelige atomudslip
Faktisk kunne atomkraftværket i Pripyat have indskrevet sig i verdenshistorien flere år før. Nedsmeltningen den lune forårsdag i 1986 var nemlig ikke det første store uheld på stedet, men det var der næppe mange i byen, der vidste.
Arbejdet med konstruktionen af verdens største atomkraftværk begyndte i marts 1970. Det sovjetiske styre syntes, det var praktisk, at folk boede tæt på deres arbejdsplads, så byggeriet af "atombyen" Pripyat begyndte samtidig. Syv år senere var Reaktor 1 klar, den blev efterfulgt af nummer to i 1978.
Pripyat fik status som en rigtig by året efter, og unge mennesker strømmede til for at få arbejde på værket. Gennemsnitsalderen var 26 år, og boligkomplekserne blev opført, så de nye indbyggere fra ungkommunisternes organisation Komsomol kunne se deres arbejdsplads fra lejlighedernes vinduer.
Den 26. april 1986 var det lykkedes at lokke 49.360 mennesker til byen, for i Sovjetyunionen blev det anset for en ære at arbejde i den topmoderne atomindustri, og Pripyat blev fremhævet som en af landets bedste byer. I nabobyen Tjernobyl boede der kun cirka 14.000 - men det var herfra, regionen nidkært blev styret af de kommunistiske partifunktionærer.
Som med så meget andet i Sovjetunionen havde det hemmelige politi KGB overvåget byggeriet af Vladimir Illich Lenin Atomkraftværk, og der blev faktisk registreret flere alvorlige konstruktionsfejl. Alle efterretninger blev omhyggeligt arkiveret, men der var brug for elektricitet i Sovjetunionen, så byggeriet fortsatte uden generende forsinkelser.
Den 9. september 1982 fik KGB igen travlt med at registrere uregelmæssigheder. Nu var det ikke længere byggeriet, den var gal med.
Der var tale om "en mindre uregelmæssighed" i driften, hvilket var ganske alvorligt.
En tekniker på værkets Reaktor 1 havde ved et uheld afbrudt en ventil, så en kanal inde i atomreaktoren lukkede i. Det skabte et overtryk, som fik kanalen til at eksplodere. Radioaktivt materiale blandet med skoldhed damp strømmede ud.
Vi kommer til at betale. Betale for fejlene her i de næste årtier.
Lyubov Kovalevskaya, journalist. Skrevet i marts 1986.
Det hele blev lukket ud af skorstenen og regnede bogstaveligt talt ned over landsbyen Chistogalovka seks kilometer væk. Atomkraftværkets chef, Viktor Bryukhanov, kunne melde, at der ikke havde fundet en radioaktiv forurening sted. En beroligende løgn han skulle komme til at gentage knap fire år senere.
Mens Reaktor 1 blev repareret, skred byggeriet af den nye Reaktor 4 frem, og på energiarbejdernes nationale festdag den 22. december 1983 blev den erklæret klar til brug. Byggeriet var meldt færdigt to dage forinden.
Katastrofen blev forudsagt en måned før
På trods af hvad den sovjetiske propaganda kunne fortælle, var det måske ikke de dygtigste ingeniører, de mest omhyggelige arbejdere og de ærligste håndværkere, der var ansat i byggebranchen i Pripyat i begyndelsen af 1980'erne.
Men i Sovjetunionen hørte propaganda nu engang til dagens orden, og i februar 1986 begyndte energiministeren for sovjetrepublikken Ukraine at prale af sit nye, topmoderne atomkraftværk over for amerikanerne.
- Risikoen for en nedsmeltning er én i løbet af 10.000 år. Værkerne har sikre og pålidelige styresystemer, der er beskyttet mod nedbrud med tre sikkerhedsforanstaltninger, sagde ministeren Vitali Sklyarov til magasinet Soviet Life, der blev udgivet i USA.
Men virkeligheden var en anden, og i 1986 fandtes der også kritiske journalister i Sovjetunionen. En af journalisterne hed Lyubov Kovalevskaya, og ved et af skæbnens underfulde luner havde hun allerede set konsekvenserne af verdens værste atomulykke. Altså inden førstepladsen blev overtaget af katastrofen i Tjernobyl.
I 1974 fik hun nyt job som lærer i byen Alapayevsk dybt inde bag Uralbjergene i Rusland. Her undrede hun sig over, at så mange børn havde leukæmi, og da hun undersøgte sagen, kunne folk i byen fortælle hende om den eksplosion, som fandt sted den 29. september 1957 på det militære atomanlæg Mayak.
Her sprængtes en beholder med radioaktivt affald, fordi kølesystemet svigtede, og en radioaktiv sky spredte sig som en røgfane flere hundrede kilometer mod nordøst. Ulykken blev holdt hemmelig indtil 1976, og den var en af årsagerne til, at Lyubov Kovalevskaya besluttede sig for at blive journalist i stedet for lærer.
I 1986 arbejdede hun på Tribuna Enerhetyky, der var avis for de ansatte på atomkraftværket ved Tjernobyl, og mens foråret brød frem, skrev hun en opsigtsvækkende historie.
Den 27. marts 1986 - altså en måned før de nysgerrige indbyggere i Pripyat stimlede sammen på broen - udgav hun en artikel med overskriften "Et ikke så privat problem". Her skrev hun, at dårlige konstruktioner, dårligt håndværk og dårlige materialer, tilsat en stor portion inkompetence og et enormt bureaukrati, havde skabt en tidsindstillet bombe på atomkraftværket.
- Vi kommer til at betale. Betale for fejlene her i de næste årtier, skrev hun.
Det var ikke noget, man brød sig om hos KGB, men tiden arbejdede for Lyubov Kovalevskaya og hendes afsløring.
Fysikforsøget fra Helvede
For atomkraftværkets Reaktor 4 var faktisk blevet lige lovligt hurtigt færdig, inden Sovjetunionen kunne fejre værkets succes på energiarbejdernes nationale dag den 22. december 1983.
Faktisk manglede der at blive udført en vigtig test af systemet. Den blev udsat i årevis, og det skulle vise sig at blive fuldstændig katastrofalt.
Testen var egentlig et stort fysikforsøg, der gik ud på at lukke den glohede reaktor ned, så den ikke producerede damp.
Jamen der er ingen kontrolstave tilbage.
Alexander Yuvchenko, ingeniør
Dampen fra reaktoren drev to turbiner, som producerede elektricitet. Formålet med fysikforsøget var at se, om der var kraft nok i de snurrende turbiner til at forsyne reaktorens køleanlæg med strøm i de få sekunder det tog, før atomkraftværkets dieseldrevne nødgeneratorer gik i gang.
Og hvordan slukker man så for en atomreaktor?
Svaret er egentlig ikke så indviklet, hvis man ser atomkraftværket for sig.
Der må være en helt utrolig mængde stråling her. Vi er heldige, hvis vi er i live i morgen.
Anatoli Zakharov, brandmand
Reaktor 4 bestod af 1660 lodrette rør på 10 meter. Hvert eneste rør var fyldt med det radioaktive stof uran. Mellem rørene med uran var der 2488 stave af grafit - altså det samme stof, som er inde i en blyant.
Endelig var der 211 kontrolstave af borkarbid. Et stof, der er næsten lige så hårdt som diamant, og som bruges i skudsikre veste og panser til kampvogne.
Teknikerne kunne skrue op og ned for kræfterne i værket ved at hæve og sænke kontrolstavene i reaktoren.
Din morder. Du har dræbt os alle.
En unavngiven major i Sovjetunionens hær
Når teknikerne ville skrue ned for reaktoren, skulle de sænke stavene. De skulle bare lige huske, at kontrolstavene faktisk virkede modsat de første sekunder, men det gav normalt ingen problemer.
Og så skulle de også være opmærksomme på, at reaktoren kunne være lidt svær at styre, når den kørte på helt lavt blus.
Men i det store hele gik forsøget altså bare ud på, at man skulle slukke for Reaktor 4.
Men i Sovjetrepublikken Ukraine var der brug for strøm.
Derfor blev forsøget udsat gang på gang helt frem til fredag den 25. april 1986.
Hovedafbryderen virkede modsat
Det var en dejlig eftermiddag i Pripyat. En varm forårsdag. Nærmere sommer end tidligt forår.
En af de priviligerede ingeniører, der havde fået lov til at bo og arbejde i atombyen, hed Alexander Yuvchenko. Han var ingeniør på Reaktor 4.
Han havde nattevagt den 25. april, så han havde tid til en cykeltur med sin 2-årige søn Kirill på styret, mens forsøget gik i gang.
Senere på dagen kyssede han Kirill og sin kone Sascha farvel, og så tog han turen hen over broen til atomkraftværket.
Her skulle forsøget sådan set have været afsluttet, da Alexander Yuvchenko ankom til sit kontor mellem Reaktor 3 og 4, men det var ikke gået efter planen.
Klokken 13.05 havde ingeniørerne skruet så meget ned for Reaktor 4, at den ene turbine kunne afbrydes, men der var mangel på strøm i Ukraine den fredag, så forsøget blev sat på pause de næste timer.
Derfor måtte natholdet overtage forsøget og skrue helt ned for blusset.
Det skete kort efter midnat, men fordi reaktoren var svær at styre på lavt blus, blev sikkerhedsforanstaltningerne slået fra - alle fem.
De næste 80 minutter forsøgte teknikerne at styre reaktoren ved at hæve og sænke kontrolstavene, men temperaturen i reaktoren steg.
Kontrolstavene blev hevet hurtigt op, så det hele kunne blive mere stabilt, men det skete ikke.
I stedet begyndte reaktoren at rumle, og de 350 kilo tunge betonpropper i toppen af rørene med uran begyndte at hoppe op og ned.
Klokken 01.23 blev der trykket på hovedafbryderen, og alle 211 kontrolstave blev sendt ind i kernen på Reaktor 4, men de satte sig fast to meter nede.
Så fulgte flere eksplosioner.
Den første forplantede sig gennem bygningen som en høj, dump lyd. Den næste blæste døren til Alexander Yuvchenkos kontor ind, mens de tykke betonmure rystede. Lyset gik ud, og Alexander Yuvchenko troede, at der var udbrudt en atomkrig med USA.
Trykbølgerne fra de voldsomme eksplosioner førte en gråhvid tåge af damp og støv med sig.
Nede i reaktorens indre begyndte en uformelig klump af brændende grafit, smeltet uran, beton og stål at smelte sig ned gennem gulvet.
Det livsfarlige lys
Alexander Yuvchenko havde gemt sig i en korridor sammen med en kollega lige efter eksplosionerne, men da der ikke kom flere brag, gik han tilbage til sit kontor og forsøgte at ringe til kontrolrummet ved Reaktor 4.
Ingen tog telefonen.
Til gengæld fik Alexander Yuvchenko en opringning fra kontrolrummet i Reaktor 3 med en ordre om at komme med en båre.
Han løb ud af sit kontor. En hvæsende lyd af damp kunne tydeligt høres ude på gangen.
Længere henne fandt han en kollega med voldsomme forbrændinger. Ansigtet var ødelagt af damp, han var møgbeskidt og rystede af chok, men Alexander Yuvchenko kunne kende ham på stemmen.
Hvor er det smukt.
Alexander Yuvchenko, ingeniør
Den forbrændte mand på gulvet fortalte, at der var folk fanget efter eksplosionen. Samtidig kom der flere kolleger til stedet. Derfor løb Alexander Yuvchenko videre ind mod eksplosionens centrum for at se, om der var flere, som havde brug for hjælp.
Det næste offer, som Alexander Yuvchenko mødte, var kravlet væk fra eksplosionen. Nu stod han oprejst, men han var våd og forbrændt. Manden fortalte, at en anden kollega, Valera Khodemchuk, havde været endnu tættere på ulykkens centrum. Han pegede i den retning, hvor Valera Khodemchuk skulle være, men bygningen var væk, og der var kun mørk tomhed.
Alexander Yuvchenko fik selskab af en værkfører ved navn Yuri Tregub. Han var også sluppet heldigt fra eksplosionen, og ledelsen i kontrolrummet havde sat ham til at tænde for kølevandet.
Det skulle vise sig at være en umulig opgave. Halvdelen af bygningen var væk. Det 17 meter brede og tre meter tykke betonlåg, som dækkede reaktoren, var blæst af og havde revet taget med sig. Det kunne de to mænd ikke se inde bag de tykke betonmure, men de begyndte at få bange anelser.
Derfor løb de ud i den klare aprilnat. Her blev de mødt af et forunderligt syn.
Det hele var som en scene fra dommedag. Orange flammer stod op mod himlen, og hvide gnister fra knækkede elkabler fløj i luften, men inde i reaktorhallen var lyset blåt.
Som en laserstråle fra en anden planet trængte det hypnotiserende lys op i natten.
- Hvor er det smukt, tænkte Alexander Yuvchenko.
Han havde set Cherenkovs lys. Det kom fra resterne af den blottede reaktorkerne, og under disse omstændigheder var det dødsens farligt, for der var intet andet end luft til at bremse den radioaktive stråling.
Det ligner jo et vulkankrater.
Alexander Yuvchenko, ingeniør
Værkføreren Yuri Tregub trak Alexander Yuvchenko i sikkerhed - ud af den direkte stråling. Katastrofen var kun lige begyndt.
Blev solbrændt på et minut
Inde i bygningen mødte Alexander Yuvchenko tre teknikere. De var sendt ud for at sænke de fastklemte kontrolstave ned i reaktorkernen. Det kunne nemlig gøres manuelt inde i selve reaktorhallen.
- Der er ingen kontrolstave tilbage, forklarede Alexander Yuvchenko, men de tre insisterede på at udføre deres opgave.
Alexander Yuvchenko fulgte dem op ad en trappe. Her klemte han sig fast i en døråbning ind til reaktorhallen for at holde en massiv dør af stål og beton åben. De tre fortsatte ud på en afsats for at se på skaderne. Det tog dem et minut at indse, hvor absurd deres opgave var.
- Det ligner jo et vulkankrater, tænkte Alexander Yuvchenko.
Da de tre mænd kom tilbage fra afsatsen, var deres ansigter og kroppe solbrændte af stråling.
Radioaktiviteten i den smadrede reaktorhal kunne dræbe på under et minut, men den massive dør beskyttede Alexander Yuvchenko. Alligevel blev Alexander Yuvchenko syg, meget syg. Hans skulder, hofte og læg havde været presset mod radioaktivt støv på døren, og han havde fået en høj dosis, da han lukkede den op.
Svimmelhed, kvalme, opkastninger og kollaps. Klokken tre om morgenen kunne Alexander Yuvchenko ikke mere. Han måtte væk fra atomkraftværket hurtigst muligt, og hjælpen var på vej.
De levende døde
På Brandstation Nummer 2 var brandmand Anatoli Zakharov på nattevagt. Han havde været ansat i seks år, og jobbet i Pripyat havde været lidt af en loppetjans.
Men det ændrede sig, da lyden af den store eksplosion flængede den stjerneklare nat.
I telefonrummet lyste alle lamper på den to gange to meter store omstillingstavle pludselig rødt.
Kammerater, når I midlertidigt forlader jeres hjem, skal I huske at slukke lyset.
Højttalerbesked i Pripyat
Alt disponibelt mandskab rykkede øjeblikkeligt ud til Reaktor 4. Brandbilen holdt knap stille, før Anatoli Zakharov kunne se, at der lå stykker af grafit på jorden.
Han vidste, hvor det kom fra.
- Der må være en helt utrolig mængde stråling her. Vi er heldige, hvis vi er i live i morgen, sagde han til sine kolleger med en vis portion galgenhumor.
Eksplosionen havde sat ild til det tjærefyldte tagpap på nabobygningerne, og der var risiko for, at en storbrand kunne brede sig til Reaktor 3.
Mens Anatoli Zakharov blev på jorden, tog løjtnant Vladimir Pravik, der var chef på brandbilen, en gruppe mænd op på taget for at bekæmpe flammerne.
Anatoli Zakharov skulle aldrig se dem igen.
De var klatret op uden beskyttelsesdragter og uden udstyr til at måle radioaktivitet. Den glohede blanding af radioaktive stumper, som eksplosionen havde spredt ud over området, fik tagpappet til at smelte og bryde i brand. Kun beskyttet af støvler og handsker forsøgte brandfolkene at begrænse katastrofen.
Operationen lykkedes, og løjtnant Pravik fortsatte med sine mænd over til reaktorrummet. Her pøsede de vand ned i krateret, hvor grafitstavene lå og brændte ved 2000 graders varme. Det er 800 grader varmere end lava.
Mens vandet sprøjtede ud over det radioaktive ragnarok, modtog brandfolkene mere stråling end ofrene for atombomben i Hiroshima.
Som levende døde holdt de ud i en time med svimmelhed, kvalme og opkast. Strålerne dræbte cellerne i deres kroppe én for én. Da de udåndede to uger senere, var der så meget radioaktivitet i deres lig, at de blev begravet i kister af bly.
Og under reaktoren fortsatte den uformelige klump med at smelte sig vej ned gennem den armerede beton.
Skaf det flydende kvælstof, ellers bliver du skudt.
Telefonbesked fra Moskva
Anatoli Zakharov kæmpede mod flammerne natten igennem. Da han blev afløst klokken to om eftermiddagen, var han segnefærdig af udmattelse, mens han cyklede over broen til sit hjem i Pripyat.
Her drak han tre liter æblejuice og gik i seng.
Branden, der ikke kunne slukkes
Allerede 50 minutter efter eksplosionen begyndte det at gå op for myndighederne i Pripyat, at der var tale om en ganske alvorlig situation. Alvorlige situationer krævede vejspærringer og politi, så der blev slået alarm.
Hundredevis af betjente satte kursen mod Pripyat - uden anden beskyttelse end deres uniformer.
Der var også brug for flere brandfolk. Alt, hvad der kunne køre i de omkringliggende byer, blev sendt mod Pripyat. 81 brandbiler og 186 brandfolk i alt.
Klokken 06.35 havde de slukket alle brande undtagen én. Infernoet af brændende grafit og smeltet uran kunne ikke slukkes med vand, og nu blev hæren blev sat ind.
Sovjetunionens hær havde trænet i atomkrig mod USA siden 1945, og de væbnede styrker kunne trække på erfaringerne fra 576 atomprøvesprængninger.
Første træk blev at sætte en helikopter ind for at finde ud af, hvor galt det stod til.
Piloten var kaptajn Sergei Volodin. Sammen med sin besætning havde han vagt på en redningshelikopter, da katastrofen skete. I morgentimerne den 26. april 1986 blev han sendt fra Kiev til Pripyat med en major fra hæren. Opgaven var at måle radioaktiv stråling i området omkring det havarerede atomkraftværk.
De tog afsted i skjorteærmer, for det var varmt for årstiden. Da helikopteren nærmede sig, kunne de se røg og damp fra Reaktor 4.
Helikopteren fløj igennem røgen, og der dannede sig dråber på ydersiden.
For første gang konfronteres vi med atomenergi ude af kontrol.
Mikhail Gorbatjov, Generalsekretær, Sovjetunionen
Nede på jorden gik folk rundt og nød det gode vejr. Inde i cockpittet gik målerne amok.
Strålingen blev målt til over 500 røntgen i timen - en potentielt dødelig dosis, men Sergei Volodin fortsatte sin mission.
I det samme brød majoren ind i cockpittet. Han holdt sin egen måler i hånden.
- Din morder. Du har dræbt os alle, råbte han.
Men både majoren og piloten udførte deres ordrer. Helikopteren landede som den første ved atomkraftværket, og på Sergei Volodins næste tur tog han nogle af atomkraftværkets teknikere med rundt om den smadrede bygning, så de kunne danne sig et indtryk af skaderne.
De havde et kamera med og fotograferede ud af helikopterens vinduer. Der blev også optaget video af katastrofen. 30 år efter kan man stadig høre forfærdelsen i fotografernes stemmer, da de ser den smeltende grafit.
Da Sergej Volodin vendte tilbage til Kiev, blev han straks indlagt på hospitalet. Her gav lægerne ham lov til at drikke så meget vodka, som han kunne.
Løgnen om den ufarlige atomkatastrofe
Mens Sergej Volodin fløj rundt i sin helikopter, var lørdagen begyndt helt normalt i Pripyat.
De 186 håndværkere og bygningsarbejdere, som var i gang med at opføre Reaktor 5 og Reaktor 6, mødte på arbejde klokken 8.00.
De mennesker, som havde fri, nød solskinsvejret - nogle lagde sig endda ud for at solbade.
Pripyat blev ikke evakueret med det samme, for atomkraftværkets chef Viktor Bryukhanov gentog sin remse fra ulykken i 1982 - der var ingen stråling i byen.
I løbet af dagen blev løgnen mere og mere tydelig.
Nogle steder blev gaderne vasket i hvidt skum. Byen var fyldt med politifolk, og der var travlt på hospitalet.
Men byens mange børn kom i skole som normalt. Gymnastiktimerne foregik udendørs i det varme vejr.
Og ingen turde sige et ord om radioaktivt udslip. Den slags undergravende virksomhed kunne nemlig give op til otte års fængsel i Sovjetunionen.
Mens katastrofens omfang blev tydelig for folk højere oppe i det sovjetiske system, blev der sat flere helikoptere ind - de forsøgte at slukke branden ved at smide en blanding af sand, bly og grundstoffet bor ned over flammerne fra luften.
Opgaven var livsfarlig, for det tynde aluminiumskrog på helikopterne ydede næsten ingen beskyttelse mod strålingen. Piloterne og deres besætningsmedlemmer placerede blyplader under sæderne, og de arbejdede konstant på kanten af udmattelse. Fire af dem mistede livet, da en helikopter ramte en kran og styrtede ned i reaktoren.
Natten mellem lørdag og søndag begyndte 1200 busser at rulle ind i Pripyat. Løgnen, om at ulykken var "en mindre hændelse", var blevet umulig at skjule.
Klokken 14.00 søndag eftermiddag blev Pripyat evakueret. 36 timer og 36 minutter efter eksplosionen. Over byens højttalersystem fortalte en rolig kvindestemme, at der var sket en ulykke på atomkraftværket, og at hver boligblok fik stillet en bus til rådighed, som ville køre beboerne i sikkerhed.
- Kammerater, når I midlertidigt forlader jeres hjem, skal I slukke lys og elektrisk udstyr. I bedes også lukke for vandhanerne og lukke vinduerne. Vær venlige at gennemføre denne korte evakuering i god ro og orden, lød det fra højttalerne.
Kæledyrene blev skudt
Evakueringen af de over 40.000 mennesker, der skulle forlade Pripyat, tog omkring fire timer. De måtte kun tage tøj og mad med til et par dage. Alle kæledyr måtte blive tilbage - risikoen for radioaktivt støv i pelsen var for stor.
Folks hunde løb efter busserne ud af byen. Da de vendte tilbage, blev de skudt. Myndighederne havde sat en gruppe lokale jægere til at gøre det af med dem.
Kampen for at slukke flammerne i reaktoren fortsatte, mens varmen fra den brændende grafik hvirvlede radioaktivt støv op i atmosfæren.
Om morgenen mandag den 28. april gik alarmen ved atomkraftværket i Forsmark i Sverige. En ansat passerede gennem et kontrolområde med radioaktivt materiale på skoene. Først var der frygt for en svensk atomulykke, men en analyse viste, at det var sovjetisk atombrændstof, som dalede ned over Sverige og flere andre steder i Europa.
Samme aften kom russisk tv med en kortfattet meddelelse om, at der var sket en ulykke på Tjernobyl-værket.
Og således fik verden besked om, at der var noget rivende galt i Pripyat. Fra styret i Moskva var der kun tavshed. Katastrofen var stadig ude af kontrol, og i Sovjetunionen var "ude af kontrol" ikke et begreb, man brugte offentligt endnu.
Men ude i verdensrummet, flere hundrede kilometer over Pripyat, hang en amerikansk spionsatellit. Billederne herfra viste, at taget var forsvundet fra Reaktor 4, og at der kom røg fra en glødende masse i bunden i reaktoren.
På russisk tv var historien om to døde ved ulykken i Tjernobyl nummer seks i dagens nyhedsudsendelse.
En ubehagelig opdagelse
Frygten for radioaktivt nedfald begyndte at gribe om sig i Vesteuropa, i takt med at det radioaktive støv i skyen fra reaktorens indre begyndte at falde ned.
Men i Tjernobyl var de bange for noget helt andet, nemlig en gigantisk katastrofe, som ville få branden i Reaktor 4 til at ligne et lejrbål.
3400 reservesoldater var sat til at rense atomkraftværkets tag og kaste sand ned i reaktorrummet. De arbejdede i improviserede rustninger af blyplader, og de kunne kun arbejde i op til to minutter for at undgå strålesyge. Resterne af grafitstavene blev samlet op med hænderne, mens rester af kernebrændstof blev håndteret med spader.
Mændene blev kaldt for biorobotter.
Det tog 10 dages livsfarligt arbejde at stoppe den radioaktive røgfane. På det tidspunkt havde biorobotterne og helikopterne smidt 4450 ton sand, bly og bor ned i reaktorens inferno.
Men under den tunge dyne var temperaturen i den glødende masse steget.
Samtidig trykkede dynens vægt klumpen af smeltet kernemateriale ned gennem den armerede beton.
Den radioaktive cocktail dannede en intens varme, og hvis den nåede op på 2900 grader, ville den være i stand til at brænde sig gennem fundamentet og ned til grundvandet.
Hvis det skete, ville der formentlig opstå en underjordisk eksplosion, som kunne ødelægge Reaktor 1, 2 og 3.
Det ville uden at overdrive kunne betegnes som "en større uregelmæssighed".
Derfor besluttede myndighederne at fryse jorden under Reaktor 4 med flydende kvælstof. Det krævede bare lige, at man gravede en tunnel først - og helst uden at skade den ødelagte reaktorbygning. Så det hele måtte foregå med håndkraft.
Heldigvis var der ikke mangel på arbejdskraft i Sovjetunionen.
Kulminearbejdere fra Donetsk og bygningsarbejdere fra metroprojektet i Kiev blev sat i sving. De gravede sig gennem jorden uden beskyttelsesudstyr, mens alt det flydende kvælstof, som kunne opdrives i den vestlige del af Sovjetunionen, blev sendt til Pripyat.
Men det gik ikke hurtigt nok, og nu begyndte tingene at spidse til for atomkraftværkets chef, Viktor Bryukhanov .
Han modtog et telefonopkald fra Moskva.
- Skaf det flydende kvælstof, ellers bliver du skudt, lød meldingen.
Det lykkedes, men da operationen var klar til at blive sat i værk, var temperaturen i den smeltede klump faldet så meget, at faren var drevet over.
Minearbejdernes livsfarlige mission havde været til ingen verdens nytte.
Da viste kalenderen den 10. maj.
Fire dage senere kom reaktionen fra Moskva.
Indrømmelsen fra Moskva
En meget alvorlig Mikhail Gorbatjov gik på skærmen for at bekræfte katastrofen over for verden.
- God aften, kammerater. I ved alle, at der har været et utroligt uheld. Ulykken i Tjernobyl. Den har påvirket den russiske befolkning på smertelig vis og chokeret det internationale samfund. For første gang konfronteres vi med atomenergi ude af kontrol, lød det fra Gorbatjov.
Mange år senere sagde han, at ulykken sandsynligvis var den egentlige årsag til Sovjetunionens kollaps.
Da Gorbatjov gik på skærmen den 14. maj 1986, var 115.000 mennesker evakueret fra Pripyat og de omkringliggende landsbyer. Ingen af dem skulle vende hjem igen.
Over en halv million mennesker kom til at deltage i oprydningsarbejdet den efterfølgende tid. Med risiko for sygdom og død kæmpede de i månedsvis for at genvinde kontrollen over katastrofeområdet.
Det lykkedes kun delvist. Området omkring atomkraftværket er stadig erklæret ubeboeligt på grund af radioaktivt nedfald.
Af de 600 mennesker, der var på værket, da katastrofen skete, omkom 31. Blandt dem var brandmanden Vladimir Pravik og de to mænd, som ingeniøren Alexander Yuvchenko holdt døren for.
De fleste af ofrene døde først uger eller måneder efter ulykken. Deres kroppe holdt langsomt op med at fungere.
Hvor mange menneskeliv, der er gået tabt på grund af katastrofen, er stærkt omstridt. Nogle eksperter siger under hundrede, mens andre mener, at dødstallet skal tælles i titusinder.
Elefantfoden
Ofrene for det radioaktive støv får kræft, og der bliver født misdannede børn og dyr i Ukraine og Hviderusland på grund af ulykken.
Men det er vanskeligt at fastslå, hvorfor folk får kræft, og hvad der er årsag til misdannelserne. Du kan se et udvalg af katastrofens biologiske konsekvenser herover - du skal selv trække slideren til venstre for at se billederne. De kan virke voldsomme.
I kælderen under Reaktor 4 findes resterne af den smeltede kerne stadig. Den er så radioaktiv, at man dør, hvis man står for længe ved siden af den.
I dag går den under navnet "Elefantfoden".
På trods af katastrofen fortsatte atomkraftværkets andre reaktorer med at levere strøm til Sovjetunionen og Ukraine.
Værket blev først lukket i december 2000.
Ingeniøren Alexander Yuvchenko, brandmanden Anatoli Zakharov og piloten Sergej Volodin overlevede alle katastrofen - men de blev alvorligt syge af den radioaktive stråling.
Og menneskene på broen i Pripyat?
Deres skæbne er uvis, men broen har fået navnet "Dødens Bro".
Kære læser - du har nu læst artiklen om Tjernobyl til ende. Den er blevet til på baggrund af interview med strålingsekspert Jørn Roed, materiale fra KGB, artikler fra The Guardian, Chernobyl Gallery, Unscear, International Women Media Foundation, Washington Post, New York Times, AP, BBC Online, Europa-Parlamentet, Affärs Världen, New Scientist og Pripyat.com
Hvis du har mod på andre længere artikler af samme slags findes der flere herunder:
