Belgisk politi droppede terrorsag af mangel pĂĄ penge
Politimand i Molenbeek tippede myndighederne om brødrene Abdeslam, ti måneder før de deltog i angreb i Paris.
Ni måneder før angrebene i Paris droppede belgisk politi på grund af pengemangel en undersøgelse af to brødre, der senere deltog i massakren, selv om de på forhånd var blevet udpeget som terrormistænkte.
Det fremgår ifølge den belgiske avis Le Soir af en rapport, der er afleveret til en undersøgelseskomité i Belgiens parlament.
Parlamentskomitéen skal granske fejl begået af de belgiske myndigheder i tiden op til angrebene i Paris 13. november sidste år, hvor 130 blev dræbt.
Opgav at følge brødrene
Rapporten beskriver, hvordan Belgiens føderale politi opgav at følge brødrene Salah og Brahim Abdeslam ni måneder før angrebene i Paris, fordi der ikke var råd til det.
En lokal politibetjent i den socialt belastede indvandrerkommune Molenbeek, der har udklækket flere terrorister, tippede de føderale myndigheder om de to brødre tilbage i januar 2015.
Derefter bad en antiterroranklager det føderale politi om at kigge nærmere på brødrene Abdeslam, blandt andet ved at holde øje med deres telefonsamtaler og e-mails.
Fulgte aldrig op pĂĄ mistanke
Men politienheden fulgte aldrig op på mistanken, fordi de ifølge rapporten både manglede mandskab og penge til at efterforske de to brødre.
Under angrebene i november sidste år sprængte Brahim Abdeslam sig selv i luften foran en bar, mens hans bror Salah Abdeslam som den eneste overlevende mistænkte fra angrebene i Paris blev anholdt i Molenbeek 18. marts.
De belgiske myndigheder er blevet udsat for voldsom kritik bĂĄde hjemme og i udlandet for ikke at have gjort mere for at forhindre angrebene i Paris.
32 blev dræbt
Kritikken er kun steget efter angrebene 22. marts i lufthavnen og metroen i Bruxelles, hvor 32 blev dræbt af tre selvmordsbombere.
Der har vist sig at være klare forbindelser mellem angrebene i Paris og Bruxelles.
Salah Abdeslam venter i øjeblikket på at blive udleveret fra Belgien til retsforfølgelse i Frankrig. Han har afvist, at han på forhånd kendte til angrebene i Bruxelles.