Terrorangreb i Bruxelles

Terrorramt metro i Bruxelles genåbner: - Kære mor, du vil altid forblive i vores hjerte

Øget sikkerhed på metrostationen Malbeek i Bruxelles TV 2 / Marie Louise Albers

Mandag genåbner Bruxelles-metrostationen Maalbeek, som den 22. marts blev udsat for et dødeligt terrorangreb.

- Kære mor. Du vil altid forblive i vores hjerte. Vi, børnene og hele familien, elsker dig. Vi glemmer dig aldrig.

De håndskrevne ord er blot nogle af de mange personlige hilsner skrevet med sort touch, som pryder den hvide mindetavle med det røde hjerte i midten, som er blevet hængt op ved indgangen til Maalbeek-metroen i Bruxelles.

Mindevæggen på metrostationen Malbeek

Klokken seks her til morgen genåbnede den terrorramte metrostation igen for Bruxelles’ borgere. Og dermed er den belgiske hovedstads metrosystem for første gange siden terrorangrebet den 22. marts igen tilbage i normal drift.

En totalrenovering har været med til at udrydde mange af de fysiske og allermest synlige skader efter den dødelige eksplosion, som kostede 16 uskyldige mennesker livet. Men både mindetavlen, blomsterne foran indgangen og det store opbud af militær og sikkerhedsfolk er stadig synlige beviser, der minder metrogængerne om, hvad der skete netop her på stedet for lidt over en måned siden.

Øget sikkerhed på metrostationen Malbeek

”Mærkeligt at folk er døde lige her”

For 35-årige Somia, som er nabo til metrostationen, er det en helt speciel følelse at være tilbage.

- Det er mærkeligt. Det er ikke, fordi jeg føler mig usikker og er bange for at tage metroen her igen, for der er militær over det hele. Men det er mærkeligt at tænke på, at folk er døde lige her, fortæller hun til TV 2, inden hun få minutter efter stiger ind i en af metrovognene og kører mod centrum.

Hvis man kigger godt efter, kan man godt fornemme, at nogle af murstenene på metrokajen er mere hvide end andre. Nogle af de sorte metrokakler skinner også mere, og udgangsskilte og glasmontrerne med informationer om Bruxelles’ metrolinjer er også blevet sat op på ny. Men bortset fra det er det faktisk svært at få øje på, at stedet har været udsat for et terrorangreb.

Blomster ved indgangen til metrostationen Malbeek

”Jeg er i hvert fald ikke bange”

28-årige Maxime er også på metrostationen denne mandag morgen ved ottetiden og er på vej på arbejde. Han prøver bevidst at lade være med at tænke for meget på, hvad der er sket lige netop her, hvor han står og venter på næste metrovogn, men understreger at han ’i hvert fald ikke er bange’.

- Jeg er bare glad for, at den nu er åben igen. Det gør, at vi kan komme tilbage til hverdagen og lægge angrebet bag os. Det handler ikke om at glemme det, men prøve at komme videre, siger han.

71-årige Franklin Huismans, der også altid benytter sig af metroen fra Maalbeek, er heller ikke bange.

- Det er ikke ligefrem nemt bare at leve videre, som om intet var sket, men vi må ikke være bange. Ved indgangen så jeg et helt hold af sikkerhedsfolk, der fik instrukser om, hvordan de skulle forholde sig. Men hvis der én dag sker et terrorangreb, så sker det bare. Det er ligesom en bilulykke. Det er svært at stoppe én, der kommer med en stor taske med sprængstoffer i. Der er skøre folk over det hele, som man ikke kan gardere sig imod, siger han.

Alle spor af terrorangreb er slettet fra metrostationen Malbeek

Myldretid – også ved Maalbeek

Tilbage ved hovedindgangen bliver metrogængerne ved med at stoppe op foran mindetavlen. Nogle tager billeder og bliver stående lidt og læser nogle af ordene. Andre går ubemærket forbi og bipper sig hurtigt videre med deres metrokort og forsvinder ned ad trapperne til metroen, mens alverdens kamerafolk og journalister prøver at fange stemningen med kameraer og notesblokke.

I højtalerne lyder ordene ’Alle stationer er åbne, inklusiv Maalbeek’ på både fransk, flamsk og engelsk.

Klokken nærmer sig ni, og flere både børn, forretningsmænd, studerende og ældre har nu også fundet vej nej i metroen. Myldretiden er for alvor ved at komme op i omdrejninger - og for første gang siden terrorangrebet er det også noget, man igen mærker til på metrostationen Maalbeek.

Hverdagen er tilbage på metrostationen Malbeek